Jens Trapp | Songs for Salina – music
Art for sale and exposure; paintings, graphic, photographs/kunst sælges
art kunst maleri paintings grafik foto graphic photo photograph photography acrylic selling
16111
bp-legacy,page-template-default,page,page-id-16111,admin-bar,no-customize-support,ajax_fade,page_not_loaded,,qode-title-hidden,qode-theme-ver-8.0,wpb-js-composer js-comp-ver-4.9.2,vc_responsive,no-js

Songs for Salina

 

Sløvt bevæger han sig fremad. Frem gennem krat og tusmørke og tung som ind i helvede er han. Som bar han på en brydsom byrde. En tyngende vægt af lige dele lede og længsel. Lede ved livet i almindelighed og her i dalen i særdeleshed! Længsel efter en bedre, mere lys fremtid. I folden vrinsker i det samme en af hestene, hvad der får ham til at standse op et øjeblik og kigge indad. Det er for fanden da også mange års tarvelig ugidelighed i skyggen, der nu er forbi. Mange års mørke. Åh Gud! Hvor han dog hader den her dal. Denne dal som end ikke solen synes at vil kendes ved. Han hader den forbandede vind, der evig og altid stryger lige igennem; der går så direkte, så determineret efter marven i selv de mindste af hans knogler. Der får den til at skumme og hvæse, marven. Pisker den op og giver ham en satans uro i kroppen. En febrilsk ulmende kløe på undersiden af huden.

 

Ved bredden af floden standser han op. Sort og stort set lydløs strømmer den fra sit udspring langt oppe i bjergene. Sort, med blanke felter af stilstand, så en krusning, et lille fald, hvor der af og til har stået en grimet aborre og væk, for siden at løbe sammen med andre floder, andre steder. Han stager sig hurtigt over. Efterlader uden videre prammen i strømmen, hvor den langsomt drejer om sig selv, før den driver nedad og han besværligt stavrer videre, opad. Opad gennem mørket. Op ad den smattede, svært stejle skråning mod landevejen, der som en forjættet rem af asfalt snor sig højt over ham, som den redningsline, der skal redde ham fra alt det han netop er i færd med at lade bag sig. Han er i gummistøvler. På grund af den mudrede grund. Store langskaftede gummistøvler, men har et par sko hængende over skulderen, bundet sammen i snørebåndene. Det er et par veltjente olierede lædersko. I det fugtige mørke lugter de kraftigt og fremmedartet. Et mørke der synes tættere nu end nogen sinde før. Et næsten fysisk mørke, der er lige ved at tage modet fra ham. Men også kun lige ved, for pludselig er han ude. Har sprængt sig igennem den sidste, tætteste del af mørket i en næsten døende rus. Går de sidste par meter over klippegrund til asfalten i månens overrumplende klare lys. Smider bylten og læderskoene fra sig. Bylten med den ekstra skjorte og et par underbukser, barbergrej og en tyk humpel brød. Han skifter fodtøj. Kyler, ikke uden en vis følelse af jubel, gummistøvlerne tilbage ud over skrænten han lige har forceret. Ud i buskadset, hvor ingen nogensinde vil finde dem igen. Lægger nakken tilbage og stirrer længe, direkte op i månens uendeligt gamle, koparrede fjæs, der om ganske få dage, allerede i morgen nat måske, vil stå fuld og mægtig og farlig på himlen, rund og hvid som en oblat. Stå der på sin himmel og minde ham om den frihed han så voldsomt begærer. Og den vil minde ham om Salina…

 

‘Way down in the Valley/Salina’

 

For det var i fuldmånens transcendente lys han første gang så hende, for godt og vel et år siden. I de fire-fem dage de var sammen, brændte hun sig så uhjælpeligt fast i hans blod, at han ikke siden har kunnet tænke på andet. Alle hans tanker har kredset om hende. Al hans virke har ikke haft andet formål, end at han på et tidspunkt ville forlade dalen, finde Salina og tage hende med ud til havet, hvor de sammen vil leve lykkeligt til deres dages ende.

Han havde turet rundt på byens værtshuse et par dage. I et krampagtigt forsøg på at glemme fruen derhjemme. Furien. Hendes slet skjulte bebrejdelser og hendes isnende tavshed, der indimellem får det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. For slet ikke at snakke om regnen. Den konstant silende regn, der hvert efterår gør dalen til et umuligt sted at opholde sig. Et ælte bare, af mudder, pløre og bissende insekter. Et helvede på jord. Når den endelig kigger frem, solen, befamler den kun lige akkurat terrassens yderste venstre hjørne, før den ligesom tager sig i det og forsvinder igen, mens en konstant hylende vind, jager ned fra højderne bag huset og gør ham fuldstændig sindssyg og sprød langt ind i sjælen. Efter et sidste voldsomt skænderi med konen, hvor han i afmagt får nikket hende en skalle, der, viser det sig senere, brækker hendes næse og føjer yderligere dimensioner til hendes halsstarrige ydre, halser han bandende ned ad indkørslen. Ned til torvet, der i virkeligheden ikke er et torv. Slet ikke. Det er et skrumplet mistrøstigt stykke jord i nogenlunde lige lang afstand fra dalens tre gårde, hvor bussen til byen vender et par gange dagligt. Der er et lille afskallet læskur, der engang har været grønt og som de flere gange har talt om at sætte i stand. Her sætter han sig og tager et dybt drag af flasken med hjemmebrændt. Den og portemonnæen med husholdningspengene nåede han at stikke til sig, inden han skred. Han sidder i det frønnede skur i ly for regnen og ryger sine hjemmerullede smøger til bussen kommer stødende ind på torvet og med en hydraulisk hvæsen går i stå. Konen ser han ikke noget til. Hun har vel resigneret. Sidder elendig, forladt på taburetten derhjemme i køkkenet. Han er sgu ligeglad. For fanden da!

Fem timer senere stiger han da også, vældig godt i stand af sprutten, af i byen. Flanerer hovedgaden med hatten skubbet godt om i nakken. Pifter endog af en ung langbenet tøs med hår helt ned til røven, der demonstrativt og indbildsk ignorerer ham. Han griner fanden i voldsk og køber en lille flaske billig sprut i en brun papirspose i en vinhandel over for springvandet, tæt på rådhuset. Så opsøger han den lille pladebutik, som en af hans bekendte driver. En lille rodebutik i virkeligheden, med en hel del brugt vinyl, Cd’er og en masse skrammel. Han føler sig imidlertid ikke velkommen. Næsten tværtimod. Da han river en hylde på gulvet, bliver han smidt ud. ”Idiot” råber han og raver hen af fortovet, fuld som en færing.

De næste dage glider sammen for ham i en lind strøm af sprut, smøger, lidt søvn i skygge for middagssolen på en bænk i parken og tilrøgede små og lumre værtshuse med musik og varme og afdankede ludere om natten i Timor Mortis, byens Red Light District, som han primært tumler om i.

 

‘Last Summer’

 

Det er her, han finder hende. Her blandt ludere og lommetyve, bumser og baroner. Med sit fantastiske fjæs sidder hun på trappestenen uden for Jacks Delight, hendes stamværtshus skal det vise sig, som et sært eksotisk dyr og skriger mod himlen, mod månen der hænger og bader alt i sit uvirkelige, næsten overjordiske skær. Som en strandet havfrue sidder hun og bare venter på han skal komme slentrende hen ad sidegaden. Nu står han der. Er standset op foran hende og står bare og glor et langt øjeblik, før hun endelig drejer ansigtet mod ham og han spørger: ”Er det mig du græder for baby?” Hvilket får hende til at stikke i et højt, næsten jamrende grin, forekommer det ham. Og ham med, pludselig ædru. Sammen griner de støjende mod månen. Knækker sammen i grin og gråd. De næste mange timer forsvinder i en fragmenteret dis af ingenting og alting. De drikker på baren, de er i parken. Hun laver et fantastisk blowjob på ham. Han giver drinks. Hun fortæller ham om havet. Hun kommer i virkeligheden fra havet, siger hun med store kuglerunde øjne. Er blevet narret på land af en delirisk prædikant med velsmurt mundlæder og smalle hofter. Han fristede og lokkede for hende med søde ord om frelseren og om frelsen og lå bagefter med hende i græsset bag bådehuset. Da han i det allertidligste morgengry, forsøgte at smutte uset bort, gjorde hun kort proces og skar halsen over på ham. Men da var skaden sket. Hun var strandet på land og har fra da af vandret evigt tørstende om, som et forlis, ingen helt ved hvordan de skal forholde sig til og da slet ikke har tiltro til. Som et skide fucking forlis, griner og græder hun igen, mens han på sin side får et heftigt flashback til Daniel, som han ikke har set de sidste mange, mange år og som formodentlig er død nu?! En gammel original, en særling, der endte op netop ved havet, forlist i et lille inddæmmet stykke strand, hvor han byggede sig et kejserligt skur af drivtømmer, drømmespind og sand. Et slot min ven, hvad gi’r du? Et slot, hvor han havde tænkt sig at leve lykkeligt til sine dages ende, Daniel og så griner Salina og siger at hun fandeme også er lykkelig! På trods af forliset er hun lykkelig på sin egen forbandede måde, hvad der får ham til at give flere drinks og hun river den af på ham, på lokummet ude bagest i værtshuset. Han forsøger at komme i bukserne på hende, men der tegner hun grinende en streg i luften med den ene hånd, nixen min ven, mens hun med den anden arbejder målrettet på hans udløsning.

Selvfølgelig slipper pengene op. Grandiose tømmermænd maser sig ind over ham. Hydraulisk susen som af tusinde svært defekte busser, kryster hans alkoholiserede legeme. Det sidste han ser til Salina, før han hovedkulds tumler ud af byen, for at finde et lift hjemover, er hendes perfekte nakke, hendes lokkende bagdel, da hun, tilbage på Jacks Delight hvor det hele startede, laver et blowjob på en eller anden baron med frisk guld i lommerne. Alt hvad han er i stand til at tænke er, at han har lovet hende at komme tilbage. Komme tilbage og tage hende med ud til havet. Ud for at finde Daniels slot.

 

‘Daniels Song’

 

Hjemme i dalen venter konen med næsen skæv og grim i ansigtet. Hun siger ikke noget, bare kigger på ham. Regnen pisser ned. Af de få penge der trods alt kommer ind, lykkes det ham kun at stikke deprimerende lidt til side. Vinteren både kommer og går. Det bliver forår, kort og ruskende og først langt hen på sommeren er der penge nok, synes han.

En lummerfugtig augustnat, i ly af mørket, stikker han så endelig af. Har tænkt sig at blaffe tværs over til jernbanen og se at snige sig ombord på en godsvogn ind til byen. Det vil sige at han, som vi allerede har hørt, skal op ad skråningerne på den anden side floden og ramme den gamle landevej dér. Der er ikke voldsomt meget trafik deroppe, men det skulle kunne lykkes ham at få et lift i de tidlige morgentimer. Han stikker sgu ikke af fra dalen i bussen! Skulle han så sidde nede på torvet og vente på at den skal komme, bussen. Måske hilse på en nabo, eller værre endnu; være nødt til at følges med én, som tilfældigt skulle have ærinde ud af dalen. Nej, det vil simpelthen være for patetisk. Hans sortie skal have en anderledes dramatisk karakter. Om det så bare er nok så meget i hans egen selvbevidsthed. Tanken om bare at være væk, at være sporløst forsvundet, tiltaler ham. Vil de trække vod i den brede sorte flod? Vil de sende hunde ud for at gennemsøge skråningerne? Helikoptere?! Gu’ fanden vil de da ej. Konen vil resignere. Vil trække på skuldrene når han ikke, som han plejer, kommer hjem efter en uges tid på valsen. Og så ellers med stor sandsynlighed ende op som en lettere mullen mumificering i dalens fugtige helvede. Et monument over forspildt liv.  Men altså skråningerne på den anden side af floden! Den gamle landevej østpå og jernbanen ind til byen. Sådan! Ind til byen og dér købe en billig brugt vogn, der kan fragte ham og Salina ud til havet.

Uden videre lader han altså sit gamle liv bag sig, krænger det af som en lidt for klam og tung kåbe, for at iklæde sig et nyt og uden tvivl bedre liv i lyset, oven for dalen.

 

En sælsom ro har bemægtiget sig ham. Efter et godt langt lift på ladet af en lastbil, med tidlige æbler i store rustikke trækasser fra plantagerne på de solrige skråninger syd for dalen, lykkes det ham virkelig at komme ombord i en godsvogn. Der ligger han skrumplende med hovedet på bylten, gnaver brødet i sig og halvsover lidt, så godt det nu lader sig gøre, mens han lader sig fragte til en station i udkanten af byen; en forstad, der forekommer ham svært øde, som han vandrer af sted langs indfaldsvejen mod centrum. En hund gør et sted i det fjerne. Kaldet besvares af en anden hund et andet sted og ud af en åbentstående dør, med myggenettet blafrende frit i vinden, kommer en lyd, som af en økse der flækker skallen på en pattegris, men ikke et øje er at se nogen steder. Der er bare denne følelse af forladthed, men også af frihed. Som to sider af den samme mønt, der hvirvles højt op i luften. Rundt og rundt snurrer den og han støtter sig svimmel til en mur. Har en følelse af at vandre lige lukt ind i uvisheden. Som spadserede han direkte ind i en drøm. Men det er da for helvede den fremtid, han er nødt til at vælge?! Den fremtid han allerede har valgt.

 

På sin vej mod centrum kommer han forbi en kirke. En undselig lille kirke der ligger og putter sig mellem et par store etageejendomme. Kirkeklokkerne kimer. Han standser op på fortovet og kigger ind af de tunge åbentstående døre. En enorm mand i præstekjole, en tønde af en mand, tordner løs derinde, til en menighed der er nødt til at stå op, thi der er hverken stole eller bænke i kirken. Bare en forhøjning for enden, hvor præsten står og bag ham, et stort kors tømret sammen af groft tilhuggede planker. Vraggods fra den menneskelige civilisation. ”Der er en synder i os alle,” buldrer han derinde ”en synder! Der er en synder i os alle! Der er en synder i os alle, der æder vort kød og drikker vort blod!”  Han hæver begge arme højt over hovedet i en mellemting mellem velsignelse og anråbelse. Han messer støjende: ”Kom hjem, kom hjem GUD!” Med en stemme der synes beregnet til at knuse sten: ”Vi beder dig… Kom hjem!” og hele menigheden stemmer i, i en usmuk, halvt jamrende bøn til deres gud om at komme hjem. Præsten sænker blikket og et øjeblik virker det som om de har øjenkontakt, tværs gennem kirken. Fra forhøjning til fortov. Præstens øjne gløder. Stumt sænker han den ene hånd og peger ud på gaden.

To gader længere fremme standser han forpustet op og kigger sig tilbage. Men ingen fra menigheden er fulgt efter ham ud på fortovet. Ingen er kommet ud af kirken, for at se hvad det var, deres præst pegede på. Fra hvor han står, kan han høre orglet bruse og en salme han synes at genkende, men ikke helt kan få fat på, bølger ned ad gaden?! Det er ved at være mørkt nu. Gadelamperne låner måneskinnet et strejf af tristesse og den melankoli der i forvejen lå lejret i lyset, bliver pludselig alt for klaustrofobisk. Han tørrer sveden af panden med en klud han har i lommen. Står længe med ryggen op ad muren, i skyggen under et udhæng påmonteret en flået blå baldakin, der ikke synes at tjene noget formål. Der er en kældertrappe ned til en åbentstående dør. Bag døren hersker et mørke så altfavnende, at det næsten kaster skygge ud på de nederste trappetrin. Der er intet strejf af lys. Ingenting. Det skræmmer ham næsten mere end noget andet. Han kan ikke få pulsen ned igen og tumler, mærkeligt bedrøvet og sulten, ned af en sidegade, ud af kurs. Standser ved en forhave med skinnende blankt, hvidt stakit og høje blomster i surreelt glødende farver. En umådeligt fed dreng sidder i græsset lige inden for stakittet. Den fede dreng synes ikke at bemærke, at han nu ikke længere er alene. Han plaffer duerne, der sidder og sover på tagryggen, ned, én efter én. Ganske langsomt glider de ned af taget og lander med bløde bump i græsset. POF! POF! Fortumlet vakler han videre ned ad sidegaden. Har svært ved at afgøre om det var noget han drømte, eller om det virkelig fandt sted?! POF! POF! POF! Der er erindringen om hændelsen, Skuddene og duernes bløde fald mod græsset, men det kunne lige så godt ikke have fundet sted?! Det er lørdag. Tidlig nat. Så meget ved han. Og at han er stukket af for at hente Salina. Han kan ikke gå ud til hestene i folden og finde ro dér. Ikke mere. Aldrig mere. Alt det har han ladt bag sig, tænker han og rammer en bredere gade, en boulevard.

 

‘As I’m passing by’

 

Har ikke rigtig nogen anelse om, hvor han er længere. Vandrer han mod centrum? Eller sidelæns? Ud af byen igen, blot i en anden retning?! For fanden da, hvorfor kan han ikke finde Salina. Ikke engang Timor Mortis kan han finde. Ingenting synes at forekomme ham bekendt. I en lille snask køber han fisk og pommes fritter, som han æder gående. Bagefter en flaske sprut som han sætter sig med på en bænk ud til den brede boulevard, han ikke husker nogensinde at have set før. Han drikker begærligt i store sultne slurke af flasken. Her er der, i modsætning til sidegaderne, mere liv. En bil suser forbi; dækkene synger hvislende over asfalten, fodgængere på det modsatte fortov holder i hånd og ler, et pizzabud på knallert, en slingrende beruset cyklist. Han lægger nakken tilbage og drikker. Byens lys blinker ned til ham, stjernerne stejler smertefuldt i natten. Et eller andet sted fornemmer han at de forstår ham, stjernerne. At de ved hvad det vil sige at drømme, at tænke stort, at tage springet bort fra desillusioneret livslede. Så med ét er der, helt tydeligt, en stemme der kalder på ham. Der råber hans navn. Forskrækket snurrer han rundt på bænken, men der er ingen. En grim stemme var det. En næsten doven, svagt læspende stemme. Igen kalder den hans navn og får ham til at snurre febrilsk rundt på bænken, men stadig er der ikke nogen at se. Kun den brede boulevard, det nu tomme fortov og en svag duft af klorin. Han kommer på benene. Støtter sig til ryglænet på bænken og hvæser fuld til natten. Han vakler, som han står der og ikke rigtig sanser nogen verdens ting. Står et langt øjeblik og dingler på fødderne i en sær leddeløs piruet. Da han endelig kommer til sig selv, sidder der en gammel mand på bænken, hvor han selv sad før. Gamlingen stirrer gravalvorligt op på ham. Og så alligevel ikke. Det forekommer ham, at han stirrer lige lukt igennem ham, med øjne der virker mærkeligt transparente. Som glaskugler. De glaskugler han selv legede med, på gulvet i bedstemorens hytte. Hans brystkasse trækker sig sammen i små grimme krampagtige stød ved mindet. Han forsøger af al magt at undertrykke dem. Fandeme om han vil stå her og tude. Hun var OK, den gamle. Hvis bare hun ikke altid var så satans fuld. Der var naboer der af og til kom forbi med mad. Der var vand i brønden. Der var de uendelige tørre, støvede vidder. Al den plads han kunne ønske sig at tumle rundt på. Han lærte at tage vare på sig selv dengang. Lærte hvem og hvad han kunne stole på, hvad han skulle undgå. At hans far havde lovet, lovet højt og helligt ved alt hvad der var ham kært, at komme tilbage, har han næsten helt fortrængt. Der er kun en lille hård kugle tilbage af den gamle, barnagtige afmagt – en glaskugle; trillende frem og tilbage, frem og tilbage over bedstemors gulv – helt langt inde midt i de krampagtige sammentrækninger der farer gennem hans brystkasse. Han kan tage vare på sig selv nu. Han behøver ikke nogen forpulet far. Han tager sig sammen. Virkelig. Tørrer øjnene og fokuserer. Men den gamle mand er væk. Bænken tom. Han stirrer sig blind på det hul, silhuetten af den gamle mand efterlod. Står længe med en lav metallisk hvæsen, knitrende frem og tilbage mellem tindingerne.

 

‘The saddest part of the Story’

‘Lullaby’

 

Han sidder på en bænk, en anden bænk nu. En bænk ned til åen, der løber gennem en af byens mange parker. Han har en svag erindring om denne å, men parken synes han ikke at have været i før. Den kan han ikke stedfæste. Han sidder på bænken og lytter til en stemme, der fedter rundt i hovedet på ham, som lim. Den gamle mands stemme. I hvert fald den samme stemme som den der kaldte på ham, øjeblikket før den gamle mand dukkede op. Han går bare ud fra, at stemmen tilhører ham. Det er stadig nat. En uendelig nat forekommer det ham. Helt stille sidder han og lytter til stemmen. Stadig lige klistret og doven er den, med sine lange brede s’er og lyde helt forrest på tungen, mens den drillende giver ham indblik i kærlighedens natur. Dens vinkel er imidlertid ikke helt ligetil. Dens beretninger sære. Den har lystens tilgang til emnet, men synes at svælge i dem med væmmelse snarere end glæde?! Han forsøger at få styr på dem. Forsøger at tvinge en kronologi ned over dem. Er det virkelig hans historier?! Eller hans fortrængninger? Det forekommer ham på en eller anden måde at vinklingen er en kvindes. Har det noget med Salina at gøre? Er det dét? Men hvordan kan det lade sig gøre, at hendes beretninger flyder til ham gennem denne læspende og forfængelige stemme. Som oven i købet mere end antyder, at hun er på vildspor. At hun har mistet fornemmelsen af retning. At hun var skabt til noget langt større, Salina. Eller er det ham selv? Han klør sig i nakken, under hatten, i natten, på bænken i parken. Åens stille vand der strømmer lydløst forbi ham og væk.  Han skutter sig i sin jakke. Det er jo ikke varmt mere. Sommeren går på hæld. Salina! Jamen det er jo for fanden da også derfor han vil hente hende. Hun er af havet og skal tilbage til havet. Måske der finde en mening med livet. At hun vitterligt er på vildspor i denne uendelige, larmende og vanvittige by, er han slet ikke i tvivl om. Den vanvittigt smukke Salina. Den vanvittige. Og ham selv her på bænken. Høre stemmer kan han. Lim i natten. Men finde ud af hvor i helvede han er, det magter han ikke. Fortumlet tror han det er muligt for ham at få lidt søvn. Han lægger sig sågar på bænken, med hatten over ansigtet, hvad der blot gør ham endnu mere svimmel og rastløs. Nu sidder han der igen. På bænken. Ret op og ned sidder han. Fuld og dum og handlingslammet. Så alligevel hellere komme videre. Derfor rejser han sig også. Står og vejrer lige ud i luften, som et skide rensdyr. ”Giv mig nu for fanden et spor”, råber han ud over åen, men ikke den mindste antydning af svar får han. Ikke længe efter er han tilbage på den brede boulevard.

 

Det lykkedes ham alligevel til sidst at få færten. Om han spurgte nogen, en tilfældig forbipasserende i natten eller om han fik pludselig landkending i sin fremtumlende færd gennem byen vides ikke. Kun vides det at han, med farligt rumlende brystkasse, nu står i toppen af den lille vej ned til Jacks Delight. Midt i Timor Mortis. Den bar hvor hun plejede at arbejde. Hvor hun sad og grinte på trappestenen dengang. Han har ikke skænket det en tanke, at hun måske slet ikke er der mere. At hun kunne være rejst fra byen og ladet hele dette kvarter, hele dette liv bag sig. Måske være stukket af med en rig baron i flonelshabit og stetson. Måske være sporløst forsvundet, efterladende sig kun et ganske flygtigt aftryk i det lagen hun om natten svøber sig i, når den sidste kunde er gået. Han skænker det i og for sig heller ikke nogen egentlig tanke nu. Opholder sig blot ganske kort ved det og det endda så godt som ubevidst. Blot en lille flig i hans raserede bevidsthed der løftes, for ganske kort at lade problematikken lyse op. Mens han et øjeblik står og får hold på sig selv. Så godt det nu lader sig gøre. Lader den pumpende brystkasse falde til ro, oven på den lange strabadserende tur. Lytter efter stemmen i hans hoved, tager sig i endda at kigge sig over skulderen efter den gamle mand, men også stemmen lader ham være alene med øjeblikket. Ikke desto mindre fornemmer han tydeligt den samme lugt af klorin, som ved bænken. Han snuser til sit tøj, men det er ikke der, lugten kommer fra. Han trækker på skuldrene og begynder at gå ned ad gaden.

 

Han vælger at benytte sig af bagdøren. Han synes måske ikke rigtig at han er kunde i gængs forstand. Det er jo udelukkende på grund af Salina han er her. Fra bagdøren danner han sig et overblik over lokalet. Selvom det er sent på natten, eller tidligt om morgenen, alt efter præference, er der en del mennesker til stede. Støjniveauet er dog ikke voldsomt. Snakken ved bordene, afbrudt nu og da af et larmende grin, overdøver ikke musikken fra højtalerne i baren. Noget tungt slæbende bluesrock af en slags, huggende guitarer og masser af hihat. Han glider ubemærket gennem lokalet. Over til baren. Bartenderen, en tynd fyr i sort Led Zeppelin T-shirt, kigger på ham med smalle sandfyldte øjne uden smil i. Selvom han udtrykkeligt bestiller whisky, stiller bartenderen kort efter en øl foran ham. En lille støvet, buttet brun flaske med flosset etiket, som om øllen har stået under vand, i en oversvømmet kælder måske, igennem længere tid og siden efterladt. Ved siden af flasken stiller han et højt smalt glas. Lige inden han vender sig bort, farer en tic op igennem venstre side af hans ansigt. Fra det underste af kæben og helt op i øjenbrynet. Forvrider hans ansigt i en hæslig grimasse. Så er han i den anden ende af baren, hvor en alt for fuld kvinde i en tung sort dragt halvt hænger ind over baren og råber på gin. Han stirrer på ølflasken. Forsøger at tyde etiketten, der er alt for flosset, for ødelagt. Stirrer så op på sprutten i baren. Skal lige til at kalde bartenderen tilbage, korrigere ham, få sin whisky, men tager sig i det. Skænker i stedet øllet skummende i det høje glas. Snuser til det. Der er en besk lugt i det gulbrune skum. Ikke decideret ubehagelig, bare fremmedartet. Langsomt lader han øllet glide ind i munden; ned i svælget. Synker og drikker igen. Øllet er godt nok.

 

‘Salina has gone astray’

 

Den uendeligt lange nat har stadig tag i ham. Han kan ligesom ikke rigtig tage sig sammen til at få spurgt efter Salina. Sidder bare på den høje umage barstol og drikker sin fremmedartede øl af det høje glas. Sådan går der noget tid, før han endelig kalder bartenderen hen. ”Hvad med Salina?” Spørger han, ”hvor fanden er hun henne?” En trækning jager igen over bartenderens ansigt, voldsommere denne gang, forekommer det ham og han svarer, alt for hurtigt og med noget der ligner frygt i de smalle musefarvede øjne, at det ved han sgu ikke noget om. At det overhovedet ikke er hans bord. Så tager fanden ved vor mand. Han farer op og ind over baren. Griber fat i kravetøjet af T-shirten. River ham til sig og, uden rigtig at tænke over det, nikker han ham en skalle. Det er lige så det synger gennem baren, da han næsten smækker næseroden helt op i kraniet på den anden, der skriger og febrilsk peger over mod trappen i hjørnet. ”Første sal…” stønner han: ”Hun er på første sal. Værelset med den marmorerede dør” før han glider ham af hænde. Ned bag baren. I et langt spring er han ovre ved foden af trappen. Fornemmer noget virkeligt skidt. Kigger sig ikke tilbage over skulderen og ser derfor ikke de skræmte ansigter, mændene der kiler sig ind bag mahognipladen til den tilsyneladende livløse bartender. Ser ikke hvordan de løfter ham op og ud bagved og ikke hvem der slukker for musikken, da han stiger op af trappen. Det hele foregår som i en drøm. Den pludselige stilhed i lokalet, det tilbageholdte åndedrag. En ganske let knirken fra trappen, næsten ingenting og hans eget gispende hjerte, der fuld af onde forudanelser, galoperer hæmningsløst i forvejen opad, opad. Døren der lydløst glider op og synet der møder ham i en kakofoni af skæve vinkler, usammenhængende linjer og ond ond skæbne. Salina der ligger fastspændt, nøgen på sengen. Så fuldstændig i en anden verden at alting synes at blegne, visne og dø i ham, da hans hjerte kommer hamrende tilbage og med al den smerte et forulykket menneske kan rumme, pumper luften så helt og aldeles ud af ham, at han afmægtig synker klynkende sammen; synker i knæ ved siden af sengen. Fumler ved håndjernene, stryger Salinas skrammede krop, hvisker hendes navn igen og igen før han endelig finder udløsning i et skrig, der i det sekund det slipper hans strube, tømmer lokalet under ham og sender alle på vild flugt i natten. Sådan forløber en evighed…

 

På en eller anden måde kommer han gennem den tømte bar og ud på gaden, efterladende sig Salinas livløse krop, fastlåst på værelset. Han vandrer som bedøvet, halvgal hen ad gaden. Blændet og øredøv. Timor Mortis larmer som ind i helvede omkring ham, men ingenting sanser han. Ingenting trænger ind. Alting preller af på ham, flyder ud over asfalten, trampes ned og itu og siden skyllet af. Ud i rendestenen, ned i kloakken, hvor det forsvinder i undergrunden. Han står foroverbøjet nu, med hovedet lænet mod et træ. Brækker sig på den hårdt trampede jord. Cigaretskod. Gamle kondomer. Knust glas. Han støder hovedet hårdt imod træet. Mærker blodet løbe fra et flækket øjenbryn, ned i øjet, ned over kinden, før alle Timor Mortis’ lyde ramler sammen om ham og han styrter fra det højeste bjerg, ramler mod sten og klippestykker, trimler omkuld blandt fyrretræernes forkrøblede stammer, spænder kroppen som en flitsbue, vælter omkuld, bestialsk skrigende i en sammenstimlen af folk, der nysgerrigt, grådigt labber hans smerte i sig og så spredes igen og lader ham ligge alene, sammensunket i sit eget opkast. Underlig tom og ligeglad. Månen hænger knitrende på himlen, gennemlyst cellofan kun og da han langt om længe kigger op, ser han direkte ind i øjnene på den gamle mand fra bænken på boulevarden. Den gamle rækker en hånd frem. Trækker ham op at stå. Lægger en arm om skulderen på ham og taler ham beroligende ind i øret. Lyde bare, hinsides enhver form for mening. Sammen går de et stykke vej, før de sætter sig på fortovskanten. Bare sidder. Den gamles arm om hans skulder, de sært beroligende, dovne lyde, der skvulper ind i hans ører, som bølger på stranden, som den vuggevise hans farmor aldrig sang. Han har en vild lyst til bare at liste ud i stalden og begrave ansigtet i manen på den store brune hoppe. Beruse sig i duften af hende, glemme alt omkring sig. Kaste sig på ryggen af hende og galopere som en sindssyg gennem dalen, skrigende og hujende, aja, aja, aja, med vinden piskende gennem håret og regnen silende ned over mand og dyr, til de begge skummer vildt over og han springer af ved udsigtspunktet, hvorfra han kan se helt over til Kelvins Rock gennem regnen, den evige regn og dalens mol, en styrtregn af gråblå toner, en tordensky af vemod. Det lader sig selvfølgelig ikke gøre. Aldrig mere. I det samme ser han op og får øje på kvinden i sort. Hende fra Jacks Delight, der skreg på gin blossoms. Han er på benene i et spring. Så er hun væk, nej – dér igen. Han råber efter hende. Hun hører ingenting. Forsvinder med armene om livet på en eller anden stodder ind på et andet værtshus, som om ingenting er sket. I en fart er han efter hende. Ind på værtshuset, trangt som en alt for lille handske. Tilrøget, dunkelt. Et band på en lille hævet scene i bunden af værtshuset, filer på med coverversioner af gamle Nick Cave – sange. We came along this road… han bliver et øjeblik stående og forsøger at tolke på, hvad sangen egentlig handler om. Så ser han hende i baren få to drinks stanget ud, ser hende vende hovedet mod sin ledsager og ud af øjenkrogen få øje på ham, stående i døren med den gamle mand ved sin side. Han vil smile til den gamle mand, styrke sig ved hans ro, og så er han der ikke mere. Er ikke længere ved hans side. Fortumlet stirrer han til den anden side, men der er han heller ikke. Er ganske enkelt forduftet. Ved udsigten til ballade, måske. Så ser han kvinden forsøge at stikke af, bag om baren og er med et par hurtige skridt henne og griber fat i hendes arm, tvinger hende tilbage og houw, hov du! En barket næve, kvindens ledsagers, griber ham om overarmen og trækker ham baglæns i et forsøg på at få ham til at løsne sit greb i hende, kun med det resultat til følge, at de alle tre tumler omkuld på gulvet i baren i et rabalder af væltede borde og stole, savsmuld, råben og skrigen. Bandet på scenen forsøger at ignorere tumulten, at spille videre, men stopper op i en lang skærende A-mol, der hænger elektrisk i luften som tjære og i den tilrøgede stilhed der følger, får han vristet sig fri af manden, der krabber et par hurtige tag baglæns, ved synet af udtrykket i den andens øjne. Kvinden hyler op og en karseklippet karl stikker hovedet brølende frem over baren og forlanger at få at vide, hvad fanden der foregår. Han hiver dem alle tre ud på gaden og smækker døren i bag dem. Indenfor kan de høre bandet sætte i gang igen. En tøvende, listende udgave af Henry Lee. Da parret ser den smerte der ligger bag vildskaben i hans øjne, forbarmer kvinden sig og indvilliger i at fortælle hvad hun ved. Hendes partner er så skidefuld at han ikke magter at følge med. Han lægger sig i stedet bagover på fortovet og snorker kort efter støjende.

 

‘The Pain’

 

”Salina er på det seneste begyndt at hænge ud med en rig stabejs, en greve, påstår han selv, der for ikke så længe siden dukkede op i Jacks Delight,” fortæller kvinden. ”I begyndelsen sad han bare ved et bord nede i hjørnet, uden at gøre så meget væsen af sig, men efterhånden skal jeg lige love for at hans interesse for Salina blev vakt.”

Han krymper sig ved kvindens ord. Siger ikke noget, men stirrer op i månen, et blankt sølvøje der stirrer uudgrundeligt tilbage, ned på ham fra en anden, langt større virkelighed. Kvinden fortsætter:

”Jack siger, at ham her greven kommer nede sydfra, at han i virkeligheden har tjent sin formue i diamantminerne dernede og at den i øvrigt er så stor, formuen, at fik han et ekstra liv forærende, ville han stadig ikke være i stand til at bruge den op!” Kvinden i sort sidder længe tavs og sutter på sine fortænder. Manden ved deres side snorker nu så voldsomt at hun, med et træt sideblik ned til ham, foreslår, at de går et andet sted hen og snakker. De efterlader ham uden videre til hans egen skæbne og finder en lille kaffebar henne ad gaden. For i Timor Mortis er der åbent døgnet rundt. En summende jagende, heksekedel af evig aktivitet er det. Der kan være lidt dødt op af formiddagen, hvor Timor Mortis ligesom står lidt stille. Hvor bydelens indvånere, dens brugere og gæster restituerer. Hvor de forsøger at finde en brugbar balance, at stå det hele igennem på, men så, før de får set sig om, starter det hele forfra. Om og om igen. Dag ud. Dag ind.

”De begyndte at hænge ud sammen. Førte lange indviklede samtaler. Jeg sad en dag med en drink og forsøgte at finde hoved og hale i deres snak. Det handlede om forsoning. Så meget forstod jeg. Jeg ved ikke rigtig… Jeg fik fornemmelsen af, at der var noget Salina skulle forsone sig med. Eller sone. Men også ham. ’Jeg har set hvad der er sket under solen’ plejede han at sige: ”og det er alt sammen kun tomhed og jag efter vind’. Som en skide prædikant, ikke sandt?!

Og hvem er du egentlig? Du ligner… ja undskyld mig, men du ligner ærlig talt en bonderøv… Hvad fanden er det også for nogle sko? Og hatten? Der er sgu da ingen der går med sådan et hovedtøj mere?

I øvrigt ved vi jo alle sammen godt hvad der foregår!”

”I ved hvad der foregår… Hvordan, foregår?! Hvad mener du?”

”Det er Timor Mortis det her! Prøv lige at fat det. Jeg ved ikke hvilken gudsforladt lille udørk du kommer fra. Hvor ingen frivilligt lader sig mishandle. Hvor ingen får deres kick af en pisk” Hun holder inde, helt stakåndet, ”ja undskyld. Du kender tydeligvis ikke Salina! Hvad fanden vil du hende egentlig?”

Men det er jo det han føler han gør. Kender hende. Han lyttede til hendes historie. Ved hvor hun kommer fra. Kender hendes længsel efter havet. Frivilligt lade sig mishandle?! Han forstår det ikke:

”Men hun er jo død!?!”

”Jeg ved ikke nøjagtig, hvad det er de laver deroppe på værelset. Jeg ved at Salina har prøvet alt hvad der er værd at prøve af stoffer, men død!? Gu’ fanden er hun da ej død. Hun kan ligge i dagevis sådan, helt bedøvet du, helt væk”

”Ikke død!? Men hun var jo spændt fast til sengegærdet?”

”Jeg ved sgu ikke hvad de har gang i. Det har jeg jo sagt. Det må du snakke med ham stabejsen om. Han var jo for fanden da lige gået, da du kom tidligere i nat.”

”Lige gået…” I et spring er han på benene. Storker over til døren, ud og ned ad gaden med lange skridt. Ja selv tak for snakken, råber hun efter ham, mens han tumler febrilsk af sted. Kort efter slår han døren op til Jacks Delight. Lokalet er stadig tomt, på nær en ung fyr der går og rydder op:

”Vi har lukket,” råber han til den indtrængende, ”ja der var noget ballade her, tidligere på natten…”

”Jeg ved det, det er mig der var balladen,” og så er han ovre ved trappen. Springer op af trinene, smækker døren op ind til Salina, men hun er væk nu. Ingenting er der tilbage, andet end den tomme seng og en ganske svag lugt af medicin. Han springer tilbage ned af trapperne, over til fyren med karkluden, der er ved at tørre borde af i Delight’en.

”Hvis det er hende på første sal, så kommer du for sent. Der var én efter hende” kommer han ham i forkøbet, ”op over skulderen med hende og af sted. Syret.”

”Jamen… hvem, hvornår? Hvem var det?”

”Aner det ikke. Jeg er bare afrydder. Kender ingen her.”

”Hvornår?”

”Ja det er sgu ikke meget mere end ti minutter siden…”

Og så storker han ud på gaden igen, men der er de selvfølgelig længe væk. Han spørger nogle tilfældigt forbipasserende, men de enten trækker på skuldrene eller trækker sig forskrækket væk, stillet over for hans maniske insisteren. Til sidst giver han op. Træt lister han sig op på Salinas værelse og smider sig på sengen, hvor han falder i dyb, dyb søvn…

 

‘I had a Dream’

 

I drømmen hænger Salinas ansigt som en stor og mægtig måne på den blåsorte nattehimmel. Han tumler, som en skide drabant, omkring det, omkring ansigtet, cirkler omkring det, ude af stand til at komme i kontakt med hende. Hendes skønhed blænder ham. Og dog ser han ligeså tydeligt farven på hendes hud. Som blegt, køligt marmor. Ser hendes gyldne hår, der som en glorie står om hendes ansigt. Ser lige nøjagtigt hvor hendes perlehalskæde er i stykker. Han kalder på hende, men hun hører ingenting. Helt fjern i blikket er hun, som har hun fået øje på noget, dybt inde i sig selv. Mens han hjælpeløst cirkler omkring hende, forvandler hendes ansigt sig gradvist. Bliver til noget han for længst har fortrængt. Et mærkeligt skamferet ansigt, der forekommer ham sært bekendt. Noget fra hans barndom. Stadig blegt, men nu uden marmorets kølige gnistren. Dødt forekommer det ham, sekundet før han tumler om på jorden. Tørt, langt og ranglet græs, ukrudt i kuglerunde grålige frøstande, insekter med lange ben og knudrede leddelte følehorn. Luften slås ud af ham i faldet, gispende drejer han sig rundt, så han ligger på ryggen og stirrer op i himlen. Han kan ikke se månen! Hvor fanden er månen henne? Desperat drejer han hovedet efter den, men hele tiden forsvinder den for ham. Hver gang han er lige ved at få den ind i synsfeltet, glider den væk. Som om den hele tiden forsøger at komme bagom ham. Hele tiden forsøger at komme op bag ham, ude af syne og så vågner han. Helt udramatisk. Sætter sig op og føler sig udhvilet. Natten er forbi, ser han. Ind ad vinduet stråler solen som en skærende kontrast til den urimeligt lange nat, han lige har gennemlevet.

 

Han spørger rundt i Timor Mortis. Nogen har set denne parvenu, andre set dem sammen, men ingen har set ham komme ud af Jacks Delight, i den dybe, stille ende af natten, med Salina over skulderen. På trods af, at han næsten har slået stedets ene bartender ihjel, da han nikkede ham en skalle, holder han primært til dér, på Jacks Delight, i de par dage hans efterforskning varer. På tredjedagen er han nær ved at give op. Ingen har set hverken Salina eller parvenuen i den mellemliggende tid. Som sunket i jorden er de. Og ingen aner tilsyneladende hvor han holder til, hvor han bor og hvem han i det hele taget er?! De oplysninger Jack havde om ham, om grevskaber og diamantminer, og som kvinden i sort refererede til, viser sig ikke at holde vand, da han går Jack lidt på klingen. Det er i det store og hele noget han selv har digtet, indrømmer han ikke uden en let rødmen; ja, for dog at have noget at fortælle om denne ukendte, mærkelige mand, som dukkede op intetstedsfra og nu er forsvundet tilbage dertil, medbringende sig Salina?! Ingenting har han altså i virkeligheden at gå efter. Intet! Og det er konfronteret med den kendsgerning, at han nær giver op. Hvad yderligere går ham på nerverne, er det konstante tilstedevær af andre mennesker. Hvor end han bevæger sig, er der andre mennesker til stede. Det gør ham pirrelig. Det er han jo for pokker da ikke vant til. Som om han hele tiden bliver overvåget. Holdt øje med. Som om der hele tiden er nogen, der ved nøjagtig hvad han foretager sig. En skide havnefoged, der med et øje på hver finger, ved hvad alle skibe i havnen foretager sig, en hovmester… For han fornemmer hurtigt at der er en eller anden form for system i Timor Mortis, som de alle er en del af. I det øjeblik man opholder sig her mere end blot en dag, bliver man automatisk en del af det, hvad enten man vil eller ej. Om så man blot er på gennemrejse. Jack er i sin egenskab af barejer en selvfølgelig og velintegreret del af systemet. Men han er uvæsentlig i denne sammenhæng. At Salina har holdt til i hans Delight betyder ingenting. En tilfældighed blot, som man kan notere sig og grublisere over, men som ikke har nogen afgørende indflydelse på begivenhedernes gang. Næ, der er andre, som tilsyneladende ved besked. Bedre besked. At det ikke nødvendigvis er dem, der rangerer højest på den sociale rangstige, fremgår med al ønskelig tydelighed, da en fedladen ældre herre, sjusket klædt, usoigneret, henvender sig, præsenterer sig som Færgemanden og siger at han ved besked. At han, muligvis som den eneste og her løfter han betydningsfuldt det ene buskede øjenbryn, ved hvilke ugudelige ting der går for sig i Timor Mortis. Ved hvilke djævelskheder hele området er besvangret med. At hvis han blot vil følge med, så skal han vise ham, hvordan det hele hænger sammen. Først afviser han denne mærkværdige særling. Denne … færgemand. Så kommer han til at tænke over det. Og jo mere han tænker over det, da han sidder tilbage på Jacks Delight med en af de støvede øl fra kælderen, jo mere får han en fornemmelse af, at der måske er et gran af sandhed i færgemandens ord. At han måske, som et eneste vildt vådeskud, på en eller anden måde ligger inde med oplysninger, der kan bringe ham videre. Han er jo for pokker da nær ved at give op! Hvad der i sig selv er en umulighed. Han kan ikke give op. Al hans ageren, al hans fremtid, for fanden da, er baseret på Salina. Dalen vender han under ingen omstændigheder tilbage til. Det er forbi. Det ville være et umuligt nederlag. Knuse ham ville det og for altid spille magten i dét forhold over i hænderne på konen. Og at tage til havet uden Salina ville være nogenlunde det samme som… ja som at danse for fanden – tango – uden musik og alene… Så hellere gå til grunde i forsøget på at finde hende. Hellere dø.

 

‘The Ferrymans Song’

 

Han støder bogstaveligt talt ind i færgemanden, da han går fra Jacks Delight, for at lede efter ham. For alligevel at finde ud af hvad han måske, måske ikke, ved. Braser ind i ham, da han åbner døren ud til et forrygende blæsevejr, der hvirvler blade og affald rundt og rundt i gaden i små drabeligt udseende hvirvelvinde, der et øjeblik får ham til at standse op og skutte sig i døren, før han rask vender sig og støder bardus ind i den anden. Klonk! Den går rent ind. Pandeskal mod pandeskal og han vakler et øjeblik, ør og øm. Færgemanden hyler bandende op. Så ser han hvem det er og buser ud med, at han som færgemand er nødt til at insistere, at han på det bestemteste må anbefale, ja at der faktisk slet ikke er nogen vej udenom ham. At det jo er derfor han i det hele taget kan fungere som, ja netop; færgemand. Hvad fanden mener du? kommer han til sig selv, gnubbende sig i panden. Hvad fanden i helvede fabler du nu om? Og færgemanden trækker af sted med ham ned af gaden, rundt om et hjørne og tværs over det lille torv, hvor alle er trukket inden døre i det heftige uvejr. En klokke bimler et sted i det fjerne og en hund kommer galpende over torvet med tungen skævt ud af kæften. Uden hverken at se sig til højre eller venstre forsvinder den bagud af billedet i fuldt firspring. De står stille og kigger efter den til den er væk. Så først går de videre. Stiler direkte mod indgangen til en lille snæver gyde, han ikke husker at have set før. Mørk og forladt forekommer den ham, ikke meget mere end 20-30 meter lang, før den ender blindt i en høj gul murstensmur. Der er ingen barer eller noget her. Ingenting. Enkelte bagdøre derimod, som alle er stængt forsvarligt til og ikke ser ud til at have været benyttet længe. I bunden af denne gyde standser færgemanden op. Han trækker et par gamle trækasser frem fra en bunke skrammel og de sætter sig:

”Timor Mortis er et mærkeligt sted. Et mærkeligt, ældgammelt sted. Det har ligget her siden tidernes morgen. Fra før altings begyndelse.” Han begynder med langsomme, omstændelige bevægelser at stoppe tobak i en pibe, han har hevet op af jakkelommen. Der er læ i gyden. Blæsten når ikke herind. Ude på gaden for enden af gyden, kan de se hvordan den suser forbi, i en enerverende hylen, der ærlig talt minder ham om dalen derhjemme. Og så denne galning. Det er lige før han rejser sig op og går. Spild af tid det her. Men nu har færgemanden fået ild i tobakken. Han pulser lystigt på piben og i det samme glider en stor fugl ned fra en trækrone ude på gaden. Den glider på udbredte vinger ind gennem gyden. Dens halefjer er underligt tynde og slidte, en gammel fugl, som lander på asfalten bag de to mænd i gyden. Da den giver et skrig fra sig, vil han sværge på, at der et øjeblik, kun et ganske kort øjeblik, driver en tung dunst af rådden tang forbi:

”Og mig, jeg holder så’n lidt øje med det hele. Holder øje med hvad der gå for sig i Timor Mortis. Hvem ankommer? Hvorfra og hvorfor? Også jeg har været med længe. Kender nok en hemmelighed eller to. Salina, for eksempel, som du leder efter…” Han bapper nogle gange på piben. En stor røgsky næsten indhyller ham helt i en grålig tåge, ”er lige hernede!” Og så banker færgemanden med flad hånd på en stor låge, eller en lem er det vel snarere, som først nu åbenbarer sig for fødderne af dem. Han springer op. Det er jo vanvid det her. Manden er tydeligvis bindegal. Og pulser stadig løs på den elendige pibe. Han kan se færgemandens øjne gennem røgskyen. Der er et farligt glimt i dem nu. Noget skarpt og frygteligt. Han viger tilbage, men bliver holdt fast af den andens blik. Med en pludselig bevægelse river han lemmen op. Vidt åben står den og op strømmer en sær lugt og en lyd som af en hel eskadrille helikoptere der knuses mod hustage i den stridende blæst. Så driver stanken over. Lyden forstummer og der er atter stille i gyden. Færgemanden holder en arm op og laver en guttural kaldelyd langt nede i struben. Den grimme fugl på jorden bag dem letter og nærmest hopper op på hans arm. Så først bryder han den forbindelse, den fortryllelse, der før holdt deres øjne sammen og lader sig let og ubesværet glide ned i hullet. Lige før han forsvinder ud af syne, kigger han op: ”Se til du får lukket lemmen ordentligt efter dig!” Og så er han væk.

 

‘At the bottom of the Ladder’

 

Til at begynde med bliver han stående. Aner ikke hvad fanden han skal stille op. Så vinder nysgerrigheden alligevel over frygten. Trods alt. Og han har jo ikke noget at tabe, vel? Ikke en skid. Altså lister han over til kanten og kigger ned. Tøvende. Prøvende. Der står en stige, men bunden kan han ikke se. Helt mørkt er der dernede. Han kommer ned, ligger fladt udstrakt på maven med hovedet ud over kanten og råber forsigtigt hallo. Så lidt højere, mere kraftfuldt: HALLO! Lyden forekommer ham stor, som var der virkelig et kolossalt rum dernede. Umiddelbart virker det ikke som om der er nogen vægge, der kan kaste lyden af hans stemme tilbage. Til gengæld lugter der af klorin nu. Ikke overvældende, men tydeligt til stede. Som en skarp og steril undertone af sindssyge. Det overrasker ham ikke længere at støde på den lugt. Han finder den ikke længere ubehagelig. Heller ikke god dog. Konstaterer blot, at nu er den der igen. Er den gamle mand mon så også et eller andet sted i nærheden. Men det er han tilsyneladende ikke. Der er ikke andre i gyden, nu færgemanden er forsvundet ned i hullet. Medmindre han er nede i hullet, nede i mørket, den gamle?! Han kigger ned igen. Anstrenger sine øjne for at trænge igennem. Men ingenting er han i stand til at skelne fra hinanden. Ingen konturer, ingen bevægelse. Varsomt klavrer han efter færgemanden ned af stigen.

 

Der er mørkt i hullet, da han får trukket lemmen til over sig. Buldermørkt. Han famler med foden efter det næste trin og det næste efter det, mens han forsigtigt kravler baglæns ned af stigen. En lyd vokser frem nedefra. Han kender lyden, men har svært ved at placere den. Måske fordi den slet ikke burde findes her. I det her hul. En monoton lyd, dunkende i et dybt leje. Han kender den lyd!? Og lugten med. Også den kender han. Så ganske udmærket endda. En gennemtrængende lugt, der aldeles overdøver lugten af færgemandens tobak, jo længere ned af stigen han bevæger sig. Det ligger ham så snublende nær, at han slet ikke kan få øje på det. Lugt og lyd bare maser sig ind på ham, tæt og tungt og i det øjeblik det går op for ham, at det er diesel han kan lugte, genkender han også støjen som motorlarm. En anstrengende bastant lyd af en hårdt arbejdende dieselmotor. Larmen er voldsommere jo længere ned han kommer. Lugten af diesel på grænsen til det udholdelige. Svimmel tager han det sidste skridt. Mærker tydeligt at nu træder han af stigen. At nu står han på stærkt gyngende grund. Det undrer ham, at rystelserne ikke forplanter sig op gennem stigen, men det gør de ikke. Han prøver efter et par gange. Træder op på stigens nederste trin. Helt roligt. Og ned igen, hvor det hele er et oprørt kaos af bevægelse. Så tager han et skridt ind i rummet, fjerner sig fra stigen. Famler frem for sig med hænderne. Konturer begynder at træde frem. Felter af mildere nuancer mørkt mod det dybe, næsten sorte mørke bagved. Er det store kasser, eller hvad er det?! Det hele gynger. Færgemanden! En færge. En båd… Hvad fanden sker der? Og så trimler han omkuld i den krappe sø. Hele skibet gynger og vipper. Han kommer op på knæ og krabber sig fremad, til han støder på et eller andet han kan rejse sig ved. Der står han og genvinder balancen. Vænner sig til skibets bevægelser. Forsøger også at vænne øjnene til mørket, da en dør bliver åbnet og skarpt blændende lys strømmer ind i en em af salt blæst, dønninger og oprørt hav.

”Nå der er du. Så’n skide landkrabbe” griner færgemanden. ”Kom, skal du se!” Han står i al sin forhutlede herlighed med piben i kæften og vinker ham med sig. Han slipper sit tag i, hvad det end var han havde fået fat i, vakler de sidste skridt frem til færgemanden og står helt fortabt. Han bare stirrer ud over havets kaos af skumsprøjt, mægtige bølger og blæsten der hujende galoperer over den gråblå himmel, den krumme horisont og dér, lige fremme, peger færgemanden helt eksalteret, en ø! Fortumlet kommer han ud og sætter sig med ryggen op af det rum han lige har forladt. Han er næsten grædefærdig. For fanden da, han forstår jo ikke en skid af, hvad det er der sker. Færgemanden bare griner. Lige op i luften, mens den grimme gamle fugl skriger lidenskabeligt fra et sted bag ham.

 

Langsomt nærmer de sig øen. Og som de nærmer sig løjer vinden af. Blæsten lægger sig, som en stor træt fugl på havet. Uden en lyd glider skibet hen over havoverfladen, der ender op med at ligge helt blank og glat hen. Han står ved rælingen nu og spejder mod land. Kan ikke rigtig skelne tingene fra hinanden derinde. Det forekommer ham at der står en skikkelse på stranden. Og bag skikkelsen et bygningsværk. Og hvilket bygningsværk er det ikke! Som de kommer nærmere kan han se detaljer i konstruktionen, der næsten tager pusten fra ham. Og helt overordnet vidner det næsten spindelvævsagtige præg om noget drømmende, noget diffust ikke-eksisterende, som ikke desto mindre insisterer på at være til stede i al sin herlighed. Han tror et øjeblik at det er Daniels slot han er vidne til, men manden på stranden er tydeligvis ikke Daniel. Det er en kraftigt bygget, bredskuldret mand med et stort fuldskæg. Han vinker ud til skibet. Færgemanden griner igen og vinker tilbage. Da de er så tæt på land, at mandens smil tydeligt ses som en glitren og blinken i fuldskægget, kaster Færgemanden anker. Det sidste lille stykke ind til land, tager de i robåden.

– Velkommen til Salina! Råber manden med fuldskægget. Hans stemme klinger som et evnesvagt ekko ud over vandet…

 

Efter at chokket har lagt sig; at øen rent faktisk hedder Salina, som et symbol på alle de umulige drømme født i selvforblændelse og afmagt, der til enhver tid er blevet drømt, efter at have hilst på mandens hustru, en umådeligt smuk kvinde, der på forunderlig vis minder ham om en tidlig Jayne Mansfield og efter at være blevet vist rundt i huset på stranden, der ganske som forventet har en spindelvævsfin struktur, men ikke desto mindre virker solidt og langtidsholdbart, selvom manden forsikrer ham om det modsatte; at det netop IKKE er konstrueret til at holde særligt længe, serveres der kaffe på stranden. Det er da han sætter porcelænet til læberne, at det går op for ham, at skibet er væk. Færgemanden er taget af sted. Uden et ord til afsked. Han rynker panden, men da han spørger ind til det, virker de uforstående?!

– Hvad havde du forestillet dig? Spørger Jayne, han er jo færgemand!?

– Men… hvordan fanden kommer jeg hjem?

– Home is where the heart is, svarer hun lakonisk, med et skævt smil der næsten vælter ham, mens manden bare griner veltilpas, tømmer sin kaffekop og kommer på benene, mens han strækker sig, så det knager helt ned i knæskallerne:

– Kom! Der er noget jeg skal vise dig!

 

Bag huset ligger en hytte næsten skjult i det tætte krat. Den er, i modsætning til huset på stranden, solid og tung at se til. Det er svære bjælker, græs på taget, plankedør. Der er ingen vinduer. Manden tager en stor nøgle op af lommen:

– I hytten her har vi optegnelser over alt, hvad der til enhver tid er blevet drømt af helt og aldeles umulige drømme. Der er frenetiske luftkasteller, febrilske tankeeksperimenter og feberhede eskapistiske fantasier. Der er alt fra Hitler og Stalin til naboens våde drømme om din kone og hendes om dig som den perfekte ægtemand. Alt er der ført optegnelser over! Alt er nøje registreret. Tankehuset kalder vi det, ud fra den betragtning at alle drømme, i sidste ende, ikke er andet end tanker. Tankernes leg med sindet, manifesteret i hjernen, eller bevidstheden, som drømme.

Han låser op. Skubber døren op på velsmurte hængsler. En mærkbar em af støv og papir slår ud fra mørket.

– Ja det er ikke hver dag vi åbner op her, undskylder manden, her bliver hurtigt lidt… tæt.

Nysgerrigt stikker han hovedet ind, men der er ikke umiddelbart noget særligt at bemærke. Ja udover duften altså. Den er imidlertid også bemærkelsesværdig. Udover støv og papir får han færten af noget andet. Noget farligere. Ude af stand til at identificere denne bagvedliggende lugt, vælger han at dykke helt ind i den. Lader så at sige Tankehuset opsluge sig og bemærker knap nok at manden bag ham, trækker døren i udefra og drejer nøglen om i låsen igen. Helt stille står han blot og lader blikket vandre op og ned af væggene, der står plastret til med kartoteksskabe. Det ene efter det andet, nye og gamle i én uordentlig pærevælling. Prøvende trækker han en af de brede metalskuffer ud i et blankt, lydefrit skab. Den åbner sig villigt og han læser et par kort på må og få. Det er ganske rigtigt små fortællinger nærmest, om drømme og drømme om drømme i enhver tænkelig afskygning. Det er det samme i det næste skab, et gammelt træskab, hvor skufferne binder og næsten ikke er til at få ud. Drømmerier og tankespind så langt øjet rækker, i hvert fald hvis det søger ind og ned i skufferne. Helt fortumlet går han ned ad gangen med skabene, kun for at opdage endnu en gang efter den og én til efter den og sådan bliver det ved i en labyrintisk myriade af opgivede eller aldrig udlevede drømme. I timevis forekommer det ham, vandrer han forbi det ene kartoteksskab efter det andet. Drømme, drømme, drømme… Og så, som var han selv havnet midt i en drøm, får han øje på et flakkende skær i det fjerne. Han standser op. Det er en lille rydning, et åbent område. Og midt i denne rydning brænder et lejrbål nok så lystigt. Han kan se et par silhuetter i skæret af ilden. Han hører den lavmælte summen af samtale. En samtale der forstummer brat, da han træder ind i lyset og hilser godaften.

De er to. To gamle mænd i jeans og cowboyskjorter. Først bliver de siddende de to, helt stive; lugten af brænderøg, cikader der synger. Så ruller den ene af dem, ufatteligt behændigt og elegant, sidelæns. Rager et gevær til sig fra oppakningen, som han i samme bevægelse afsikrer og affyrer. En voldsom altoverdøvende smerte breder sig fra skulderen. Så brager geværet igen og det sidste han registrerer, inden han mister bevidstheden, er den anden mands opskræmte blik. Det er ikke rettet mod hverken ham eller den gamle med geværet. Nej det stirrer forbi ham. Stirrer den vej han kom fra og han hører ordene med en tydelig understrøm af hysteri:

– Hvor fanden kommer han fra? Der er jo ingenting den vej!? Ingen… ting, knækker hans stemme.

 

Langsomt kommer han til sig selv i en bølge af uforståelig smerte. Som ild der fortærer ham indefra. Og til lyden af et skænderi…

– Jamen for fanden… Bare sådan at skyde. Det er da for idiotisk! En stemme der forekommer ham bekendt.

– For pokker. Han kom jo… han kom…

– Ja for fanden, jeg ved godt hvor han kom fra. Men det betyder vel ikke at han bare skal pløkkes ned. Heldigvis tror jeg ikke du ramte noget vitalt.

– Hvor kommer han fra? Den anden stemme, stadig med noget skingert over sig.

– Udefra velsagtens.

– Udefra? Hvad mener du?

– Han har af en eller anden grund fået adgang hertil. For fanden; havde jeg ikke fået sorteret det skab færdigt så var han sgu forblødt. Hvad fanden har I gang i?

Netop da får han færten af klorin. Det er ham. Og han genkender stemmen. Det er den gamle mand fra byen. Fra Timor Mortis. Han slår øjnene op og stirrer på ham.

– Nå, så er der sgu da liv i ham i det mindste.

De tre gamle mænd tager sig af ham. Plejer hans skudsår, giver ham mad og holder ilden i bålet ved lige i, hvad der forekommer ham, en evig nat. Da han påpeger det, stirrer de undrende på ham. Evig nat?! Det har de sgu aldrig funderet over. Sådan er her bare. De har jo lyset fra bålet. Og træ at fodre ilden med. Evig nat?! De forstår det ikke. Mad skaffer de sig ved hjælp af geværet; det vrimler tilsyneladende med vildt i mørket uden for bålets lyskreds. Blot ikke i den retning han kom fra. Der er der ingenting, siger de. Men der er jo en uendelig labyrint af kartoteksskabe tænker han, en uendelig strøm af drømme, men siger ikke noget. Lader det bare være sådan.

Den gamle fra Timor Mortis er i øvrigt tydeligvis lederen. Det er ham der udstikker kursen, sætter de andre i gang. Hvad de helt nøjagtigt laver, finder han aldrig rigtig ud af, men at det har med kartoteksskabene at gøre, forekommer ham indlysende. På et tidspunkt, da han er kommet på benene og forsigtigt humper rundt, følger han med den gamle ind i mørket, som han hver morgen forsvinder ind i, for at vende tilbage ud på eftermiddagen. Han har en lampe med. I lang tid vandrer de gennem mørket. I skæret af lampen ser han landskabet ændre sig fra lavt buskads, støv og besynderlige lyde fra dyr, hans bevidsthed vægrer sig ved at forestille sig til et mere monokromt ensformigt landskab, der umærkeligt glider over i træplanker og enkelte fliser hist og her for til sidst at ende op ved et kæmpemæssigt skrivebord der formelig flyder over af kartotekskort, som han allerede har stiftet bekendtskab med dem, de han først ankom til Tankehuset. Den gamle giver sig ufortrødent i gang med at sortere kortene. Han prøver at følge med i hvad der sker, men der er tilsyneladende intet system i det. Alligevel ordner den gamle kortene i forskellige bunker, som han så endnu engang ordner i en bestemt rækkefølge, før han stikker dem ned i en skuffe i et kartoteksskab ved siden af bordet. Tålmodigt og med et lille smil i ansigtet arbejder han sig gennem den tilsyneladende uendelige bunke af kort. Da han har arbejdet sådan et par timer og synes at have gjort et vist indhug i bunken, trods alt, lyder der en fløjten fra mørket. En lille stump melodi, gentaget om og om igen, med små variationer og manden fra stranden dukker op med en sæk nye kartotekskort over skulderen, som han uden videre tømmer ud på bordet. Han virker ikke overrasket over at se ham i selskab med den gamle. Ej heller udviser han nogen synderlig interesse det faktum at han er blevet skudt ned af de gamle gutter ved bålet. Han smiler bare sit gådefulde smil og spørger:

– Er du klar?

– Klar til hvad?

– Vil du ikke med tilbage?

 

Og sådan går det til, at han atter forlader Tankehuset. Kommer ud i solskinnet og uden rigtig at vide hvordan, pludselig finder sig selv i Jacks Delight, i sengen på Salinas værelse, hvor han slår øjnene op og føler sig fuldstændig drænet for energi. Havde det ikke været for skudsårene, der stadig både værker og klør, ville han have svoret på det alt sammen var noget han havde drømt?! Men de er der skudsårene, han er ramt én gang i nærheden af skulderen og én gang i kroppen. Der er ikke nogen vitale dele der har taget skade, sagde den gamle og det stoler han på. For udover at det klør af helvede til og værker, som havde han været på druk i årevis, så kan han godt komme omkring. Han kan komme ned i baren, hvor Jack sidder ved et hjørnebord og fortærer en cowboyburger. Han inviterer ham over til bordet og spørger hvor fanden han har været henne. Og hvad skal han svare på det?! At han har været en tur i Tankehuset. Stedet hvor alverdens drømme hober sig op i et støvet fatamorgana af en kontorwestern. At der sidder tre gamle gubber der, der har lavet et par nydelige huller i ham, men ellers ikke kender til meget andet end netop Tankehuset. Nej, han holder sin kæft gør han og forklarer skudsårene med et overfald. Et hold-up, fan’me! Jack griner og giver en whisky og da han spørger til Salina, om han har fundet hende, bliver han helt tom i ansigtet. Helt blank. For længslen efter Salina er på en mærkelig måde slukket nu. Den er ikke længere i blodet på ham, som den brand han troede han aldrig skulle få slukket. Salina…

 

‘The Ocean’

 

Dagen efter køber han en brugt vogn i udkanten af byen. I en støvet morgensol kører han af landevejen mod havet…

 

 

Songs for Salina er skrevet, komponeret og indspillet på Fyn 2010-2014

Text/musik: Jens Trapp

Benni Nielsen: Vocals, Western guitar, Twang on ‘As I’m Passing By’
Bjarne Andresen: Keyboards, slide guitar, harmonica, percussion, backing vocals
Jens Trapp: Guitarer (electric and nylonstrings), barytonguitar, bas, percussion, an ocational voice and a bit of synth, samplings

Videre til værktøjslinje