Afspil lydfilerne efterhånden som de dukker op ned igennem teksten.

Songs for Salina

Sløvt bevæger han sig fremad. Frem gennem krat og tusmørke og tung som ind i helvede er han. Som bar han på en brydsom byrde. En tyngende vægt af lige dele lede og længsel. Lede ved livet i almindelighed og her i dalen i særdeleshed! Længsel efter en bedre, mere lys fremtid. I folden vrinsker i det samme en af hestene, hvad der får ham til at standse op et øjeblik og kigge indad. Det er for fanden da også mange års tarvelig ugidelighed i skyggen, der nu er forbi. Mange års mørke. Åh Gud! Hvor han dog hader den her dal. Denne dal som end ikke solen synes at vil kendes ved. Han hader den forbandede vind, der evig og altid stryger lige igennem; der går så direkte, så determineret efter marven i selv de mindste af hans knogler. Der får den til at skumme og hvæse, marven. Pisker den op og giver ham en satans uro i kroppen. En febrilsk ulmende kløe på undersiden af huden. Ved bredden af floden standser han op. Sort og stort set lydløs strømmer den fra sit udspring langt oppe i bjergene. Sort, med blanke felter af stilstand, så en krusning, et lille fald, hvor der af og til har stået en grimet aborre og væk, for siden at løbe sammen med andre floder, andre steder. Han stager sig hurtigt over. Efterlader uden videre prammen i strømmen, hvor den langsomt drejer om sig selv, før den driver nedad og han besværligt stavrer videre, opad. Opad gennem mørket. Op ad den smattede, svært stejle skråning mod landevejen, der som en forjættet rem af asfalt snor sig højt over ham, som den redningsline, der skal redde ham fra alt det han netop er i færd med at lade bag sig. Han er i gummistøvler. På grund af den mudrede grund. Store langskaftede gummistøvler, men har et par sko hængende over skulderen, bundet sammen i snørebåndene. Det er et par veltjente olierede lædersko. I det fugtige mørke lugter de kraftigt og fremmedartet. Et mørke der synes tættere nu end nogen sinde før. Et næsten fysisk mørke, der er lige ved at tage modet fra ham. Men også kun lige ved, for pludselig er han ude. Har sprængt sig igennem den sidste, tætteste del af mørket i en næsten døende rus. Går de sidste par meter over klippegrund til asfalten i månens overrumplende klare lys. Smider bylten og læderskoene fra sig. Bylten med den ekstra skjorte og et par underbukser, barbergrej og en tyk humpel brød. Han skifter fodtøj. Kyler, ikke uden en vis følelse af jubel, gummistøvlerne tilbage ud over skrænten han lige har forceret. Ud i buskadset, hvor ingen nogensinde vil finde dem igen. Lægger nakken tilbage og stirrer længe, direkte op i månens uendeligt gamle, koparrede fjæs, der om ganske få dage, allerede i morgen nat måske, vil stå fuld og mægtig og farlig på himlen, rund og hvid som en oblat. Stå der på sin himmel og minde ham om den frihed han så voldsomt begærer. Og den vil minde ham om Salina… ‘Way down in the Valley/Salina’ For det var i fuldmånens transcendente lys han første gang så hende, for godt og vel et år siden. I de fire-fem dage de var sammen, brændte hun sig så uhjælpeligt fast i hans blod, at han ikke siden har kunnet tænke på andet. Alle hans tanker har kredset om hende. Al hans virke har ikke haft andet formål, end at han på et tidspunkt ville forlade dalen, finde Salina og tage hende med ud til havet, hvor de sammen vil leve lykkeligt til deres dages ende. Han havde turet rundt på byens værtshuse et par dage. I et krampagtigt forsøg på at glemme fruen derhjemme. Furien. Hendes slet skjulte bebrejdelser og hendes isnende tavshed, der indimellem får det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. For slet ikke at snakke om regnen. Den konstant silende regn, der hvert efterår gør dalen til et umuligt sted at opholde sig. Et ælte bare, af mudder, pløre og bissende insekter. Et helvede på jord. Når den endelig kigger frem, solen, befamler den kun lige akkurat terrassens yderste venstre hjørne, før den ligesom tager sig i det og forsvinder igen, mens en konstant hylende vind, jager ned fra højderne bag huset og gør ham fuldstændig sindssyg og sprød langt ind i sjælen. Efter et sidste voldsomt skænderi med konen, hvor han i afmagt får nikket hende en skalle, der, viser det sig senere, brækker hendes næse og føjer yderligere dimensioner til hendes halsstarrige ydre, halser han bandende ned ad indkørslen. Ned til torvet, der i virkeligheden ikke er et torv. Slet ikke. Det er et skrumplet mistrøstigt stykke jord i nogenlunde lige lang afstand fra dalens tre gårde, hvor bussen til byen vender et par gange dagligt. Der er et lille afskallet læskur, der engang har været grønt og som de flere gange har talt om at sætte i stand. Her sætter han sig og tager et dybt drag af flasken med hjemmebrændt. Den og portemonnæen med husholdningspengene nåede han at stikke til sig, inden han skred. Han sidder i det frønnede skur i ly for regnen og ryger sine hjemmerullede smøger til bussen kommer stødende ind på torvet og med en hydraulisk hvæsen går i stå. Konen ser han ikke noget til. Hun har vel resigneret. Sidder elendig, forladt på taburetten derhjemme i køkkenet. Han er sgu ligeglad. For fanden da! Fem timer senere stiger han da også, vældig godt i stand af sprutten, af i byen. Flanerer hovedgaden med hatten skubbet godt om i nakken. Pifter endog af en ung langbenet tøs med hår helt ned til røven, der demonstrativt og indbildsk ignorerer ham. Han griner fanden i voldsk og køber en lille flaske billig sprut i en brun papirspose i en vinhandel over for springvandet, tæt på rådhuset. Så opsøger han den lille pladebutik, som en af hans bekendte driver. En lille rodebutik i virkeligheden, med en hel del brugt vinyl, Cd’er og en masse skrammel. Han føler sig imidlertid ikke velkommen. Næsten tværtimod. Da han river en hylde på gulvet, bliver han smidt ud. ”Idiot” råber han og raver hen af fortovet, fuld som en færing. De næste dage glider sammen for ham i en lind strøm af sprut, smøger, lidt søvn i skygge for middagssolen på en bænk i parken og tilrøgede små og lumre værtshuse med musik og varme og afdankede ludere om natten i Timor Mortis, byens Red Light District, som han primært tumler om i. ‘Last Summer’ Det er her, han finder hende. Her blandt ludere og lommetyve, bumser og baroner. Med sit fantastiske fjæs sidder hun på trappestenen uden for Jacks Delight, hendes stamværtshus skal det vise sig, som et sært eksotisk dyr og skriger mod himlen, mod månen der hænger og bader alt i sit uvirkelige, næsten overjordiske skær. Som en strandet havfrue sidder hun og bare venter på han skal komme slentrende hen ad sidegaden. Nu står han der. Er standset op foran hende og står bare og glor et langt øjeblik, før hun endelig drejer ansigtet mod ham og han spørger: ”Er det mig du græder for baby?” Hvilket får hende til at stikke i et højt, næsten jamrende grin, forekommer det ham. Og ham med, pludselig ædru. Sammen griner de støjende mod månen. Knækker sammen i grin og gråd. De næste mange timer forsvinder i en fragmenteret dis af ingenting og alting. De drikker på baren, de er i parken. Hun laver et fantastisk blowjob på ham. Han giver drinks. Hun fortæller ham om havet. Hun kommer i virkeligheden fra havet, siger hun med store kuglerunde øjne. Er blevet narret på land af en delirisk prædikant med velsmurt mundlæder og smalle hofter. Han fristede og lokkede for hende med søde ord om frelseren og om frelsen og lå bagefter med hende i græsset bag bådehuset. Da han i det allertidligste morgengry, forsøgte at smutte uset bort, gjorde hun kort proces og skar halsen over på ham. Men da var skaden sket. Hun var strandet på land og har fra da af vandret evigt tørstende om, som et forlis, ingen helt ved hvordan de skal forholde sig til og da slet ikke har tiltro til. Som et skide fucking forlis, griner og græder hun igen, mens han på sin side får et heftigt flashback til Daniel, som han ikke har set de sidste mange, mange år og som formodentlig er død nu?! En gammel original, en særling, der endte op netop ved havet, forlist i et lille inddæmmet stykke strand, hvor han byggede sig et kejserligt skur af drivtømmer, drømmespind og sand. Et slot min ven, hvad gi’r du? Et slot, hvor han havde tænkt sig at leve lykkeligt til sine dages ende, Daniel og så griner Salina og siger at hun fandeme også er lykkelig! På trods af forliset er hun lykkelig på sin egen forbandede måde, hvad der får ham til at give flere drinks og hun river den af på ham, på lokummet ude bagest i værtshuset. Han forsøger at komme i bukserne på hende, men der tegner hun grinende en streg i luften med den ene hånd, nixen min ven, mens hun med den anden arbejder målrettet på hans udløsning. Selvfølgelig slipper pengene op. Grandiose tømmermænd maser sig ind over ham. Hydraulisk susen som af tusinde svært defekte busser, kryster hans alkoholiserede legeme. Det sidste han ser til Salina, før han hovedkulds tumler ud af byen, for at finde et lift hjemover, er hendes perfekte nakke, hendes lokkende bagdel, da hun, tilbage på Jacks Delight hvor det hele startede, laver et blowjob på en eller anden baron med frisk guld i lommerne. Alt hvad han er i stand til at tænke er, at han har lovet hende at komme tilbage. Komme tilbage og tage hende med ud til havet. Ud for at finde Daniels slot. ‘Daniels Song’ Hjemme i dalen venter konen med næsen skæv og grim i ansigtet. Hun siger ikke noget, bare kigger på ham. Regnen pisser ned. Af de få penge der trods alt kommer ind, lykkes det ham kun at stikke deprimerende lidt til side. Vinteren både kommer og går. Det bliver forår, kort og ruskende og først langt hen på sommeren er der penge nok, synes han. En lummerfugtig augustnat, i ly af mørket, stikker han så endelig af. Har tænkt sig at blaffe tværs over til jernbanen og se at snige sig ombord på en godsvogn ind til byen. Det vil sige at han, som vi allerede har hørt, skal op ad skråningerne på den anden side floden og ramme den gamle landevej dér. Der er ikke voldsomt meget trafik deroppe, men det skulle kunne lykkes ham at få et lift i de tidlige morgentimer. Han stikker sgu ikke af fra dalen i bussen! Skulle han så sidde nede på torvet og vente på at den skal komme, bussen. Måske hilse på en nabo, eller værre endnu; være nødt til at følges med én, som tilfældigt skulle have ærinde ud af dalen. Nej, det vil simpelthen være for patetisk. Hans sortie skal have en anderledes dramatisk karakter. Om det så bare er nok så meget i hans egen selvbevidsthed. Tanken om bare at være væk, at være sporløst forsvundet, tiltaler ham. Vil de trække vod i den brede sorte flod? Vil de sende hunde ud for at gennemsøge skråningerne? Helikoptere?! Gu’ fanden vil de da ej. Konen vil resignere. Vil trække på skuldrene når han ikke, som han plejer, kommer hjem efter en uges tid på valsen. Og så ellers med stor sandsynlighed ende op som en lettere mullen mumificering i dalens fugtige helvede. Et monument over forspildt liv.  Men altså skråningerne på den anden side af floden! Den gamle landevej østpå og jernbanen ind til byen. Sådan! Ind til byen og dér købe en billig brugt vogn, der kan fragte ham og Salina ud til havet. Uden videre lader han altså sit gamle liv bag sig, krænger det af som en lidt for klam og tung kåbe, for at iklæde sig et nyt og uden tvivl bedre liv i lyset, oven for dalen. En sælsom ro har bemægtiget sig ham. Efter et godt langt lift på ladet af en lastbil, med tidlige æbler i store rustikke trækasser fra plantagerne på de solrige skråninger syd for dalen, lykkes det ham virkelig at komme ombord i en godsvogn. Der ligger han skrumplende med hovedet på bylten, gnaver brødet i sig og halvsover lidt, så godt det nu lader sig gøre, mens han lader sig fragte til en station i udkanten af byen; en forstad, der forekommer ham svært øde, som han vandrer af sted langs indfaldsvejen mod centrum. En hund gør et sted i det fjerne. Kaldet besvares af en anden hund et andet sted og ud af en åbentstående dør, med myggenettet blafrende frit i vinden, kommer en lyd, som af en økse der flækker skallen på en pattegris, men ikke et øje er at se nogen steder. Der er bare denne følelse af forladthed, men også af frihed. Som to sider af den samme mønt, der hvirvles højt op i luften. Rundt og rundt snurrer den og han støtter sig svimmel til en mur. Har en følelse af at vandre lige lukt ind i uvisheden. Som spadserede han direkte ind i en drøm. Men det er da for helvede den fremtid, han er nødt til at vælge?! Den fremtid han allerede har valgt. På sin vej mod centrum kommer han forbi en kirke. En undselig lille kirke der ligger og putter sig mellem et par store etageejendomme. Kirkeklokkerne kimer. Han standser op på fortovet og kigger ind af de tunge åbentstående døre. En enorm mand i præstekjole, en tønde af en mand, tordner løs derinde, til en menighed der er nødt til at stå op, thi der er hverken stole eller bænke i kirken. Bare en forhøjning for enden, hvor præsten står og bag ham, et stort kors tømret sammen af groft tilhuggede planker. Vraggods fra den menneskelige civilisation. ”Der er en synder i os alle,” buldrer han derinde ”en synder! Der er en synder i os alle! Der er en synder i os alle, der æder vort kød og drikker vort blod!”  Han hæver begge arme højt over hovedet i en mellemting mellem velsignelse og anråbelse. Han messer støjende: ”Kom hjem, kom hjem GUD!” Med en stemme der synes beregnet til at knuse sten: ”Vi beder dig… Kom hjem!” og hele menigheden stemmer i, i en usmuk, halvt jamrende bøn til deres gud om at komme hjem. Præsten sænker blikket og et øjeblik virker det som om de har øjenkontakt, tværs gennem kirken. Fra forhøjning til fortov. Præstens øjne gløder. Stumt sænker han den ene hånd og peger ud på gaden. To gader længere fremme standser han forpustet op og kigger sig tilbage. Men ingen fra menigheden er fulgt efter ham ud på fortovet. Ingen er kommet ud af kirken, for at se hvad det var, deres præst pegede på. Fra hvor han står, kan han høre orglet bruse og en salme han synes at genkende, men ikke helt kan få fat på, bølger ned ad gaden?! Det er ved at være mørkt nu. Gadelamperne låner måneskinnet et strejf af tristesse og den melankoli der i forvejen lå lejret i lyset, bliver pludselig alt for klaustrofobisk. Han tørrer sveden af panden med en klud han har i lommen. Står længe med ryggen op ad muren, i skyggen under et udhæng påmonteret en flået blå baldakin, der ikke synes at tjene noget formål. Der er en kældertrappe ned til en åbentstående dør. Bag døren hersker et mørke så altfavnende, at det næsten kaster skygge ud på de nederste trappetrin. Der er intet strejf af lys. Ingenting. Det skræmmer ham næsten mere end noget andet. Han kan ikke få pulsen ned igen og tumler, mærkeligt bedrøvet og sulten, ned af en sidegade, ud af kurs. Standser ved en forhave med skinnende blankt, hvidt stakit og høje blomster i surreelt glødende farver. En umådeligt fed dreng sidder i græsset lige inden for stakittet. Den fede dreng synes ikke at bemærke, at han nu ikke længere er alene. Han plaffer duerne, der sidder og sover på tagryggen, ned, én efter én. Ganske langsomt glider de ned af taget og lander med bløde bump i græsset. POF! POF! Fortumlet vakler han videre ned ad sidegaden. Har svært ved at afgøre om det var noget han drømte, eller om det virkelig fandt sted?! POF! POF! POF! Der er erindringen om hændelsen, Skuddene og duernes bløde fald mod græsset, men det kunne lige så godt ikke have fundet sted?! Det er lørdag. Tidlig nat. Så meget ved han. Og at han er stukket af for at hente Salina. Han kan ikke gå ud til hestene i folden og finde ro dér. Ikke mere. Aldrig mere. Alt det har han ladt bag sig, tænker han og rammer en bredere gade, en boulevard. ‘As I’m passing by’ Har ikke rigtig nogen anelse om, hvor han er længere. Vandrer han mod centrum? Eller sidelæns? Ud af byen igen, blot i en anden retning?! For fanden da, hvorfor kan han ikke finde Salina. Ikke engang Timor Mortis kan han finde. Ingenting synes at forekomme ham bekendt. I en lille snask køber han fisk og pommes fritter, som han æder gående. Bagefter en flaske sprut som han sætter sig med på en bænk ud til den brede boulevard, han ikke husker nogensinde at have set før. Han drikker begærligt i store sultne slurke af flasken. Her er der, i modsætning til sidegaderne, mere liv. En bil suser forbi; dækkene synger hvislende over asfalten, fodgængere på det modsatte fortov holder i hånd og ler, et pizzabud på knallert, en slingrende beruset cyklist. Han lægger nakken tilbage og drikker. Byens lys blinker ned til ham, stjernerne stejler smertefuldt i natten. Et eller andet sted fornemmer han at de forstår ham, stjernerne. At de ved hvad det vil sige at drømme, at tænke stort, at tage springet bort fra desillusioneret livslede. Så med ét er der, helt tydeligt, en stemme der kalder på ham. Der råber hans navn. Forskrækket snurrer han rundt på bænken, men der er ingen. En grim stemme var det. En næsten doven, svagt læspende stemme. Igen kalder den hans navn og får ham til at snurre febrilsk rundt på bænken, men stadig er der ikke nogen at se. Kun den brede boulevard, det nu tomme fortov og en svag duft af klorin. Han kommer på benene. Støtter sig til ryglænet på bænken og hvæser fuld til natten. Han vakler, som han står der og ikke rigtig sanser nogen verdens ting. Står et langt øjeblik og dingler på fødderne i en sær leddeløs piruet. Da han endelig kommer til sig selv, sidder der en gammel mand på bænken, hvor han selv sad før. Gamlingen stirrer gravalvorligt op på ham. Og så alligevel ikke. Det forekommer ham, at han stirrer lige lukt igennem ham, med øjne der virker mærkeligt transparente. Som glaskugler. De glaskugler han selv legede med, på gulvet i bedstemorens hytte. Hans brystkasse trækker sig sammen i små grimme krampagtige stød ved mindet. Han forsøger af al magt at undertrykke dem. Fandeme om han vil stå her og tude. Hun var OK, den gamle. Hvis bare hun ikke altid var så satans fuld. Der var naboer der af og til kom forbi med mad. Der var vand i brønden. Der var de uendelige tørre, støvede vidder. Al den plads han kunne ønske sig at tumle rundt på. Han lærte at tage vare på sig selv dengang. Lærte hvem og hvad han kunne stole på, hvad han skulle undgå. At hans far havde lovet, lovet højt og helligt ved alt hvad der var ham kært, at komme tilbage, har han næsten helt fortrængt. Der er kun en lille hård kugle tilbage af den gamle, barnagtige afmagt – en glaskugle; trillende frem og tilbage, frem og tilbage over bedstemors gulv – helt langt inde midt i de krampagtige sammentrækninger der farer gennem hans brystkasse. Han kan tage vare på sig selv nu. Han behøver ikke nogen forpulet far. Han tager sig sammen. Virkelig. Tørrer øjnene og fokuserer. Men den gamle mand er væk. Bænken tom. Han stirrer sig blind på det hul, silhuetten af den gamle mand efterlod. Står længe med en lav metallisk hvæsen, knitrende frem og tilbage mellem tindingerne. ‘The saddest part of the Story’ ‘Lullaby’ Han sidder på en bænk, en anden bænk nu. En bænk ned til åen, der løber gennem en af byens mange parker. Han har en svag erindring om denne å, men parken synes han ikke at have været i før. Den kan han ikke stedfæste. Han sidder på bænken og lytter til en stemme, der fedter rundt i hovedet på ham, som lim. Den gamle mands stemme. I hvert fald den samme stemme som den der kaldte på ham, øjeblikket før den gamle mand dukkede op. Han går bare ud fra, at stemmen tilhører ham. Det er stadig nat. En uendelig nat forekommer det ham. Helt stille sidder han og lytter til stemmen. Stadig lige klistret og doven er den, med sine lange brede s’er og lyde helt forrest på tungen, mens den drillende giver ham indblik i kærlighedens natur. Dens vinkel er imidlertid ikke helt ligetil. Dens beretninger sære. Den har lystens tilgang til emnet, men synes at svælge i dem med væmmelse snarere end glæde?! Han forsøger at få styr på dem. Forsøger at tvinge en kronologi ned over dem. Er det virkelig hans historier?! Eller hans fortrængninger? Det forekommer ham på en eller anden måde at vinklingen er en kvindes. Har det noget med Salina at gøre? Er det dét? Men hvordan kan det lade sig gøre, at hendes beretninger flyder til ham gennem denne læspende og forfængelige stemme. Som oven i købet mere end antyder, at hun er på vildspor. At hun har mistet fornemmelsen af retning. At hun var skabt til noget langt større, Salina. Eller er det ham selv? Han klør sig i nakken, under hatten, i natten, på bænken i parken. Åens stille vand der strømmer lydløst forbi ham og væk.  Han skutter sig i sin jakke. Det er jo ikke varmt mere. Sommeren går på hæld. Salina! Jamen det er jo for fanden da også derfor han vil hente hende. Hun er af havet og skal tilbage til havet. Måske der finde en mening med livet. At hun vitterligt er på vildspor i denne uendelige, larmende og vanvittige by, er han slet ikke i tvivl om. Den vanvittigt smukke Salina. Den vanvittige. Og ham selv her på bænken. Høre stemmer kan han. Lim i natten. Men finde ud af hvor i helvede han er, det magter han ikke. Fortumlet tror han det er muligt for ham at få lidt søvn. Han lægger sig sågar på bænken, med hatten over ansigtet, hvad der blot gør ham endnu mere svimmel og rastløs. Nu sidder han der igen. På bænken. Ret op og ned sidder han. Fuld og dum og handlingslammet. Så alligevel hellere komme videre. Derfor rejser han sig også. Står og vejrer lige ud i luften, som et skide rensdyr. ”Giv mig nu for fanden et spor”, råber han ud over åen, men ikke den mindste antydning af svar får han. Ikke længe efter er han tilbage på den brede boulevard. Det lykkedes ham alligevel til sidst at få færten. Om han spurgte nogen, en tilfældig forbipasserende i natten eller om han fik pludselig landkending i sin fremtumlende færd gennem byen vides ikke. Kun vides det at han, med farligt rumlende brystkasse, nu står i toppen af den lille vej ned til Jacks Delight. Midt i Timor Mortis. Den bar hvor hun plejede at arbejde. Hvor hun sad og grinte på trappestenen dengang. Han har ikke skænket det en tanke, at hun måske slet ikke er der mere. At hun kunne være rejst fra byen og ladet hele dette kvarter, hele dette liv bag sig. Måske være stukket af med en rig baron i flonelshabit og stetson. Måske være sporløst forsvundet, efterladende sig kun et ganske flygtigt aftryk i det lagen hun om natten svøber sig i, når den sidste kunde er gået. Han skænker det i og for sig heller ikke nogen egentlig tanke nu. Opholder sig blot ganske kort ved det og det endda så godt som ubevidst. Blot en lille flig i hans raserede bevidsthed der løftes, for ganske kort at lade problematikken lyse op. Mens han et øjeblik står og får hold på sig selv. Så godt det nu lader sig gøre. Lader den pumpende brystkasse falde til ro, oven på den lange strabadserende tur. Lytter efter stemmen i sit hoved, tager sig i endda at kigge sig over skulderen efter den gamle mand, men også stemmen lader ham være alene med øjeblikket. Ikke desto mindre fornemmer han tydeligt den samme lugt af klorin, som ved bænken. Han snuser til sit tøj, men det er ikke der, lugten kommer fra. Han trækker på skuldrene og begynder at gå ned ad gaden. Han vælger at benytte sig af bagdøren. Han synes måske ikke rigtig at han er kunde i gængs forstand. Det er jo udelukkende på grund af Salina han er her. Fra bagdøren danner han sig et overblik over lokalet. Selvom det er sent på natten, eller tidligt om morgenen, alt efter præference, er der en del mennesker til stede. Støjniveauet er dog ikke voldsomt. Snakken ved bordene, afbrudt nu og da af et larmende grin, overdøver ikke musikken fra højtalerne i baren. Noget tungt slæbende bluesrock af en slags, huggende guitarer og masser af hihat. Han glider ubemærket gennem lokalet. Over til baren. Bartenderen, en tynd fyr i sort Led Zeppelin T-shirt, kigger på ham med smalle sandfyldte øjne uden smil i. Selvom han udtrykkeligt bestiller whisky, stiller bartenderen kort efter en øl foran ham. En lille støvet, buttet brun flaske med flosset etiket, som om øllen har stået under vand, i en oversvømmet kælder måske, igennem længere tid og siden efterladt. Ved siden af flasken stiller han et højt smalt glas. Lige inden han vender sig bort, farer en tic op igennem venstre side af hans ansigt. Fra det underste af kæben og helt op i øjenbrynet. Forvrider hans ansigt i en hæslig grimasse. Så er han i den anden ende af baren, hvor en alt for fuld kvinde i en tung sort dragt halvt hænger ind over baren og råber på gin. Han stirrer på ølflasken. Forsøger at tyde etiketten, der er alt for flosset, for ødelagt. Stirrer så op på sprutten i baren. Skal lige til at kalde bartenderen tilbage, korrigere ham, få sin whisky, men tager sig i det. Skænker i stedet øllet skummende i det høje glas. Snuser til det. Der er en besk lugt i det gulbrune skum. Ikke decideret ubehagelig, bare fremmedartet. Langsomt lader han øllet glide ind i munden; ned i svælget. Synker og drikker igen. Øllet er godt nok. ‘Salina has gone astray’ Den uendeligt lange nat har stadig tag i ham. Han kan ligesom ikke rigtig tage sig sammen til at få spurgt efter Salina. Sidder bare på den høje umage barstol og drikker sin fremmedartede øl af det høje glas. Sådan går der noget tid, før han endelig kalder bartenderen hen. ”Hvad med Salina?” Spørger han, ”hvor fanden er hun henne?” En trækning jager igen over bartenderens ansigt, voldsommere denne gang, forekommer det ham og han svarer, alt for hurtigt og med noget der ligner frygt i de smalle musefarvede øjne, at det ved han sgu ikke noget om. At det overhovedet ikke er hans bord. Så tager fanden ved vor mand. Han farer op og ind over baren. Griber fat i kravetøjet af T-shirten. River ham til sig og, uden rigtig at tænke over det, nikker han ham en skalle. Det er lige så det synger gennem baren, da han næsten smækker næseroden helt op i kraniet på den anden, der skriger og febrilsk peger over mod trappen i hjørnet. ”Første sal…” stønner han: ”Hun er på første sal. Værelset med den marmorerede dør” før han glider ham af hænde. Ned bag baren. I et langt spring er han ovre ved foden af trappen. Fornemmer noget virkeligt skidt. Kigger sig ikke tilbage over skulderen og ser derfor ikke de skræmte ansigter, mændene der kiler sig ind bag mahognipladen til den tilsyneladende livløse bartender. Ser ikke hvordan de løfter ham op og ud bagved og ikke hvem der slukker for musikken, da han stiger op af trappen. Det hele foregår som i en drøm. Den pludselige stilhed i lokalet, det tilbageholdte åndedrag. En ganske let knirken fra trappen, næsten ingenting og hans eget gispende hjerte, der fuld af onde forudanelser, galoperer hæmningsløst i forvejen opad, opad. Døren der lydløst glider op og synet der møder ham i en kakofoni af skæve vinkler, usammenhængende linjer og ond ond skæbne. Salina der ligger fastspændt, nøgen på sengen. Så fuldstændig i en anden verden at alting synes at blegne, visne og dø i ham, da hans hjerte kommer hamrende tilbage og med al den smerte et forulykket menneske kan rumme, pumper luften så helt og aldeles ud af ham, at han afmægtig synker klynkende sammen; synker i knæ ved siden af sengen. Fumler ved håndjernene, stryger Salinas skrammede krop, hvisker hendes navn igen og igen før han endelig finder udløsning i et skrig, der i det sekund det slipper hans strube, tømmer lokalet under ham og sender alle på vild flugt i natten. Sådan forløber en evighed… På en eller anden måde kommer han gennem den tømte bar og ud på gaden, efterladende sig Salinas livløse krop, fastlåst på værelset. Han vandrer som bedøvet, halvgal hen ad gaden. Blændet og øredøv. Timor Mortis larmer som ind i helvede omkring ham, men ingenting sanser han. Ingenting trænger ind. Alting preller af på ham, flyder ud over asfalten, trampes ned og itu og siden skyllet af. Ud i rendestenen, ned i kloakken, hvor det forsvinder i undergrunden. Han står foroverbøjet nu, med hovedet lænet mod et træ. Brækker sig på den hårdt trampede jord. Cigaretskod. Gamle kondomer. Knust glas. Han støder hovedet hårdt imod træet. Mærker blodet løbe fra et flækket øjenbryn, ned i øjet, ned over kinden, før alle Timor Mortis’ lyde ramler sammen om ham og han styrter fra det højeste bjerg, ramler mod sten og klippestykker, trimler omkuld blandt fyrretræernes forkrøblede stammer, spænder kroppen som en flitsbue, vælter omkuld, bestialsk skrigende i en sammenstimlen af folk, der nysgerrigt, grådigt labber hans smerte i sig og så spredes igen og lader ham ligge alene, sammensunket i sit eget opkast. Underlig tom og ligeglad. Månen hænger knitrende på himlen, gennemlyst cellofan kun og da han langt om længe kigger op, ser han direkte ind i øjnene på den gamle mand fra bænken på boulevarden. Den gamle rækker en hånd frem. Trækker ham op at stå. Lægger en arm om skulderen på ham og taler ham beroligende ind i øret. Lyde bare, hinsides enhver form for mening. Sammen går de et stykke vej, før de sætter sig på fortovskanten. Bare sidder. Den gamles arm om hans skulder, de sært beroligende, dovne lyde, der skvulper ind i hans ører, som bølger på stranden, som den vuggevise hans farmor aldrig sang. Han har en vild lyst til bare at liste ud i stalden og begrave ansigtet i manen på den store brune hoppe. Beruse sig i duften af hende, glemme alt omkring sig. Kaste sig på ryggen af hende og galopere som en sindssyg gennem dalen, skrigende og hujende, aja, aja, aja, med vinden piskende gennem håret og regnen silende ned over mand og dyr, til de begge skummer vildt over og han springer af ved udsigtspunktet, hvorfra han kan se helt over til Kelvins Rock gennem regnen, den evige regn og dalens mol, en styrtregn af gråblå toner, en tordensky af vemod. Det lader sig selvfølgelig ikke gøre. Aldrig mere. I det samme ser han op og får øje på kvinden i sort. Hende fra Jacks Delight, der skreg på gin blossoms. Han er på benene i et spring. Så er hun væk, nej – dér igen. Han råber efter hende. Hun hører ingenting. Forsvinder med armene om livet på en eller anden stodder ind på et andet værtshus, som om ingenting er sket. I en fart er han efter hende. Ind på værtshuset, trangt som en alt for lille handske. Tilrøget, dunkelt. Et band på en lille hævet scene i bunden af værtshuset, filer på med coverversioner af gamle Nick Cave – sange. We came along this road… han bliver et øjeblik stående og forsøger at tolke på, hvad sangen egentlig handler om. Så ser han hende i baren få to drinks stanget ud, ser hende vende hovedet mod sin ledsager og ud af øjenkrogen få øje på ham, stående i døren med den gamle mand ved sin side. Han vil smile til den gamle mand, styrke sig ved hans ro, og så er han der ikke mere. Er ikke længere ved hans side. Fortumlet stirrer han til den anden side, men der er han heller ikke. Er ganske enkelt forduftet. Ved udsigten til ballade, måske. Så ser han kvinden forsøge at stikke af, bag om baren og er med et par hurtige skridt henne og griber fat i hendes arm, tvinger hende tilbage og houw, hov du! En barket næve, kvindens ledsagers, griber ham om overarmen og trækker ham baglæns i et forsøg på at få ham til at løsne sit greb i hende, kun med det resultat til følge, at de alle tre tumler omkuld på gulvet i baren i et rabalder af væltede borde og stole, savsmuld, råben og skrigen. Bandet på scenen forsøger at ignorere tumulten, at spille videre, men stopper op i en lang skærende A-mol, der hænger elektrisk i luften som tjære og i den tilrøgede stilhed der følger, får han vristet sig fri af manden, der krabber et par hurtige tag baglæns, ved synet af udtrykket i den andens øjne. Kvinden hyler op og en karseklippet karl stikker hovedet brølende frem over baren og forlanger at få at vide, hvad fanden der foregår. Han hiver dem alle tre ud på gaden og smækker døren i bag dem. Indenfor kan de høre bandet sætte i gang igen. En tøvende, listende udgave af Henry Lee. Da parret ser den smerte der ligger bag vildskaben i hans øjne, forbarmer kvinden sig og indvilliger i at fortælle hvad hun ved. Hendes partner er så skidefuld at han ikke magter at følge med. Han lægger sig i stedet bagover på fortovet og snorker kort efter støjende. ‘The Pain’ ”Salina er på det seneste begyndt at hænge ud med en rig stabejs, en greve, påstår han selv, der for ikke så længe siden dukkede op i Jacks Delight,” fortæller kvinden. ”I begyndelsen sad han bare ved et bord nede i hjørnet, uden at gøre så meget væsen af sig, men efterhånden skal jeg lige love for at hans interesse for Salina blev vakt.” Han krymper sig ved kvindens ord. Siger ikke noget, men stirrer op i månen, et blankt sølvøje der stirrer uudgrundeligt tilbage, ned på ham fra en anden, langt større virkelighed. Kvinden fortsætter: ”Jack siger, at ham her greven kommer nede sydfra, at han i virkeligheden har tjent sin formue i diamantminerne dernede og at den i øvrigt er så stor, formuen, at fik han et ekstra liv forærende, ville han stadig ikke være i stand til at bruge den op!” Kvinden i sort sidder længe tavs og sutter på sine fortænder. Manden ved deres side snorker nu så voldsomt at hun, med et træt sideblik ned til ham, foreslår, at de går et andet sted hen og snakker. De efterlader ham uden videre til hans egen skæbne og finder en lille kaffebar henne ad gaden. For i Timor Mortis er der åbent døgnet rundt. En summende jagende, heksekedel af evig aktivitet er det. Der kan være lidt dødt op af formiddagen, hvor Timor Mortis ligesom står lidt stille. Hvor bydelens indvånere, dens brugere og gæster restituerer. Hvor de forsøger at finde en brugbar balance, at stå det hele igennem på, men så, før de får set sig om, starter det hele forfra. Om og om igen. Dag ud. Dag ind. ”De begyndte at hænge ud sammen. Førte lange indviklede samtaler. Jeg sad en dag med en drink og forsøgte at finde hoved og hale i deres snak. Det handlede om forsoning. Så meget forstod jeg. Jeg ved ikke rigtig… Jeg fik fornemmelsen af, at der var noget Salina skulle forsone sig med. Eller sone. Men også ham. ’Jeg har set hvad der er sket under solen’ plejede han at sige: ”og det er alt sammen kun tomhed og jag efter vind’. Som en skide prædikant, ikke sandt?! Og hvem er du egentlig? Du ligner… ja undskyld mig, men du ligner ærlig talt en bonderøv… Hvad fanden er det også for nogle sko? Og hatten? Der er sgu da ingen der går med sådan et hovedtøj mere? I øvrigt ved vi jo alle sammen godt hvad der foregår!” ”I ved hvad der foregår… Hvordan, foregår?! Hvad mener du?” ”Det er Timor Mortis det her! Prøv lige at fat det. Jeg ved ikke hvilken gudsforladt lille udørk du kommer fra. Hvor ingen frivilligt lader sig mishandle. Hvor ingen får deres kick af en pisk” Hun holder inde, helt stakåndet, ”ja undskyld. Du kender tydeligvis ikke Salina! Hvad fanden vil du hende egentlig?” Men det er jo det han føler han gør. Kender hende. Han lyttede til hendes historie. Ved hvor hun kommer fra. Kender hendes længsel efter havet. Frivilligt lade sig mishandle?! Han forstår det ikke: ”Men hun er jo død!?!” ”Jeg ved ikke nøjagtig, hvad det er de laver deroppe på værelset. Jeg ved at Salina har prøvet alt hvad der er værd at prøve af stoffer, men død!? Gu’ fanden er hun da ej død. Hun kan ligge i dagevis sådan, helt bedøvet du, helt væk” ”Ikke død!? Men hun var jo spændt fast til sengegærdet?” ”Jeg ved sgu ikke hvad de har gang i. Det har jeg jo sagt. Det må du snakke med ham stabejsen om. Han var jo for fanden da lige gået, da du kom tidligere i nat.” ”Lige gået…” I et spring er han på benene. Storker over til døren, ud og ned ad gaden med lange skridt. Ja selv tak for snakken, råber hun efter ham, mens han tumler febrilsk af sted. Kort efter slår han døren op til Jacks Delight. Lokalet er stadig tomt, på nær en ung fyr der går og rydder op: ”Vi har lukket,” råber han til den indtrængende, ”ja der var noget ballade her, tidligere på natten…” ”Jeg ved det, det er mig der var balladen,” og så er han ovre ved trappen. Springer op af trinene, smækker døren op ind til Salina, men hun er væk nu. Ingenting er der tilbage, andet end den tomme seng og en ganske svag lugt af medicin. Han springer tilbage ned af trapperne, over til fyren med karkluden, der er ved at tørre borde af i Delight’en. ”Hvis det er hende på første sal, så kommer du for sent. Der var én efter hende” kommer han ham i forkøbet, ”op over skulderen med hende og af sted. Syret.” ”Jamen… hvem, hvornår? Hvem var det?” ”Aner det ikke. Jeg er bare afrydder. Kender ingen her.” ”Hvornår?” ”Ja det er sgu ikke meget mere end ti minutter siden…” Og så storker han ud på gaden igen, men der er de selvfølgelig længe væk. Han spørger nogle tilfældigt forbipasserende, men de enten trækker på skuldrene eller trækker sig forskrækket væk, stillet over for hans maniske insisteren. Til sidst giver han op. Træt lister han sig op på Salinas værelse og smider sig på sengen, hvor han falder i dyb, dyb søvn… ‘I had a Dream’ I drømmen hænger Salinas ansigt som en stor og mægtig måne på den blåsorte nattehimmel. Han tumler, som en skide drabant, omkring det, omkring ansigtet, cirkler omkring det, ude af stand til at komme i kontakt med hende. Hendes skønhed blænder ham. Og dog ser han ligeså tydeligt farven på hendes hud. Som blegt, køligt marmor. Ser hendes gyldne hår, der som en glorie står om hendes ansigt. Ser lige nøjagtigt hvor hendes perlehalskæde er i stykker. Han kalder på hende, men hun hører ingenting. Helt fjern i blikket er hun, som har hun fået øje på noget, dybt inde i sig selv. Mens han hjælpeløst cirkler omkring hende, forvandler hendes ansigt sig gradvist. Bliver til noget han for længst har fortrængt. Et mærkeligt skamferet ansigt, der forekommer ham sært bekendt. Noget fra hans barndom. Stadig blegt, men nu uden marmorets kølige gnistren. Dødt forekommer det ham, sekundet før han tumler om på jorden. Tørt, langt og ranglet græs, ukrudt i kuglerunde grålige frøstande, insekter med lange ben og knudrede leddelte følehorn. Luften slås ud af ham i faldet, gispende drejer han sig rundt, så han ligger på ryggen og stirrer op i himlen. Han kan ikke se månen! Hvor fanden er månen henne? Desperat drejer han hovedet efter den, men hele tiden forsvinder den for ham. Hver gang han er lige ved at få den ind i synsfeltet, glider den væk. Som om den hele tiden forsøger at komme bagom ham. Hele tiden forsøger at komme op bag ham, ude af syne og så vågner han. Helt udramatisk. Sætter sig op og føler sig udhvilet. Natten er forbi, ser han. Ind ad vinduet stråler solen som en skærende kontrast til den urimeligt lange nat, han lige har gennemlevet. Han spørger rundt i Timor Mortis. Nogen har set denne parvenu, andre set dem sammen, men ingen har set ham komme ud af Jacks Delight, i den dybe, stille ende af natten, med Salina over skulderen. På trods af, at han næsten har slået stedets ene bartender ihjel, da han nikkede ham en skalle, holder han primært til dér, på Jacks Delight, i de par dage hans efterforskning varer. På tredjedagen er han nær ved at give op. Ingen har set hverken Salina eller parvenuen i den mellemliggende tid. Som sunket i jorden er de. Og ingen aner tilsyneladende hvor han holder til, hvor han bor og hvem han i det hele taget er?! De oplysninger Jack havde om ham, om grevskaber og diamantminer, og som kvinden i sort refererede til, viser sig ikke at holde vand, da han går Jack lidt på klingen. Det er i det store og hele noget han selv har digtet, indrømmer han ikke uden en let rødmen; ja, for dog at have noget at fortælle om denne ukendte, mærkelige mand, som dukkede op intetstedsfra og nu er forsvundet tilbage dertil, medbringende sig Salina?! Ingenting har han altså i virkeligheden at gå efter. Intet! Og det er konfronteret med den kendsgerning, at han nær giver op. Hvad yderligere går ham på nerverne, er det konstante tilstedevær af andre mennesker. Hvor end han bevæger sig, er der andre mennesker til stede. Det gør ham pirrelig. Det er han jo for pokker da ikke vant til. Som om han hele tiden bliver overvåget. Holdt øje med. Som om der hele tiden er nogen, der ved nøjagtig hvad han foretager sig. En skide havnefoged, der med et øje på hver finger, ved hvad alle skibe i havnen foretager sig, en hovmester… For han fornemmer hurtigt at der er en eller anden form for system i Timor Mortis, som de alle er en del af. I det øjeblik man opholder sig her mere end blot en dag, bliver man automatisk en del af det, hvad enten man vil eller ej. Om så man blot er på gennemrejse. Jack er i sin egenskab af barejer en selvfølgelig og velintegreret del af systemet. Men han er uvæsentlig i denne sammenhæng. At Salina har holdt til i hans Delight betyder ingenting. En tilfældighed blot, som man kan notere sig og grublisere over, men som ikke har nogen afgørende indflydelse på begivenhedernes gang. Næ, der er andre, som tilsyneladende ved besked. Bedre besked. At det ikke nødvendigvis er dem, der rangerer højest på den sociale rangstige, fremgår med al ønskelig tydelighed, da en fedladen ældre herre, sjusket klædt, usoigneret, henvender sig, præsenterer sig som Færgemanden og siger at han ved besked. At han, muligvis som den eneste og her løfter han betydningsfuldt det ene buskede øjenbryn, ved hvilke ugudelige ting der går for sig i Timor Mortis. Ved hvilke djævelskheder hele området er besvangret med. At hvis han blot vil følge med, så skal han vise ham, hvordan det hele hænger sammen. Først afviser han denne mærkværdige særling. Denne … færgemand. Så kommer han til at tænke over det. Og jo mere han tænker over det, da han sidder tilbage på Jacks Delight med en af de støvede øl fra kælderen, jo mere får han en fornemmelse af, at der måske er et gran af sandhed i færgemandens ord. At han måske, som et eneste vildt vådeskud, på en eller anden måde ligger inde med oplysninger, der kan bringe ham videre. Han er jo for pokker da nær ved at give op! Hvad der i sig selv er en umulighed. Han kan ikke give op. Al hans ageren, al hans fremtid, for fanden da, er baseret på Salina. Dalen vender han under ingen omstændigheder tilbage til. Det er forbi. Det ville være et umuligt nederlag. Knuse ham ville det og for altid spille magten i dét forhold over i hænderne på konen. Og at tage til havet uden Salina ville være nogenlunde det samme som… ja som at danse for fanden – tango – uden musik og alene… Så hellere gå til grunde i forsøget på at finde hende. Hellere dø. ‘The Ferrymans Song’ Han støder bogstaveligt talt ind i færgemanden, da han går fra Jacks Delight, for at lede efter ham. For alligevel at finde ud af hvad han måske, måske ikke, ved. Braser ind i ham, da han åbner døren ud til et forrygende blæsevejr, der hvirvler blade og affald rundt og rundt i gaden i små drabeligt udseende hvirvelvinde, der et øjeblik får ham til at standse op og skutte sig i døren, før han rask vender sig og støder bardus ind i den anden. Klonk! Den går rent ind. Pandeskal mod pandeskal og han vakler et øjeblik, ør og øm. Færgemanden hyler bandende op. Så ser han hvem det er og buser ud med, at han som færgemand er nødt til at insistere, at han på det bestemteste må anbefale, ja at der faktisk slet ikke er nogen vej udenom ham. At det jo er derfor han i det hele taget kan fungere som, ja netop; færgemand. Hvad fanden mener du? kommer han til sig selv, gnubbende sig i panden. Hvad fanden i helvede fabler du nu om? Og færgemanden trækker af sted med ham ned af gaden, rundt om et hjørne og tværs over det lille torv, hvor alle er trukket inden døre i det heftige uvejr. En klokke bimler et sted i det fjerne og en hund kommer galpende over torvet med tungen skævt ud af kæften. Uden hverken at se sig til højre eller venstre forsvinder den bagud af billedet i fuldt firspring. De står stille og kigger efter den til den er væk. Så først går de videre. Stiler direkte mod indgangen til en lille snæver gyde, han ikke husker at have set før. Mørk og forladt forekommer den ham, ikke meget mere end 20-30 meter lang, før den ender blindt i en høj gul murstensmur. Der er ingen barer eller noget her. Ingenting. Enkelte bagdøre derimod, som alle er stængt forsvarligt til og ikke ser ud til at have været benyttet længe. I bunden af denne gyde standser færgemanden op. Han trækker et par gamle trækasser frem fra en bunke skrammel og de sætter sig: ”Timor Mortis er et mærkeligt sted. Et mærkeligt, ældgammelt sted. Det har ligget her siden tidernes morgen. Fra før altings begyndelse.” Han begynder med langsomme, omstændelige bevægelser at stoppe tobak i en pibe, han har hevet op af jakkelommen. Der er læ i gyden. Blæsten når ikke herind. Ude på gaden for enden af gyden, kan de se hvordan den suser forbi, i en enerverende hylen, der ærlig talt minder ham om dalen derhjemme. Og så denne galning. Det er lige før han rejser sig op og går. Spild af tid det her. Men nu har færgemanden fået ild i tobakken. Han pulser lystigt på piben og i det samme glider en stor fugl ned fra en trækrone ude på gaden. Den glider på udbredte vinger ind gennem gyden. Dens halefjer er underligt tynde og slidte, en gammel fugl, som lander på asfalten bag de to mænd i gyden. Da den giver et skrig fra sig, vil han sværge på, at der et øjeblik, kun et ganske kort øjeblik, driver en tung dunst af rådden tang forbi: ”Og mig, jeg holder så’n lidt øje med det hele. Holder øje med hvad der gå for sig i Timor Mortis. Hvem ankommer? Hvorfra og hvorfor? Også jeg har været med længe. Kender nok en hemmelighed eller to. Salina, for eksempel, som du leder efter…” Han bapper nogle gange på piben. En stor røgsky næsten indhyller ham helt i en grålig tåge, ”er lige hernede!” Og så banker færgemanden med flad hånd på en stor låge, eller en lem er det vel snarere, som først nu åbenbarer sig for fødderne af dem. Han springer op. Det er jo vanvid det her. Manden er tydeligvis bindegal. Og pulser stadig løs på den elendige pibe. Han kan se færgemandens øjne gennem røgskyen. Der er et farligt glimt i dem nu. Noget skarpt og frygteligt. Han viger tilbage, men bliver holdt fast af den andens blik. Med en pludselig bevægelse river han lemmen op. Vidt åben står den og op strømmer en sær lugt og en lyd som af en hel eskadrille helikoptere der knuses mod hustage i den stridende blæst. Så driver stanken over. Lyden forstummer og der er atter stille i gyden. Færgemanden holder en arm op og laver en guttural kaldelyd langt nede i struben. Den grimme fugl på jorden bag dem letter og nærmest hopper op på hans arm. Så først bryder han den forbindelse, den fortryllelse, der før holdt deres øjne sammen og lader sig let og ubesværet glide ned i hullet. Lige før han forsvinder ud af syne, kigger han op: ”Se til du får lukket lemmen ordentligt efter dig!” Og så er han væk. ‘At the bottom of the Ladder’ Til at begynde med bliver han stående. Aner ikke hvad fanden han skal stille op. Så vinder nysgerrigheden alligevel over frygten. Trods alt. Og han har jo ikke noget at tabe, vel? Ikke en skid. Altså lister han over til kanten og kigger ned. Tøvende. Prøvende. Der står en stige, men bunden kan han ikke se. Helt mørkt er der dernede. Han kommer ned, ligger fladt udstrakt på maven med hovedet ud over kanten og råber forsigtigt hallo. Så lidt højere, mere kraftfuldt: HALLO! Lyden forekommer ham stor, som var der virkelig et kolossalt rum dernede. Umiddelbart virker det ikke som om der er nogen vægge, der kan kaste lyden af hans stemme tilbage. Til gengæld lugter der af klorin nu. Ikke overvældende, men tydeligt til stede. Som en skarp og steril undertone af sindssyge. Det overrasker ham ikke længere at støde på den lugt. Han finder den ikke længere ubehagelig. Heller ikke god dog. Konstaterer blot, at nu er den der igen. Er den gamle mand mon så også et eller andet sted i nærheden. Men det er han tilsyneladende ikke. Der er ikke andre i gyden, nu færgemanden er forsvundet ned i hullet. Medmindre han er nede i hullet, nede i mørket, den gamle?! Han kigger ned igen. Anstrenger sine øjne for at trænge igennem. Men ingenting er han i stand til at skelne fra hinanden. Ingen konturer, ingen bevægelse. Varsomt klavrer han efter færgemanden ned af stigen. Der er mørkt i hullet, da han får trukket lemmen til over sig. Buldermørkt. Han famler med foden efter det næste trin og det næste efter det, mens han forsigtigt kravler baglæns ned af stigen. En lyd vokser frem nedefra. Han kender lyden, men har svært ved at placere den. Måske fordi den slet ikke burde findes her. I det her hul. En monoton lyd, dunkende i et dybt leje. Han kender den lyd!? Og lugten med. Også den kender han. Så ganske udmærket endda. En gennemtrængende lugt, der aldeles overdøver lugten af færgemandens tobak, jo længere ned af stigen han bevæger sig. Det ligger ham så snublende nær, at han slet ikke kan få øje på det. Lugt og lyd bare maser sig ind på ham, tæt og tungt og i det øjeblik det går op for ham, at det er diesel han kan lugte, genkender han også støjen som motorlarm. En anstrengende bastant lyd af en hårdt arbejdende dieselmotor. Larmen er voldsommere jo længere ned han kommer. Lugten af diesel på grænsen til det udholdelige. Svimmel tager han det sidste skridt. Mærker tydeligt at nu træder han af stigen. At nu står han på stærkt gyngende grund. Det undrer ham, at rystelserne ikke forplanter sig op gennem stigen, men det gør de ikke. Han prøver efter et par gange. Træder op på stigens nederste trin. Helt roligt. Og ned igen, hvor det hele er et oprørt kaos af bevægelse. Så tager han et skridt ind i rummet, fjerner sig fra stigen. Famler frem for sig med hænderne. Konturer begynder at træde frem. Felter af mildere nuancer mørkt mod det dybe, næsten sorte mørke bagved. Er det store kasser, eller hvad er det?! Det hele gynger. Færgemanden! En færge. En båd… Hvad fanden sker der? Og så trimler han omkuld i den krappe sø. Hele skibet gynger og vipper. Han kommer op på knæ og krabber sig fremad, til han støder på et eller andet han kan rejse sig ved. Der står han og genvinder balancen. Vænner sig til skibets bevægelser. Forsøger også at vænne øjnene til mørket, da en dør bliver åbnet og skarpt blændende lys strømmer ind i en em af salt blæst, dønninger og oprørt hav. ”Nå der er du. Så’n skide landkrabbe” griner færgemanden. ”Kom, skal du se!” Han står i al sin forhutlede herlighed med piben i kæften og vinker ham med sig. Han slipper sit tag i, hvad det end var han havde fået fat i, vakler de sidste skridt frem til færgemanden og står helt fortabt. Han bare stirrer ud over havets kaos af skumsprøjt, mægtige bølger og blæsten der hujende galoperer over den gråblå himmel, den krumme horisont og dér, lige fremme, peger færgemanden helt eksalteret, en ø! Fortumlet kommer han ud og sætter sig med ryggen op af det rum han lige har forladt. Han er næsten grædefærdig. For fanden da, han forstår jo ikke en skid af, hvad det er der sker. Færgemanden bare griner. Lige op i luften, mens den grimme gamle fugl skriger lidenskabeligt fra et sted bag ham. Langsomt nærmer de sig øen. Og som de nærmer sig løjer vinden af. Blæsten lægger sig, som en stor træt fugl på havet. Uden en lyd glider skibet hen over havoverfladen, der ender op med at ligge helt blank og glat hen. Han står ved rælingen nu og spejder mod land. Kan ikke rigtig skelne tingene fra hinanden derinde. Det forekommer ham at der står en skikkelse på stranden. Og bag skikkelsen et bygningsværk. Og hvilket bygningsværk er det ikke! Som de kommer nærmere kan han se detaljer i konstruktionen, der næsten tager pusten fra ham. Og helt overordnet vidner det næsten spindelvævsagtige præg om noget drømmende, noget diffust ikke-eksisterende, som ikke desto mindre insisterer på at være til stede i al sin herlighed. Han tror et øjeblik at det er Daniels slot han er vidne til, men manden på stranden er tydeligvis ikke Daniel. Det er en kraftigt bygget, bredskuldret mand med et stort fuldskæg. Han vinker ud til skibet. Færgemanden griner igen og vinker tilbage. Da de er så tæt på land, at mandens smil tydeligt ses som en glitren og blinken i fuldskægget, kaster Færgemanden anker. Det sidste lille stykke ind til land, tager de i robåden. – Velkommen til Salina! Råber manden med fuldskægget. Hans stemme klinger som et evnesvagt ekko ud over vandet… Efter at chokket har lagt sig; at øen rent faktisk hedder Salina, som et symbol på alle de umulige drømme født i selvforblændelse og afmagt, der til enhver tid er blevet drømt, efter at have hilst på mandens hustru, en umådeligt smuk kvinde, der på forunderlig vis minder ham om en tidlig Jayne Mansfield og efter at være blevet vist rundt i huset på stranden, der ganske som forventet har en spindelvævsfin struktur, men ikke desto mindre virker solidt og langtidsholdbart, selvom manden forsikrer ham om det modsatte; at det netop IKKE er konstrueret til at holde særligt længe, serveres der kaffe på stranden. Det er da han sætter porcelænet til læberne, at det går op for ham, at skibet er væk. Færgemanden er taget af sted. Uden et ord til afsked. Han rynker panden, men da han spørger ind til det, virker de uforstående?! – Hvad havde du forestillet dig? Spørger Jayne, han er jo færgemand!? – Men… hvordan fanden kommer jeg hjem? – Home is where the heart is, svarer hun lakonisk, med et skævt smil der næsten vælter ham, mens manden bare griner veltilpas, tømmer sin kaffekop og kommer på benene, mens han strækker sig, så det knager helt ned i knæskallerne: – Kom! Der er noget jeg skal vise dig! Bag huset ligger en hytte næsten skjult i det tætte krat. Den er, i modsætning til huset på stranden, solid og tung at se til. Det er svære bjælker, græs på taget, plankedør. Der er ingen vinduer. Manden tager en stor nøgle op af lommen: – I hytten her har vi optegnelser over alt, hvad der til enhver tid er blevet drømt af helt og aldeles umulige drømme. Der er frenetiske luftkasteller, febrilske tankeeksperimenter og feberhede eskapistiske fantasier. Der er alt fra Hitler og Stalin til naboens våde drømme om din kone og hendes om dig som den perfekte ægtemand. Alt er der ført optegnelser over! Alt er nøje registreret. Tankehuset kalder vi det, ud fra den betragtning at alle drømme, i sidste ende, ikke er andet end tanker. Tankernes leg med sindet, manifesteret i hjernen, eller bevidstheden, som drømme. Han låser op. Skubber døren op på velsmurte hængsler. En mærkbar em af støv og papir slår ud fra mørket. – Ja det er ikke hver dag vi åbner op her, undskylder manden, her bliver hurtigt lidt… tæt. Nysgerrigt stikker han hovedet ind, men der er ikke umiddelbart noget særligt at bemærke. Ja udover duften altså. Den er imidlertid også bemærkelsesværdig. Udover støv og papir får han færten af noget andet. Noget farligere. Ude af stand til at identificere denne bagvedliggende lugt, vælger han at dykke helt ind i den. Lader så at sige Tankehuset opsluge sig og bemærker knap nok at manden bag ham, trækker døren i udefra og drejer nøglen om i låsen igen. Helt stille står han blot og lader blikket vandre op og ned af væggene, der står plastret til med kartoteksskabe. Det ene efter det andet, nye og gamle i én uordentlig pærevælling. Prøvende trækker han en af de brede metalskuffer ud i et blankt, lydefrit skab. Den åbner sig villigt og han læser et par kort på må og få. Det er ganske rigtigt små fortællinger nærmest, om drømme og drømme om drømme i enhver tænkelig afskygning. Det er det samme i det næste skab, et gammelt træskab, hvor skufferne binder og næsten ikke er til at få ud. Drømmerier og tankespind så langt øjet rækker, i hvert fald hvis det søger ind og ned i skufferne. Helt fortumlet går han ned ad gangen med skabene, kun for at opdage endnu en gang efter den og én til efter den og sådan bliver det ved i en labyrintisk myriade af opgivede eller aldrig udlevede drømme. I timevis forekommer det ham, vandrer han forbi det ene kartoteksskab efter det andet. Drømme, drømme, drømme… Og så, som var han selv havnet midt i en drøm, får han øje på et flakkende skær i det fjerne. Han standser op. Det er en lille rydning, et åbent område. Og midt i denne rydning brænder et lejrbål nok så lystigt. Han kan se et par silhuetter i skæret af ilden. Han hører den lavmælte summen af samtale. En samtale der forstummer brat, da han træder ind i lyset og hilser godaften. De er to. To gamle mænd i jeans og cowboyskjorter. Først bliver de siddende de to, helt stive; lugten af brænderøg, cikader der synger. Så ruller den ene af dem, ufatteligt behændigt og elegant, sidelæns. Rager et gevær til sig fra oppakningen, som han i samme bevægelse afsikrer og affyrer. En voldsom altoverdøvende smerte breder sig fra skulderen. Så brager geværet igen og det sidste han registrerer, inden han mister bevidstheden, er den anden mands opskræmte blik. Det er ikke rettet mod hverken ham eller den gamle med geværet. Nej det stirrer forbi ham. Stirrer den vej han kom fra og han hører ordene med en tydelig understrøm af hysteri: – Hvor fanden kommer han fra? Der er jo ingenting den vej!? Ingen… ting, knækker hans stemme. Langsomt kommer han til sig selv i en bølge af uforståelig smerte. Som ild der fortærer ham indefra. Og til lyden af et skænderi… – Jamen for fanden… Bare sådan at skyde. Det er da for idiotisk! En stemme der forekommer ham bekendt. – For pokker. Han kom jo… han kom… – Ja for fanden, jeg ved godt hvor han kom fra. Men det betyder vel ikke at han bare skal pløkkes ned. Heldigvis tror jeg ikke du ramte noget vitalt. – Hvor kommer han fra? Den anden stemme, stadig med noget skingert over sig. – Udefra velsagtens. – Udefra? Hvad mener du? – Han har af en eller anden grund fået adgang hertil. For fanden; havde jeg ikke fået sorteret det skab færdigt så var han sgu forblødt. Hvad fanden har I gang i? Netop da får han færten af klorin. Det er ham. Og han genkender stemmen. Det er den gamle mand fra byen. Fra Timor Mortis. Han slår øjnene op og stirrer på ham. – Nå, så er der sgu da liv i ham i det mindste. De tre gamle mænd tager sig af ham. Plejer hans skudsår, giver ham mad og holder ilden i bålet ved lige i, hvad der forekommer ham, en evig nat. Da han påpeger det, stirrer de undrende på ham. Evig nat?! Det har de sgu aldrig funderet over. Sådan er her bare. De har jo lyset fra bålet. Og træ at fodre ilden med. Evig nat?! De forstår det ikke. Mad skaffer de sig ved hjælp af geværet; det vrimler tilsyneladende med vildt i mørket uden for bålets lyskreds. Blot ikke i den retning han kom fra. Der er der ingenting, siger de. Men der er jo en uendelig labyrint af kartoteksskabe tænker han, en uendelig strøm af drømme, men siger ikke noget. Lader det bare være sådan. Den gamle fra Timor Mortis er i øvrigt tydeligvis lederen. Det er ham der udstikker kursen, sætter de andre i gang. Hvad de helt nøjagtigt laver, finder han aldrig rigtig ud af, men at det har med kartoteksskabene at gøre, forekommer ham indlysende. På et tidspunkt, da han er kommet på benene og forsigtigt humper rundt, følger han med den gamle ind i mørket, som han hver morgen forsvinder ind i, for at vende tilbage ud på eftermiddagen. Han har en lampe med. I lang tid vandrer de gennem mørket. I skæret af lampen ser han landskabet ændre sig fra lavt buskads, støv og besynderlige lyde fra dyr, hans bevidsthed vægrer sig ved at forestille sig til et mere monokromt ensformigt landskab, der umærkeligt glider over i træplanker og enkelte fliser hist og her for til sidst at ende op ved et kæmpemæssigt skrivebord der formelig flyder over af kartotekskort, som han allerede har stiftet bekendtskab med dem, de han først ankom til Tankehuset. Den gamle giver sig ufortrødent i gang med at sortere kortene. Han prøver at følge med i hvad der sker, men der er tilsyneladende intet system i det. Alligevel ordner den gamle kortene i forskellige bunker, som han så endnu engang ordner i en bestemt rækkefølge, før han stikker dem ned i en skuffe i et kartoteksskab ved siden af bordet. Tålmodigt og med et lille smil i ansigtet arbejder han sig gennem den tilsyneladende uendelige bunke af kort. Da han har arbejdet sådan et par timer og synes at have gjort et vist indhug i bunken, trods alt, lyder der en fløjten fra mørket. En lille stump melodi, gentaget om og om igen, med små variationer og manden fra stranden dukker op med en sæk nye kartotekskort over skulderen, som han uden videre tømmer ud på bordet. Han virker ikke overrasket over at se ham i selskab med den gamle. Ej heller udviser han nogen synderlig interesse for det faktum, at han er blevet skudt ned af de gamle gutter ved bålet. Han smiler bare sit gådefulde smil og spørger: – Er du klar? – Klar til hvad? – Vil du ikke med tilbage? Og sådan går det til, at han atter forlader Tankehuset. Kommer ud i solskinnet og uden rigtig at vide hvordan, pludselig finder sig selv i Jacks Delight, i sengen på Salinas værelse, hvor han slår øjnene op og føler sig fuldstændig drænet for energi. Havde det ikke været for skudsårene, der stadig både værker og klør, ville han have svoret på det alt sammen var noget han havde drømt?! Men de er der skudsårene, han er ramt én gang i nærheden af skulderen og én gang i kroppen. Der er ikke nogen vitale dele der har taget skade, sagde den gamle og det stoler han på. For udover at det klør af helvede til og værker, som havde han været på druk i årevis, så kan han godt komme omkring. Han kan komme ned i baren, hvor Jack sidder ved et hjørnebord og fortærer en cowboyburger. Han inviterer ham over til bordet og spørger hvor fanden han har været henne. Og hvad skal han svare på det?! At han har været en tur i Tankehuset. Stedet hvor alverdens drømme hober sig op i et støvet fatamorgana af en kontorwestern. At der sidder tre gamle gubber der, der har lavet et par nydelige huller i ham, men ellers ikke kender til meget andet end netop Tankehuset. Nej, han holder sin kæft gør han og forklarer skudsårene med et overfald. Et hold-up, fan’me! Jack griner og giver en whisky og da han spørger til Salina, om han har fundet hende, bliver han helt tom i ansigtet. Helt blank. For længslen efter Salina er på en mærkelig måde slukket nu. Den er ikke længere i blodet på ham, som den brand han troede han aldrig skulle få slukket. Salina… ‘The Ocean’ Dagen efter køber han en brugt vogn i udkanten af byen. I en støvet smørgul morgensol kører han af landevejen mod havet…

Songs for Salina er skrevet og komponeret på Fyn 2010-2014 og indspillet i Studio Amore Primitivo på Midtfyn. Produceret af Jens Trapp. Co-produceret af Bjarne Andresen.

Text/musik: Jens Trapp

Benni Nielsen: Vokal, Western guitar, Twang på ‘As I’m Passing By’
Bjarne Andresen: De fleste keyboards og tangenter, slide guitar, harmonika, percussion, kor
Jens Trapp: Guitarer (elektrisk og nylonstrenge), barytonguitar, bas, percussion, lidt stemme hist og pist samt synth & samplinger

 

TAVSE VIDNER

Hello Darkness, my old friend

Simon 1967

Tingene er løbet af sporet. Fjendskabet vokset os over hovedet. Hvis det overhovedet var muligt at betragte alt det her udefra, ville det forekomme lynende absurd. Som en skorstensbrand der har raseret huset indefra. Et druknet barn. Det er det selvfølgelig ikke, muligt at betragte det udefra, og den er da heller ikke uventet, denne tingenes tilstand. Det var tydeligt for enhver, hvordan det hele langsomt gled os af hænde. Det var umuligt at dæmme op for. Folk blev mere og mere markerede og forstyrrede. Ingen lyttede til hinanden længere, man bare talte ud i luften; luftede sine egne idiosynkrasier uden hensyn til, hvad andre måtte mene, tænke eller tro, fordi den enkeltes, helt personlige, holdninger og meninger blev så desperat vigtige at få udtrykt, at der slet ikke var plads til refleksion og eftertanke. Ikke plads og tid til at lytte. Andre menneskers tilfældige og mildest talt latterlige holdninger, blev opfattet som forulempende forstyrrelser. Som personlige fornærmelser. Hold nu for fanden da jeres kæft, gjaldede man helt oprørt og opkogt. Til at begynde med i skingre kommentarfelter rundt omkring på nettet, senere ud fra altaner, balkoner, stilladser, ud i luften. Uden retning. Uden mål. På gader og stræder; kampmarker. Bliv mig for helvede fra livet med din forbandede mening. Hør på MIG i stedet for! MIGMIGMIG!

Det bredte sig med lynets hast. Som ringe i vandet. Knap var den første sten kastet, før alle fulgte trop og kastede om sig med sten og mudder, edder og gift. Hele samfundet blev inficeret af splittelsen, ufreden. Af fjendskabet. Det hele faldt fra hinanden og efterlod os alle i et usikkert momentum, hvor ingen kunne vide sig sikker. Det var umuligt at forudsige noget som helst. Det var selve livet, der forekom én så uforudsigeligt. For hvor skulle det her ende henne? Hvornår var det nok? Hvornår var nok nok? Hvornår ville det slutte?

Det slutter ikke. Det er ikke noget, der går over igen. Det er blevet et vilkår. Det er det, der er så forbandet skræmmende. Usikkerhed og skingrende ufred som et grundvilkår! Stejle uforsonlige holdninger hele synsfeltet rundt. Et ingenmandsland af meningsløshed. Ingen ved hvornår kanonerne peger deres vej og man selv ligger dér, skrigende og sprællende i sit eget lort, sit eget blod. Kanonføde for et eller andet obskurt og yderligtgående foretagende.

Selv drømte jeg om noget andet. Jeg ville rejse! Ville gerne til New York City. Coney Island. Bare ordene. Navnene. Coney Island! Det stod for mig i et mytisk skær. Et sagnomspundet sted hvor alt kunne lade sig gøre. Hvor evig morskab og sorgløshed var kodeordene. Var det bare The American Dream, der drev gæk med mig? Jeg ved det ikke. Stedets rent auditive kvalitet?! Som et ekko af et populærkulturelt tilstedevær. Lou Reeds fascination af Coney Island på hans coming-of-age-agtige album med netop den titel: Coney Island Baby og hans forhold til den transkønnede Rachel.: ”Oh, my Coney Island baby, now, (I’m a Coney Island baby, now), I’d like to send this one out for Lou and Rachel, and all the kids at P.S. 192” sang og talte Lou Reed og fik både nævnt Rachel og den skole han gik på i Brooklyn. Også Tom Waits og Van Morrison har besunget Coney Island. Coney Island som en tilstand, en måde at være i verden på. “I met her at the Burger King, we fell in love by the soda machine, so we took the car downtown, the kids were hanging out all around, then we went down to Coney Island, on the coaster and around again, and no one’s gonna ever tear us apart, ‘Cause she’s my sweetheart, All right, oh yeah, Oh oh I love her so” sang Joey Ramone. Også han.

For mig var det, på en måde, en udefinerbar længsel efter noget andet. Noget ikke-tilstedeværende og svært håndgribeligt. En hissen og en skrigen helt inde midt i knoglerne, i marven. Og i blodet. En ide om at der var andet end denne hverdag af … ja, af ingenting jo i virkeligheden. Af en tom og dum jagen rundt efter lykke, af bekrigelse og opsplittelse. Følelsen af at det hele var ved at falde fra hinanden. Som en gigantisk tønde der har tabt tøndebåndene og staverne der dirrende står og hvert øjeblik truer med at falde fra hinanden i en syndig og opslidende larm. Så ja, gu’ drømte jeg om noget andet. Om Coney Island. Om at slingre rundt på strandene derude, tage en tur i en af forlystelsesparkerne, on a coaster and around again. Jeg forestillede mig rutsjebanerne vildere og større, end dem jeg i forvejen kendte, at min candyfloss var mere end dobbelt så stor. Gigantisk. At jeg bagefter vandrede New York tynd. Times Square, Central Park. Brooklyn! Åh, at drikke mig sanseløst fuld i Brooklyn og bagefter sove rusen ud på Chelsea Hotel. Chelsea Hotel med sin helt egen kunstfyldte og unikt sagnomspundne mytologi. Mens jeg tog toget hjem, drømte jeg mig væk til alt dette og selvfølgelig faldt jeg i søvn. Jeg vågnede først ad helvede til, på en eller anden udørk af en endestation. Det lykkedes mig ikke at le ad mig selv, selv om guderne skal vide, at jeg forsøgte.

Jeg var taget ind til byen den dag, det hele begyndte at tage fart. Holdt mig ellers i mit eget kvarter, hvor jeg trods alt ikke risikerede at løbe ind i en eller anden sindssyg stodder, der ikke kunne lide farven på mine øjne, mit tøj, min hudfarve. Et eller andet, der ville få idioten til at koge over og gå amok. Metroen ind til centrum var kold og badet i et grelt og gennemtrængende blåligt lys. Dybt under jorden fór togstammen af sted, som en gravfærd, slingrende gennem mørke gange. Min ånde var udstanset krystal, rimfrostklar og blank stod den ud i det kolde, indelukkede rum, der allerede varfyldt op med luft, der havde været indåndet og udåndet mange gange før. Om og om og om, igen og igen, og nu fremstod svært angstprovokerende. Uvilkårligt kommer man til at hive efter vejret, og skal man ret meget længere end bare et par stationer, kan man være rimelig sikker på at stige op fra dybet med en tung og altopslidende hovedpine. Der var kun to stop fra mig ind til centrum, så jeg bed det i mig og forsøgte at trække vejret så roligt som muligt. Var da også rimelig klar i hovedet, da jeg steg op ad trapperne fra undergrunden til en bidsk og lumsk vind, der kom hylende som et spand vilde hunde, ned mellem blokkene oppe fra centrum af. Torvet, hvor vi skulle mødes, lå lige rundt om hjørnet. Det er et sted, hvor der som regel er en del folk og alligevel er det let overskueligt. Der burde ikke kunne ske noget uforudset der. Fordi torvet ligger og trykker sig imellem de mange, ramponerede fireetagers ejendomme, der omkranser det, er der læ og der bliver hurtigt varmt på det lille torv, især midt på dagen, når solen står lige ned. Det gjorde der også den dag, selvom den vitterlig ellers var både råkold og utilnærmelig.

Jeg fandt M ventende på mig ved vandkunsten. Han stod med lukkede øjne og ansigtet vendt mod solen. Det gav et ordentlig gib i ham, da jeg lagde mine hænder om hans hals, mens jeg grinte af min egen hasarderede humor og så et glimt af ægte angst i hans øjne. På cafeen bestilte vi en flaske kraftig rødvin. Stiltiende blev vi enige om at beruse os og måske lykkes med at glemme os selv for en stund. Vi satte os udenfor ved et lille rundt bord med vinen. Lyset faldt diffust og trist ned gennem de trækroner, der endnu ikke var visnet helt væk og som det var lykkedes at sætte nogle enkelte spredte skud. Koksagtige grågrønne skud, der mindede mig om vådeskud og dage i isolation. M fortalte straks om en drøm, han havde haft, selvsamme nat. En mærkelig, sært illuminativ drøm var det:

Kraftigt lys vælter ned over en gammel udtjent fabriksfacade. Som et vandfald. Gnistrende, bølgende lys i røde og tungt okkergule farver, og ud af lyset dukker ansigter frem. De smelter voksagtigt sammen med lyset og bevæger sig ud og ind af det. Han synes hele tiden at genkende ansigterne, men hver gang de nærmer sig ægte genkendelse, forsvinder de og erstattes af andre, nye ansigter. Også disse nye ansigter ligger lige på kanten af en genkendelse. Fra kaskaderne af lys er det, som om en suggestiv kalden siver ud. Som om ansigterne kalder ham nærmere, kalder ham ind i lyset. For at opsluge ham?! Han tror, han kæmper imod, men er, et eller andet sted, måske i sin ikke-drømmende væren, godt klar over, at det gør han ikke. Han kæmper i virkeligheden ikke imod. Han ønsker at være i lyset hos ansigterne, som han synes at genkende, og det går op for ham, at ansigterne alle sammen er aspekter af ham selv. Det er ham selv, han ser derinde i lyset. Han har slet ikke nogen mulighed, for at lade være med at adlyde den kalden, der når ham. Og da først den tanke er slået ned i ham, erkender han også, at stemmerne, der kalder, kommer inde fra ham selv, og han opdager, at han allerede er i lyset. Han føler, hvordan det klistrer sig til ham som et fucking spindelvæv og han bliver desperat. Vrider og vender sig for at slippe ud af spindet, ud af lyset, han kalder højt på hjælp, han skriger, men jo mere han møver rundt, jo mere fast sidder han i det forbandede, klistrede spind. Han har svært ved at få luft, svært ved at trække vejret gennem lyset, der er tæt på at drukne ham i sin frenetiske og knusende skærsild. I det øjeblik han mister bevidstheden, vågner han. Sætter sig, med tungt bankende hjerte og gennemblødt af sved, op i sengen.

Igen så jeg det der glimt af ægte frygt i M’s øjne. En frygt som ingen af os ville have ord nok for, hvis vi skulle forsøge at italesætte den. Vi vidste begge to, at den var der, og jeg var mig bevidst, at også jeg havde dette glimtvise bævende tilstedevær af frygt i mine øjne, og at det avlede på hinanden. M’s frygt nærede min, der nærede hans. Som en vekselstrøm der springer flaksende fra pol til pol og aldrig finder fred. Derfor fyldte vi vores glas hurtigere end vi plejede, og den tunge vin lagde sig som en beroligende dvask hinde af ligegyldighed over vores sjæle. Vi drak og snakkede ikke mere om M’s drøm, men om ting der måske havde betydning for os på et eller andet, andet plan. Lige indtil det hele eksploderede i et inferno af lyd og lys og larm. Først var der bomben. Selve eksplosionen. Det øresønderrivende brag af noget der detonerede med voldsom styrke. Så kom skrigene, tumulten. Næsten samtidig med lyden af knust glas. Lufttrykket sendte os bagover ned af stolene. M skreg. Jeg skreg. Alting væltede rundt, verden tippede. Vi trak hinanden på benene. Det hele forekom uvirkeligt. Hvad fanden var det lige, der skete?! Som om det var selve torvet, der var detoneret og forsvundet op i røg. Flokken af småfugle, gråspurve blev pulveriseret i eksplosionen og da vi senere sad og forsøgte at komme til os selv igen i min lille lejlighed, fandt M fuglerester på både mit ansigt og i mit hår. Som om det var fuglene, der var eksploderet. Som om en af de skide små fjerede bæster var blevet fyldt med nitroglycerin, for så at flyve tilbage til vennerne i buskadset, hvor den var landet lidt for tungt og havde sendt hele flokken ad helvede til. Det mærkeligste var næsten, at mens vi lå der og sprællede mellem knuste glas og flasker, væltede borde, havde vi begge to oplevet et besynderligt fænomen. Umiddelbart efter eksplosionen, da de første skrig og lyden af knust glas ligesom havde lagt sig, opstod der en form for vakuumagtig stilhed, og i den stilhed havde vi begge to en tydelig fornemmelse af, at alting omkring os var fortsat nøjagtig som om intet var hændt. Der var torvets stemmer, der nåede os som et fjernt tæppe af lyd. Der blev talt, bestilt drikkevarer, konverseret og sågar grinet. Men det allermest mærkelige var, at vi begge to ligeså tydeligt havde set et elegant ældre par komme dansende hen over pladsen. Det var fuldkommen absurd. Taget direkte ud af en eller anden surrealistisk film, hvor ingenting gav umiddelbart mening. Der var ingen musik, kun stemmernes fjerne støj og det her par, der var hejset ud i fineste tøj, smoking, kjole, glatte og glinsende sko og som gled hen over pladsen, dansende ud og ind mellem murbrokker og tilskadekomne med henførte smil på læberne. Uden at bekymre os om, eller hjælpe, uden at prøve på at finde ud af, hvad det egentlig var, der var sket, stak vi af fra skuepladsen. Lagde torvets krater af knust normalitet bag os og fandt på en eller anden måde ned i metroen og endte hjemme hos mig.

Vi skiftedes til at bade. Begge stadig i en form for delirisk chok. Efterveer af hændelsen. Mens M badede fandt jeg en flaske sprut frem af skabet under køkkenvasken og skænkede os et par solide glas. Jeg tog mit med hen til døren og stod og lyttede, pludselig angst for hvad fanden naboerne kunne finde på. Jeg kendte dem ikke en skid, selvom jeg havde boet her et par år. Vi kom ikke hinanden ved. Men jeg havde på fornemmelsen, at min underbo var involveret i et eller andet militant ekstremistisk. Lurede han måske ikke altid på alt og alle, og kom med tilråb, hvis han så noget, der ikke behagede ham. Jeg havde en enkelt gang overværet ham overfuse en ældre mand nede foran supermarkedet. Det var på en gang både patetisk og skræmmende. Den gamle mand var tydeligvis ikke rundet af samme kultur som min underbo, der stod og råbte, savlede og skreg af den gamle fyr, indtil nogen greb ind og fik gelejdet den ældre herre væk. Da M åbnede døren til badeværelset, gav det et sæt i mig, så opslugt var jeg af tankerne om min underbo. Vi gled ned og satte os med ryggen op ad døren, og jeg fortalte M, hvordan jeg en gang var kommet forbi lejligheden dernede og havde fundet døren åben. Selvom jeg udmærket var klar over at smedens kat døde af sin nysgerrighed, stak jeg hovedet ind. Jeg aner ikke, hvorfor jeg gjorde det. Han var ikke at se nogen steder og der stank surt og indelukket ud derindefra. Som i en trance gik jeg ind i entreen, kastede et blik ind i stuen og stivnede. Han sad derinde med ryggen til døren, i underbukser bare. Der flød med tomme flasker og våben af alle mulige slags. Der var forskellige skydevåben, men også nogle sært gammeldags ting. Midt på bordet fx lå der en enorm høtyv. De tre slebne spidser lå og strittede lige imod mig. En djævelsk trefork, der pegede mig ud, og også fik min underbo til at rette sig op derinde. Jeg stod paralyseret og så ham døje med at få vendt sig rundt, før jeg rev mig løs og skyndsomst listede ud af lejligheden og ned ad trapperne. Da jeg med bankende hjerte stod nede ved hoveddøren, hørte jeg ham deroppe: Er her nogen? råbte han og stak hovedet ud over gelænderet, mens jeg trykkede mig ind i krogen ved postkasserne. Han rumsterede lidt rundt og smækkede så døren i, og også jeg smækkede døren efter mig, da jeg smuttede ud og forsvandt ned ad gaden.

Nu, mens vi sad og drak sprut af store vandglas, blev vi angste igen, for kunne vi ikke høre nogen liste rundt derude på trappen. Vi rejste os op og trykkede ørerne ind mod døren. Slæbende skridt der kom nærmere, og vi mærkede tydeligt, at der stod én lige på den anden side af den forholdsvis tynde dør, der så let som ingenting kunne gennembores af for eksempel en skarpsleben møggreb. Eller projektilerne fra en af underboens skydere. Vi holdt vejret. Fornemmede hvordan underboen besværet trak vejret, ikke meget mere end 20 centimeter fra os. Jeg tænkte på de projektiler. På hvordan de trængte ind i mine muskler. I mine vitale organer. Næsten mærkede, hvordan mine organer blev knust af de indtrængende kugler og hvordan døden indtraf, langsomt og smertefuldt. Mærkede hvordan min sjæl krympede sig og modvilligt blev ædt op af den angst, der er ethvert selskabs uønskede og ubudne gæst. Endelig fjernede han sig. Luskede videre i sin selvpålagte patruljering af trappegangen for uønskede individer, eller bare individer i det hele taget. Lige før han var helt forsvundet, syntes vi at høre ham hvisle mellem sammenbidte tænder: Dumme svin! M hev mig ud af den psykotiske angstlammelse. Pegede på døren ud til bagtrappen. Var det tid til at tage benene på nakken? Tid til at komme væk?

Ikke længe efter havde vi smidt os på bagsædet i en støvet bus, der kørte ud af byen, ind i landet. Vi havde ikke tjekket destinationen. Var bare sprunget på den første den bedste bus, med ønsket om at komme væk fra dette mareridt af en by. Bussen passerede ødelagte monumenter, itusprængte boligkvarterer og flere steder så vi slagsmål blusse op, folk der tævede løs på hinanden med hjemmelavede våben. Først da forstæderne slap deres søvndrukne, somnambulente kvælertag i bussens ravende sejlads ud af landevejen, var vi i stand til at trække vejret nogenlunde normalt igen. M sad og snakkede tilsyneladende med sig selv, men stirrede op på mig, som om det var mig, han henvendte sig til. Jeg lænede mig over mod ham og hørte ham rable et eller andet om et stort hotel. Ahvad? Spurgte jeg og ’Døden som et stort hotel’, var det eneste svar jeg fik, før han snorkende faldt i søvn. Jeg fik ham ned at ligge på bagsædet og lagde min sammenfoldede jakke under hovedet på ham, sad selv bagefter og betragtede landskabet glide forbi de støvede ruder, indtil også jeg faldt i søvn.

Vi vågnede ved bussens fæle hydrauliske susen og chaufføren, der råbte, at dette var ”Endestationen” sagt med tydeligt tryk på første stavelse og at bussen ikke kørte mere. Han forlod den derefter, men lod døren stå åben. Der var ikke andre passagerer tilbage, bare M og jeg. Vi blev siddende et øjeblik og stirrede ud. Det var umuligt at sige, hvor vi var. Og faktisk også umuligt at sige, hvorfor fanden der var en endestation her?! Der var ingenting! Ikke andet end et lille faldefærdigt skur og landevejen. Vi kunne se ryggen af buschaufføren, som han gik tilbage ad den vej, vi var kommet fra, med sin jakke over skulderen og en tændt smøg i mundvigen. Så kiggede vi på hinanden. Vi kunne ligeså godt komme ud og kigge os lidt omkring. Sulten begyndte også at gnave lidt. Det eneste vi havde med, var det tøj vi gik og stod i, og så flasken med sprut. Den satte vi os med, på en bænk, med ryggen op ad det frønnede skur. Vi tømte den langsomt uden at sige noget, for hvad fanden var der at sige? Solen skinnede. Insekterne summede højlydt. Nogle småfugle larmede i et buskads i nærheden. Støvet blev hvirvlet sløvt dansende rundt af en lille træt vind, der kom fra den retning, også vi var kommet fra. Bussen stod, tom og forladt, som en vogn i en bortgemt, glemt og skræmmende forlystelsespark, hvor morskaben var skrabet af metallet med høje hvinende lyde. Kun mistrøstigheden stod tilbage som et afskallet vidnesbyrd om tidligere tiders adspredelse. Så langt fra min drøm om Coney Island som overhovedet muligt. M rejste sig og kylede den tomme flaske efter småfuglene i buskadset. De kom flaksende og flagrende ud og stod som en sort glorie om buskene, et sekund, to sekunder, før de styrtede sig ind i skyggerne igen, kvidrende som sindssyge. Han trak mig op at stå, og vi begyndte at gå. Også den asfalterede vej endte her. Den blev afløst et støvet kørespor, en bred sti, som vi fulgte ind i skoven, hvor den begyndte at sno sig opad. Gennem huller i bevoksningen kunne vi skimte nogle bygninger på toppen af, hvad der næsten måtte være et lille bjerg. De bygninger satte vi vores lid til, og satte da også farten op, for at nå dem inden mørket faldt på. Det var ikke muligt. Mørket kom langt hurtigere end forventet, og da det blev så mørkt at vi kun akkurat kunne skimte bygningerne deroppe, som fjerne silhuetter, syntes de at være nøjagtig lige så langt væk, som da vi fik øje på dem første gang. Ikke desto mindre fortsatte vi. Fulgte stien i et mørke der blev tættere og tættere og til sidst åd alle konturer op. Jeg kunne knap se M foran mig, kun fornemme ham som en skygge i mørket. En legemsstor figur skåret i et mørkere mørke end det, natten ekviperede os med mellem nåletræernes stadig tættere stammer. Kun sjældent formåede stjernerne at sende deres spage spøgelsesagtige lys ned. Månen var tilsyneladende helt forsvundet fra firmamentet. Da mørket blev så tæt, at det reelt var umuligt for mig at afgøre, om mine øjne var åbne eller lukkede, kaldte jeg på M ud i mørket. Jeg frygtede et kort sekund, at han virkelig var blevet opslugt af det og var forsvundet, eller at jegvar forsvundet?! At jeg ikke var til stede mere, fordi jeg stod der i et totalt, et fuldkomment mørke, som ikke på nogen måde garanterede mit tilstedevær, havde det ikke været for mine fødders kontakt med jorden og den kraftige duft af nåletræer. Enkelte lyde trængte også ud fra mørket, men dem valgte jeg, ikke at fokusere på. For ikke at lade dem skræmme mig mere end højst nødvendigt. Og så svarede M. Så tæt på at jeg kunne mærke hans ånde mod min bare hud på halsen, lige over jakkekraven, og jeg skreg af forskrækkelse, og M skreg, fordi han blev forskrækket over min forskrækkelse, og da vi skreg, blev der tændt et lys, mindre en 10 meter fra hvor vi stod, hvilket om muligt forskrækkede os endnu mere. Et lys i et vindue. Kort efter hørte vi en dør blive åbnet, og en kraftig lommelygte svingede rundt i en bue, søgende efter de formastelige, skrigende personager i nattemørket. Indfanget af lyskeglen, stod vi paralyserede, som harer fanget i forlygterne på en lastbil, der bare ventede på at blive tromlet ned, da en tung søvnigsprukken stemme spurgte, hvad fanden vi lavede herude på et så ukristeligt tidspunkt. Kom ind, fortsatte stemmen lidt mildere og vedkommende lyste på sig selv for at vise, hvem det var, der inviterede os ind, og afslørede en grotesk stor mand i undertøj, tydeligvis stået direkte ud af sengen. På hovedet havde han en lille rund, rød lakhat, hvilket gjorde det hele lettere surrealistisk. Om det var for at signalere en eller anden form for konduite eller simpelthen bare for at skjule sovehåret, en vilter manke under den lille latterlige hat, var ikke til at sige, men det var hatten han lyste på og vi kunne læse, at der på den stod: Hotel Mortuus. Det fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, for var det ikke en umiddelbar respons på M’s sidste ord, før han faldt i søvn på bagsædet i bussen: Døden som et stort hotel? Mon ikke der bare var tale om en morbid form for humor, for alle var jo i live og selvom natten var så satans sort, så mærkede jeg tydeligt M’s hånd i min, uden dog helt at vide, hvornår og hvordan den var havnet der. Betryggende var det, uanset hvad, og den mærkeligt store mand med den lille røde hat smilede ovenikøbet til os, kunne vi se i lommelygtens skarpe lys, der sendte et skræmmende skyggespil op i hans store kantede ansigt. Det kunne også være en satanisk grimasse. Det var faktisk ikke til at afgøre. M må have tænkt det samme, for hans greb om min hånd strammedes. Men hvad kunne vi gøre, andet end at tage imod kæmpens invitation?

Kort efter stod vi i en slags foyer. Den store mand greb en rød jakke der hang over en stoleryg og trak den på. Der hang en sær lugt ved ham. Af en lidt tung og sød parfume blandet med en snert af kiks, der har ligget uindpakket alt for længe. Jakken fik ham ikke til at se mindre sær ud, i underbukser og bare ben, åbentstående uniformsjakke og den der diminutive hat, der sad skævt i den uregerlige rede af hår. Han lignede en forpjusket stor fugl, der var undsluppet jægerne, og nu ikke vidste hvor den var, og hvorfor den stadig var i live. Om den stadig var i live. Det var nu snarere os, der ikke vidste hvor vi var, og mig der projicerede min uvished over i mit billede af ham, som han stod der og sagde, at han var natportier på hotellet. Vi prøvede at sætte ham lidt ind i, hvad der var sket. Han lyttede godt nok, men det så ikke ud, som om han hørte, hvad vi sagde og slet ikke som om det interesserede ham. I stedet sagde han, at vi kunne blive, lige så længe vi havde lyst. Der var rigeligt med værelser, sagde han træt og gjorde en underlig uoplagt gestus ind mod hotellets indre. Vi kiggede ham over skulderen og det var ganske rigtig en uendelig lang korridor, der strakte sig ned bag ham. Faktisk så lang, at man ikke kunne se nogen ende på den. Vi kiggede på hinanden. M løftede øjenbrynene og lavede en lille bevægelse med munden. ”Det er fint” svarede vi derfor bare og fik udleveret hver en nøgle. Portieren gabte højlydt og stod så lidt med hovedet på skrå. Kiggede tydeligvis efter vores bagage, som vi jo ikke havde noget af. Det trak han dog bare på skuldrene af og pegede i stedet en retning ud, som vi stod og kiggede efter rundt om hans enorme korpus. Så gik han. Formodentlig tilbage i seng og vi stod alene tilbage i foyeren og mærkede hvordan sulten virkelig begyndte at gnave nu. Vi blev enige om at undersøge hotellet nærmere, før vi gik til vores værelse. Måske kunne vi finde et eller andet spiseligt. Vi følte mærkeligt nok ingen træthed overhovedet, snarere en sær eufori, en følelse af opstemthed. Foyeren var hurtigt overskuet; skranken, nogle lave borde, sofaer og dybe lænestole. Mennesketom, bortset fra os. Den uendeligt lange korridor bag skranken virkede bare… uendelig, men i et hjørne fandt vi endnu en dør. En høj meget smal dør, som vi forsigtigt åbnede. Så smal var den, at vi var nødt til at kante os sidelæns igennem. Endnu en korridor lå på den anden side, men kortere, og et eller andet sted trængte lav musik ud til os. Vi tøvede. Men kun et øjeblik, så listede vi os frem efter lyden. Det var en sær musik. Underligt sammenpresset på en måde. Komprimeret. Som om den først var sendt ind i papkasse og så ud igen gennem et langt rør. Og det var ikke kun det. Musikken var også fremmedartet. Det tonale system var et andet, end det vi var vant til. Atonalt på en måde. Som var der mange flere toner end de tolv, vi kender og bruger, og som vores ører er vant til. Er det i Indien de også har et væld af toner udover vores begrænsede udbud, dem man kan høre på en citar, men det her var anderledes end selv det. Jeg havde aldrig hørt noget lignende. Som vi nærmede os musikkens udspring, videde gangen sig ud, og på vores ene side afløstes væggen af en stribe store panoramavinduer, som vi dog ikke kunne se andet end stjernerne på den sorte himmel ud af, men vi fornemmede, at hvis først solen stod op, ja så ville der åbenbare sig en fortryllende udsigt herfra. Den stjernebestrøede himmel strakte sig uendeligt. Det lignede en stor terrasse umiddelbart udenfor og måske en pool dér, midt for? Vi var tydeligvis i hjertet af hotellet, og formodentlig var det en bar, musikken strømmede fra, selv om det var meget sent, og alt forekom aldeles mennesketomt. Ikke en lyd var der at høre, udover altså denne forunderlige musik.

Det var en bar. Et stort, varmt og ganske hyggeligt rum, med denne virkeligt mærkelige musik, som syntes at komme ingen steder fra. Som om den bare var til stede i rummet, uden kilde. En lydlig del af interiøret. Der var mørkt i rummet, kun en enkelt lampe i selve baren. Bartenderen var ingen steder at se, men der sad en mand med en stor hvid cowboyhat på. Han sad med et glas foran sig og en cigaret i mundvigen, hvorfra røgen dovent slangede sig op under loftet. Han sad med ryggen til og kunne umuligt have hverken hørt eller set os, så langsomt og forsigtigt, som vi havde bevæget os. Alligevel vinkede han os nonchalant nærmere uden at kigge på os. En håndbevægelse over skulderen bare. Da vi kom helt derover, pegede han først på de to stole ved siden af sig, før han drejede sig omkring og så på os. Med de vildeste øjne jeg nogensinde havde set. Du gode gud. Det var umuligt at se på. Jeg var nødt til at fjerne blikket, selvom det virkede provokerende. Kunne kun skæve op til ham og hans blik, der omfattede både M og mig under et, og jeg hørte et tydeligt gisp fra M. Formodede at heller ikke han var i stand til at holde øjenkontakt. Manden i baren havde helt hvide øjne med kun en ganske lille pupil i hvert øje. Ingen iris. Det forekom fuldstændig absurd. Naturstridigt. Vi kunne ligeså godt have talt med en mand uden øjne. Jeg havde lyst til at se ind i de øjne og aflure dem deres hemmelighed, men var ikke i stand til det. Havde lyst til at stirre ind i mandens meningsløse, ja nærmest forrykte øjne og forsvinde der.

– Og hvem har vi så her? Spurgte han med en virkelig syret stemme. Nøjagtig som det var tilfældet med musikken, syntes stemmen heller ikke at have nogen afsender. Jeg kunne ikke se ham bevæge læberne og var i tvivl om, hvorvidt han overhovedet havde sagt noget. Var det noget jeg havde bildt mig ind?

– Hvad drikker I? Igen denne stemme, der syntes at komme alle steder og ingen steder fra.

– Øh hvad som helst, fik M fremmumlet, mens jeg sagde:

– Bare det samme som dig, hvad der fik ham til at dreje hovedet og se på sin drink. Det føltes som at blive sat fri og vi stirrede vildt på hinanden. Jeg kunne se på M, at han var rystet. Nøjagtig som mig selv. Ikke desto mindre satte vi os ved baren. Hvad kunne vi ellers gøre? Manden rejste sig og gik om på den anden side af den blankslidte mahogni. Han skænkede os hver en stor rom med is og kom tilbage og satte sig ned.

– Der er ingen her endnu, udover mig, sagde han næsten undskyldende: Jeg er her til gengæld hele tiden.

Smilede han? Det lignede en lille trækning omkring munden. Vi sagde ikke noget, men tog en tår af rommen og manden pegede på sine øjne:

– På grund af de her! Dagslys dur ikke.

Nej selvfølgelig, iris styrer jo sammentrækningen af pupillen og uden iris, ville dagslys være en katastrofe, en seriøst smertefuld oplevelse.

– Hvad gør du så? Dristede M sig til at spørge.

– Hvad jeg gør? Løftede øjenbryn over de der svært fascinerende øjne: Jeg sidder som regel bare her og slår tid ihjel. Der kommer altid nogen forbi. Som jer, og så smilte han virkelig. Det kunne der ikke herske tvivl om. Et skævt smil, der gav hans ansigt et dæmonisk, maskeagtigt præg. Og som var hans ord et signal, begyndte der at dukke folk op i baren. Jeg havde ikke lagt mærke til dem, eller også havde de listet sig ind, mens vi fik vores rom, men jeg opdagede først, at der sad et par nede i en af båsene, hvor der nu også var blevet tændt en lille lampe. Deres stemmer hævede sig som i et skænderi. Og også i båsene længere væk sad der folk. En trist udseende kvinde med et tykt lag sminke og store perleørenringe krydsede gulvet fra en dør i den modsatte ende og stillede sig klos op ad mig. Ubehageligt tæt på stod hun. Jeg kunne lugte hende. En vammelsød blanding af sved og deodorant, der uvilkårligt udløste min brækrefleks. Jeg forsøgte at undertrykke lyden, der kom ud af mig som et uartikuleret sært host og de kiggede alle tre på mig. M, den stetsonklædte mand med øjnene og denne kvinde, der missede surt og møvede sig endnu tættere på mig. Hun lænede sig ind over baren og råbte på en bartender:

– Heyyy, Sammy! Sammy, hvor pfanden er du? Men fik intet svar. Den irisløse mand kiggede på hende og lænede sig så over og gav et lille klemt på en klokke, der var placeret umiddelbart foran kvindemennesket. Hun fór sammen ved lyden og stirrede forvildet på ham.

– Tag det roligt Esther. Sammy skal nok dukke op, sagde han, hvad der dog ikke fik kvinden til at stoppe med at møve sig ind på mig og kagle op med sin hysteriske kalden. Da jeg rejste mig for at undslippe hende og komme over til M, gled hun snublende hen ad baren og havnede med hovedet i skødet på vores nye ven. Han kom til gengæld lynhurtigt på benene. Så hurtigt faktisk, at jeg var i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet nåede at røre ham, før han stod op, og hun røg på gulvet med et brag, der fik parret i den forreste bås til at rejse sig halvt op for at glo. En grotesk situation. Hendes ansigt stanset ud i et ultrakort og på samme tid langt tidløst øjeblik, som om hun lå og gav ham fellatio, men i virkeligheden ikke rørte ham. Ham der sprang op som en skoldet skid, som om han var bange for fysisk berøring?! M fnisede højlydt, og kvinden krabbede rundt på alle fire og fik sig kun med besvær trukket op at stå. Da hun så endelig stod der, paf, var der ud af det blå dukket en bartender op. I en uniform, der matchede portierens ude i foyeren, men alligevel var sin egen. For eksempel havde han ikke den latterlige lille lakhat på. Farver og logo var dog afstemt og det var rent faktisk noget af en ret så goodlooking badass der stod og smilede skævt til damen:

– Esther, Esther, Esther, du ser fremragende ud. Som altid, sagde han uden det mindste anstrøg af sarkasme. Det fik hende til at rødme og ligne en ung pige og helt forfjamsket stå og fingere mumlende ved den ene perleørenring.

– Det sædvanlige? Og uden at vente på svar tilberede hende en dry Martini i et højt fladt glas, med tre oliven og en syregrøn paraply i. Han vendte sig mod M og jeg og mønstrede os.

– Jeg ser, at Zismund allerede har hjulpet jer i gang.

– Zismund, jeg skævede over til ham. Til … Zismund, og han blinkede tilbage.

– Velkommen til Hotel Mortuus, sagde Sammy og fik mig igen til at tænke på M’s ord i bussen: Døden som et stort hotel, og jeg bare busede ud med:

– Hvad fanden er det da også for et navn? Men de grinede bare alle tre. Zismund, bartenderen og Esther, det var tilsyneladende den fedeste joke, det navn, og jeg opdagede at Esther, når hun lo, var en ganske smuk kvinde med meget fint svungne træk. Det var bare gemt ret godt af vejen.

Flere gæster stødte til. Som om hotellet først på dette sene tidspunkt vågnede op til dåd. Sammy gik sågar ud og tændte lysene på den terrasse, vi havde fornemmet i mørket tidligere, og der var ganske rigtigt en pool derude. Lækker stemning på terrassen trak folk ud i den lune aften. Intet var der tilbage af den råkolde forårsluft fra byen, næ, her var der lunt og rart og inden der var gået meget mere end nogle få øjeblikke, dumpede de første gæster i poolen, hvor de lå hen langs bassinkanten med drinks stående linet op på fliserne. Nattehimlen var stadig buldrende mørk, men terrassen fyldt med lys og latter. Zismund præsenterede os for indtil flere gæster, og Esther blev også hængende sammen med os, mere og mere fuld. Sejlende rundt på sine høje hæle, kommenterede hun Zismunds præsentationer med egne observationer, indimellem et hysterisk grin og andre gange med knugende iskold tavshed. Til én, en lille tyk herre med et tungt glasagtigt blik, sagde hun, at hun var hans nabo. Til den anden side. Han plirrede med øjnene mod hende og genkendte hende tydeligvis ikke.

– Jeg kan høre dig. Når du slås med dig selv, sagde hun tørt, men trak sig så væk fra ham, som om han smittede. Hendes eksede blik landede på mig og hun hviskede:

– Der bor også en digter her. Oppe under loftet. Hun gjorde et kast med øjnene opad og lavede en sær slubrende lyd med munden, som havde hun været nær ved at savle:

– Men jeg er faktisk lidt i tvivl, for jeg møder ham tilsyneladende kun i drømme. Denne forvikling hele tiden, for hvem af os er det, der drømmer? Hva’? Det er jo umuligt at sige. Er det hans drøm, eller er det min? Er det ham eller mig der drømmer? Han skriver nogle fine digte dog. En gang imellem giver han mig lov til at høre et. Så går han der og reciterer et melankolsk urimet digt, fuld af sære billeder og store sammenligninger.

Jeg’n synder

Et kar fyldt med syreregn og røg

et natdyr på rohybnol og støj

Jeg læser Bukowski

og synger med på Billie Holiday

Jeg bevæger mig på stedet

i et syndigt rod af

efterladt tankegods

Jeg løber på stedet

i et syndigt rod af

efterladt tankegods

Ord der ingen steder kommer fra og intet vil mig

kommer flaksende og lander i min hånd

Jeg formulerer manifester, digter digte og forsøger på

at finde de præcise ord for hvem jeg er

Jeg’n engel

skamskudt og ude af kontrol, ude af mig selv

Udenfor

Den lille tykke nabo stod stadig og stirrede på Esther og så så bedrøvelig ud, at selv jeg var ved at få tårer i øjnene. Zismund gik over og talte lavmælt med ham. Fra hvor jeg stod, kunne jeg ikke høre, hvad han sagde, men tårerne begyndte at strømme ned over naboens små buttede kinder. Som om han havde fået tilgivelse, slog det mig, gud ved hvorfra, for mellem tårerne, strålede en glans fra ham, som fra en mand der endelig er blevet forladt sine synder og står tilbage, nøgen og fri. Som havde han fægtet længe nok med de satans dæmoner, der synes at havde redet ham, og nu stod forløst og forklaret. Med små trippende skridt forlod han baren, mens små abrupte lyde undslap ham. Lyde der kunne være kommet fra kælne kurtiserende hønsefugle. Alle de tilstedeværendes øjne klæbede til ham, som han trippede af sted dér mellem bordene. Nogle nikkede til ham, andre dristede sig til at vinke, og alle så de ud, som om de var splittede mellem lettelse, eller endog glæde på mandslingens vegne, på den ene side og misundelse over ikke selv at være den der vandrede af sted på så lette fjed, på den anden. Vandrede ud af baren, ja ud af hotellet måske ligefrem, hvem ved?!

– Forstår I; hotellet her, det er moduleret op som et anagram. Alting starter med fravær og alting slutter med fravær. Døden er et vilkår: I skal alle herfra en dag og før I kom til verden: Også fravær. Fravær først som sidst, docerede Zismund med helt tør stemme, ganske blottet for følelser: Hotellet hjælper bare til. Efter at den lille tykke nabo var forsvundet, stod Zismund igen ved min side.

– Og hvad gør du? Kunne jeg ikke lade være med at spørge. Er du også et anagram? Det grinede han højt og længe af og fixerede mig så med sit syrede blik uden at svare på mit spørgsmål. Jeg forsøgte virkelig at blive i hans blik, det sværger jeg, men det var umuligt. Allerede efter ganske få øjeblikke, var jeg nødt til at kigge ned, kigge væk, mens noget rørte sig i mit indre. Som om der var noget derinde, der trængte sig på for at manifestere sig og komme op til overfladen. Noget jeg havde glemt. Esther reddede mig fra det totale nederlag. Hun lagde en hånd på min skulder og virkede mærkeligt ædru og skarp, da hun bed af Zismund, som bare grinte af det hele og forsvandt ud til poolen.

– Tag dig ikke af ham, sagde Esther beroligende: Han kan være noget så nederdrægtig, men han er også noget af det mest omsorgsfulde. Døden er en underlig størrelse, ikke sandt?

– Øh jo. Døden?! Eller… ja, jeg har nu ikke gjort mig de store tanker om den. Jeg tror nok, den skræmmer mig lidt!?

– Skræmmer dig? Se på den som en overgang. En mulig ny frekvens af tilstedevær.

– Hvad mener du med det?

– Ja døden, ikke? Døden er nøjagtig ligesom en drøm. I drømme oplever du dig selv fra en anden mulig vinkel. Du bliver præsenteret for noget, der kunne have været dig. Som muligvis bliver dig. Døden er den ultimative forandringsproces.

– Men det er da totalt ufedt.

– Synes du? Esther gjorde store øjne, som om en sådan uhyrlighed af en udtalelse kom helt bag på hende. Hun kiggede sig desorienteret rundt, søgte måske støtte for sit synspunkt. Umiddelbart var der ingen i nærheden, selv M syntes at være forsvundet, men ham spottede jeg dog ret snart igen, gennem vinduerne, ude ved poolen. Esther kiggede tilbage på mig, helt opgivende og vaklede så over til baren, pludselig fuld igen, hvor hun bestilte en ny drink. Dobbelop på gin, kunne jeg høre hende snøvle og Sammy svarede belevent og venligt. Jeg trak på skuldrene og kiggede mig omkring i baren. Strejfede tanken mig, hvordan fanden vi var endt på det hotel? Jeg tror det ikke. Som jeg husker det, tog jeg det bare for givet. At vi var taget fra byen, over hals og hoved, og mere eller mindre tilfældigt havde taget ophold på Hotel Mortuus. Lidt a la Esthers tanker om døden. Opholdet på hotellet var bare en ny tilstand, et nyt opholdssted. Byen var blevet for farlig, vi havde bevæget os væk fra den og befandt os nu i dette mærkværdige hotel, fuld af sære eksistenser.

På terrassen udenfor var M kommet mægtigt i stødet. Opstemt dansede han med en lille gruppe gæster, der alle forsøgte at holde styr på hver deres drink. De grinede og bevægede sig som klapperslanger til den mærkelige musik, som, det må jeg indrømme, havde fået et ordentlig lag dunkende rytmer lagt ned over sig, som gjorde den mere… spiselig. Som et hypermoderne remix af en oldgammel hymne. En religiøs anråbelse af guderne, der var blevet lakeret, glaseret og sat i så dansabel en stand, at man uden videre kunne glemme sig selv og sin omverden, mens man vrikkede og vred sig til de tunge rytmer. Jeg forsøgte at få kontakt til ham, men enten ignorerede han mig, eller også opdagede han mig ganske enkelt ikke, som han dansede, helt opslugt, med en drink i den ene hånd og den hvide T-shirt i den anden, svingende rundt over hovedet som et fredsflag: Jeg overgiver mig! Jeg hengiver mig så helt og aldeles til dette bacchanalske inferno af død og støj og latter. Hans bare overkrop glinsede af sved, og jeg blev kun stående et ganske kort øjeblik for at overvære seancen, før jeg trak mig tilbage inden døre igen. Heller ikke dér kunne jeg imidlertid finde ro, og min krop var blevet sært nærværende i al sin akavede fylde. Øm i muskler og stiv i led. Jeg trængte til hvile, gjorde jeg. Trængte til at sove flere dage og nætter i streg. Om muligt. Derfor trak jeg mig også baglæns ud af baren og overvejede kort at stikke tilbage, den vej vi var kommet fra, men valgte i stedet at smutte den modsatte vej, og se om ikke jeg måske kunne finde et værelse med det nummer, der stod på min nøgle, som jeg havde fået stukket i hånden af portieren og nu gik med i lommen. M havde jo fået sin egen nøgle, så han fandt formodentlig selv ud af noget, når han blev træt. Lidt fremme slog gangen et knæk og da jeg drejede om hjørnet, forsvandt lyden tilbage fra baren og tabernaklet ved poolen stort set og blev afløst af en virkelig mærkelig stilhed. Den var næsten fysisk til stede, som en dyne puttet ned over den lange korridor. Udseendet af den korridor var der ikke meget ved. Det var brune paneler, der nåede næsten op i øjenhøjde og et ækelt kønsløst akryltæppe, der formelig skreg af statisk elektricitet. Til at begynde med kiggede jeg på hver eneste dør, i håbet om at finde et tal, der matchede mit fra nøglen, sidenhen bare gik jeg af sted. Slæbte mig fremad. Og fremad. I hvad der virkelig syntes at være en aldeles endeløs korridor. Om jeg kiggede frem eller tilbage var efterhånden ligegyldigt. Det var det samme trøstesløse og endeløse brune syn af akryl og finer. Finer og akryl. Min bevidsthed begyndte at flakke. Den statiske elektricitet begyndte at knitre i den indelukkede korridor. Den eklatante mangel på frisk luft. Støvet, midt i al elektriciteten, der hvirvlede op bag mig som et magnetisk kølvand. Jeg begyndte at hallucinere. Eller også var jeg virkelig i et luftfartøj, der, netop da, styrtede sig selv ind i en gigantisk monstersky. Alarmklokker bippede og hylede, hydraulikken hvinede infernalsk. Lyn hvæsede og dansede som besatte og knaldede ned i al akrylen med gigantiske brag og i min sjæl, så jeg næsten følte mig som et rejsende projektil i et ballistisk potent rejst kanonløb, strittende af knitrende vanvid, og da jeg endelig, mirakuløst forekom det mig, nåede en dør og fik den flået op, gispende efter luft, blev jeg nærmest slynget ud med hårene rejst på hele kroppen, struttende som stubbene på en høstet kornmark. Sort afsvedet røg sivede ud af kæften på mig. Og hvor fanden var jeg havnet, andet end tilbage i baren, som jeg forlod for…. Ja, faktisk var det umuligt for mig at sige, hvor længe jeg havde vandret rundt i de fordømte korridorer. I ring tilsyneladende. Anyway; baren var lukket! Der var intet spor af hverken M, Zismund, Esther eller Sammy. Eller nogle af de øvrige gæster for den sags skyld. Bare tomt og forladt. Jeg magtede simpelt hen ikke den bar mere, så med en vanvittig opbydelse af mine allersidste kræfter vaklede jeg ned ad den sidste korridor, den som også havde været den første, åbnede den smalle dør og tumlede ud i en aldeles tom og forladt foyer, hvor jeg sank sammen i den første den bedste lænestol, og nærmest faldt i søvn, før jeg ramte sædet. Straks styrtede jeg hovedkulds ind i en drøm, som om jeg ikke allerede havde været nok igennem.

Drømmen foregik i en eller anden gold udørk af en forstad. Om stedet var affødt af min vandren omkring i de endeløse, ens udseende korridorer, eller af at jeg vitterlig har en del familie, som jeg i øvrigt aldrig ser, der bor i nøjagtig samme slags huse, i samme endeløse ensartede forstadskvarterer som i drømmen, var jeg ikke i stand til at afgøre. Mærkværdigvis har jeg nemlig flere familiemedlemmer der bor i nøjagtig den slags bungalows, som optrådte i drømmen, som havde de indgået en stiltiende aftale om, alle sammen at flytte ind i dette løjerlige bygningsværk, der var så moderne i 30’erne og ligner en mægtig terning med mærkelige hjørnevinduer og næsten flade tage. Men jeg formoder at det skyldes korridorerne, for jeg er ikke i stand til at se nogen forbindelse mellem drømmen og min (fraværende) familie. I drømmen var jeg alene og jeg befandt mig på et sådant, let skrånende, tag. Der var en sfærisk musik, lidt lig musikken tilbage i baren. Jeg dansede. Ekstatisk og lidenskabeligt dansede jeg på det tag. Jeg var nøgen og månen var fuld. Var jeg også fuld? I hvert fald var jeg måske nok fuld tilbage i virkeligheden, mit korpus i foyerens lænestol, for der var røget meget alkohol indenbords i løbet af dagen, men i drømmen var jeg ikke sikker på det. Hvad jeg husker var, at jeg dansede og at jeg med ét følte det som om nogen greb fat i mig indefra. En stor næve der greb fat i mig og nogen (var det nævens ejermand?!) råbte mit navn gentagne gange, indtil jeg vågnede. Men vågnede jeg også dér i stolen? Det var ligesom flydt sammen. Vågnede jeg virkeligt, eller vågnede jeg i drømmen, men sov videre i virkeligheden? Jeg mærkede i hvert fald dette greb i mit indre. Et træk i mig. Et underliggende og dybt insisterende træk i mig. Et træk som ville mig noget. Jeg følte mig på ingen måde bange. Slet ikke. Faktisk så tryg, at jeg blot hengav mig til trækket og havde en mærkelig følelse af at blive suget ud af mig selv. Som en satans østers, svuppende skumfødt, ridende på en bølge af hidtil ukendt lykke. Jeg ved, at jeg lo. Det står knivskarpt i min erindring. Denne latter der lettede og forlod min strube i et sært vrid, der fik mig til at snurre vildt rundt. Rundt og rundt snurrede jeg. Vildere og vildere. Min latter lød sindssyg og lige før den kammede over og blev panisk, slog jeg øjnene op, forlod mig selv og svævede frit i rummet. Som en drabant i kredsløb om månen. Vilde og fulde begge to, månen og jeg, og natten omkring mig desperat af længsel efter at æde mig med hud og hår. Opsluge mig til jeg ingenting var. Til der ingenting var tilbage andet end mindet om en by i panik og et skørt hotel, der på sin side havde opslugt M, min måske eneste ven i denne verden. I hvert fald var vi blevet skilt fra hinanden. Han var blevet inde i hotellet, mens jeg var forsvundet i natten, hin mægtige altædende sorte drøm af en evighed.

Jeg kom til mig selv igen. Jeg havde jeg det som om natten, eller døden, virkelig havde ædt mig og spyttet mig ud igen i en anden virkelighed? Oppe ved skranken stod den store portier.

– Nåh, har man sovet godt, en bemærkning der fik ham selv til at smile bredt. Et overrumplende bredt smil, der flækkede hele hans store ansigt i to: Har du mistet din nøgle? Eller er du bare faret vild i korridorerne ligesom alle de andre? Det skal jeg ikke lade dig høre for. Selv bliver jeg her. I foyeren. Jeg skal ikke nyde noget af de korridorer.

Og så blinkede han til mig igen, med munterhed og overskud. Han virkede kåd og ikke den mindste smule træt. Selv følte jeg mig nu også mærkeligt udsovet. Som om jeg virkelig havde sovet i en evighed, ganske som jeg havde længtes sådan efter i aftes:

– Du bliver her? Hvad mener du med det? Går du aldrig ind i selve hotellet?

– Nej!

– Som i, ALDRIG?

– Altså; det sker! Men hotellet lever sit eget liv. Jeg er, sådan kan man vel godt sige det, en foyermand. Jeg er portieren. Det er jo mig der udleverer nøglerne og peger retninger ud. Jeg holder af at være her, fordi det er det, jeg gør. Sidder her og bevidner ting ske. Som at du og din ven kommer masende ind og helt forvildede står og tripper på stedet, mens tiden løber af jeg som vand af en gås i øspøspøsende regnvejr.

Han lagde hovedet på skrå og så så mild og tilforladelig ud, som var han selv en satans gås, der stod og bevidnede verden fare forbi, uden at føle den mindste trang til at deltage, mens vandet sprøjtede af den.

– Der står her, sagde han så og dunkede med knoerne ned i en lille stak papirer, der lå på skranken, at du har… Hvordan skal jeg sige det, har lidt svært ved at finde den rette vej?! At du nemt farer vild?

– Står hvor?

– Ja, lige her i mine informationer.

– Informationer?! Hvad mener du? Hvad er det for nogle informationer?

– Informationerne fra direktionen.

– Direktionen? Ingen vidste jo for fanden, at vi ville komme her?

– Ja, nogen må jo have vidst det.

– Hvad mener du?

– Ingenting sker af sig selv. Lesson number one, blinkede han.

– Ingenting sker af sig selv?! Spurgte jeg mystificeret.

– Det er jo ikke for sjov jeg står her, vel?

– Nej det er det vel ikke. Men jeg forlod jo byen sammen med min ven. På grund af al den ballade…

– Ballade?! Hvilken ballade? Afbrød han mig: I mine papirer står der, at du lider af… Lad mig se, han bladrede lidt frem og tilbage i bunken: Af angst og vrangforestillinger. At du ikke formår at være den, du virkelig er?! Giver det mening? Ringer det en lille klokke et sted derinde? E. E. Cummings skriver et sted: ”At være ingen-andre-end-dig-selv i en verden, som dag og nat gør sit bedste for at få dig til at være alle andre end dig selv – betyder, at man må udkæmpe det hårdeste slag, noget menneske kan udkæmpe – og aldrig holde op med at kæmpe” Så blinkede han igen og tilføjede næsten resigneret:

– Nå jamen jeg er jo så nok nødt til at hjælpe dig med at finde dit værelse.

Selv om han ikke lignede en, der rent faktisk mente det, gik han alligevel ind for at gøre sig klar. Træffe sine forberedelser, som han formulerede det. Og det skal han have. Han tog det virkelig seriøst. Da han kom ud, lignede han en skide opdagelsesrejsende fra et andet århundrede. Noget der mest af alt lignede en tropehjelm, store tunge gummistøvler på fødderne, en hjælpeløs kakifarvet vest udover uniformsjakken og en stav af en slags i hånden?! Den lignede et scepter. Men det var jo for skørt. Det var simpelt hen alt for meget for mit slidte nervesystem. Alle de oplevelser jeg havde været ude for på hotellet og også før det. Gråd havde været passende. Det havde været typisk mig. Men jeg kunne mærke, at det i stedet for var latter, der var på vej. Den nærmest væltede ud af mig. Det var simpelthen for crazy. Han kiggede på mig. Forundret. Kiggede ned ad sig selv og så op på mig igen. Så flækkede hans ansigt. Først i det der totalt brede smil jeg allerede havde stiftet bekendtskab med, og så var det, som brød en dæmning sammen, da han lod latteren få frit løb. Åbnede sluserne, så at sige, og lo så tårerne trillede, med den mest vidunderlige latterlyd jeg nogensinde havde hørt. Som stormvejr der virkelig rusker i havet, knuser store træskibe mod klipperne og kaster rundt med delfiner og havfruer. Vi kunne slet ikke standse igen. Vi rullede rundt på gulvet og skreg af grin. Hver gang jeg troede at nu, nu havde jeg styr på det, nu kunne jeg holde inde, dæmme op for latteren, så skævede jeg over til den enorme portier, der lå på ryggen på gulvet og hulkede af grin, og jeg knækkede sammen igen. Hvor længe vi lå i det grineflip, aner jeg ikke. Det fik selvfølgelig en ende. Vi kom på benene igen. En snert af latteren blev siddende tilbage, boblende i blodet, men under kontrol.

– Skal vi? Spurgte han så og var lige ved at få det hele til at bryde sammen igen, med sin opfordring der lød, som var vi gæster ved et royalt dansebal. Jeg nikkede blot behersket, og så begav vi os altså tilbage ind i korridorerne, hvad jeg ville have forsvoret i aftes, da jeg kom ud derindefra. Ret hurtigt var det da også som om den samme følelse af vanvid og inerti, som at vandre og vandre fremad, men ikke bevæge sig ud af stedet, indtraf. Jeg mærkede en begyndende panik i det nederste af nakken, mærkede hvordan den statiske elektricitet samlede sig. Jeg kiggede bagud og blev overvældet af nøjagtig den samme desperate fornemmelse af, at det var flintrende ligegyldigt om jeg så den ene eller den anden vej, begge sider frembød det samme trøstesløse syn af brune finerpaneler og selvdødt akryltæppe. Et fucking deja vu var det. Og endelig gik det så op for mig, hvad portierens scepter skulle gøre godt for, for lige før den knitrende lyd, lyden af nervøs hud der flås af kroppe i ulidelige spasmer, blev så øredøvende og intens, at den var på nippet til at sprænge alt i stumper og stykker, råbte han et gjaldende Heureka, som om han selv netop da, i dét øjeblik, erfarede hvad sceptret skulle bruges til, og jog det ned i gulvtæppet foran sig. Et øredøvende brag fulgte, da han lykkedes med at samle al energi i scepterets møde med den gnistrede akryl og i samme øjeblik lægge en hånd på en af lamperne på væggen. Elektriciteten løb som ild op gennem scepteret, videre op i portierens arm, gennem hans krop og ud ad den anden arm, hvor det smældede ind i lampen. Pæren sprang med et knaldende POF og sort røg dampede ud af fatningen. Han trak sceptret til sig, smilede over skulderen og blinkede sågar med det ene øje og luften var vitterligt renset for statisk elektricitet. Ren og frisk som en brise ind over søerne. Jeg løftede hovedet og rettede kroppen op, forynget føltes det næsten som og som jeg spankulerede der med lange frejdige skridt og højt løftet pande, var det som om jeg så korridoren for første gang. For eksempel fik jeg øje på en bort oppe under det forholdsvist lave loft og det gik op for mig, at jeg genkendte de ting, der var afbildet på borten. Jeg genkendte hotellet. Og baren. Folkene i baren. Dér var Zismund med sin hvide hat. Og dér Esther og Sammy. Jeg var standset op under et sted i borten, hvor baren var fuld af mennesker. Sært nok var Zismund afbildet med bukkeben. Mærkeligt vakkelvorne og i næsten umulige vinkler understøttede de hans muskuløse og behårede overkrop. Hvorfor pokker havde jeg mon ikke lagt mærke til den bort før? Jeg kiggede bagud. Jo, der var den også. Den havde altså været der hele tiden. Måske også i aftes? Jeg havde blot været for optaget af elektricitet og angsten for at blive pulveriseret af et knitrende lyn, eller for at forsvinde ud i rummet på det satans slingrende rumskib, eller hvad fanden det var, der var sket sidst, da jeg helt alene tumlede gennem en korridor magen til denne. I princippet kunne det være den samme?! Det mente jeg dog ikke var tilfældet. Jeg opdagede, at portieren var ved at forsvinde fremme ad gangen og satte mig i bevægelse, men kunne ikke slippe borten med øjnene. Noget forunderligt skete, for som jeg bevægede mig fremad, blev billederne deroppe nærmest levende. Som en tegnefilm der blev afspillet ved min bevægelse fremad. Der var et langt zoom ud i nattemørket og dér kom en bus skrumplende hen ad landevejen. Der blev zoomet ind på chaufføren og ned gennem bussen og hvad fanden var nu det? Der sad M og jeg på bagsædet! Jeg standsede op igen, hvad der fik både handlingen og bussen til at standse. Målløs stirrede jeg op på den fordømte bort. M. havde netop lagt sig til at sove med hovedet på den jakke, jeg havde stukket ind under hovedet på ham. Men filmen var stoppet sammen med mig. Jeg satte i gang igen og filmen kørte videre. Vi steg af bussen og gik i et tiltagende mørke op mod hotellet. Blev modtaget af portieren. Som jeg igen blev opmærksom på fremme ad korridoren, hvor han var ved at forsvinde ud af syne. Simpelt hen gå i et med finer og akryl og viskes ud, samtidig med at han på borten, fremstod stor og mægtig, med viltert pjusket manke og den der lille latterlige lakhat. Portieren på borten og portieren i korridoren der fortonede sig langt fremme. Der gik panik i mig, jeg satte farten op. På borten fandt vi baren, hvor imidlertid alle forsvandt ud af syne, forlod baren, dæmpede lyset og lod kun Zismund sidde tilbage med ryggen mod døren, hvor kort efter M og jeg kom til syne. Hvad skete der lige dér? Jeg satte farten op, nysgerrig på handlingen, selv om jeg kendte den herfra, troede jeg, for Esther snublede slet ikke. Hun gav virkelig Zismund fellatio, en hurtig omgang var det, mens jeg selv bare stod og gloede dumt. M forsvandt med en flok kvinder ud til poolen, og Esther og jeg talte lavmælt sammen. Umærkeligt satte jeg farten mere og mere op. Handlingen fløj forbi deroppe og jeg mærkede kun svagt elektriciteten akkumulere i takt med min stigende fart. Don M Travolta-wanna-be svingede med sin hvide T-shirt, og jeg forsvandt ned ad korridoren, elektriciteten samlede sig, jeg var pludselig på en slags rumskib med lyn dansende omkring mig, foran mig fornemmede jeg ganske svagt at portieren satte endnu et gigantisk lyn til vægs, før jeg fór forbi ham i susende fart, Hey råbte han forbavset, stop; drømmen hvor jeg dansede nøgen på taget af en bungalow, cirklede omkring månen, portieren der bøjer sig smilende over mig i lænestolen, opvågnen, grineflip, turen ind i hotellet, ind i korridorerne, mig der spæner af sted, fremad… før alt eksploderede i et syngende satanisk smæld og jeg gik ud som et lys.

Jeg kom til mig selv i et blændende skarpt og hvidt lys, der straks fik mig til at lukke øjnene igen. Der var indtil flere stemmer og mærkelige stønnende lyde, som om nogen var i nød. Eller dyrkede sex?! Jeg lå på en tynd hvid yogamåtte.

-Er du vågen? hørte jeg så portierens velkendte stemme helt tæt på, hvad der fik mig til at åbne det ene øje lidt, så lidt det var mig muligt. Min krop smertede. Mit hoved var en gyngende lagerhal med væltende stålskabe.

– Hvad skete der? Hviskede jeg

Ikke kun fordi jeg ikke ville påkalde mig opmærksomhed, men også fordi lyden af min egen stemme rungede i mit hoved, i lagerhallen, og gav små spasmer af smertestød ud i nervebanerne.

– Jeg er ikke sikker… Portieren tøvede, måske akkumulerede du et mægtigt lyn derude. En ordentlig satan af et zappende monsterlyn? Hvad sørensen havde du også gang i søde?

– Jeg… Jeg løb.

– Ja tak, det opdagede jeg.

– Borten. Borten øverst oppe på væggen var en film. Jo hurtigere jeg bevægede mig, jo mere naturtro var det. Hvor er vi for resten?

Det var lykkedes mig at få øjnene en anelse mere op. De vænnede sig gradvis til det grelle lys i rummet. Der var indtil flere mennesker til stede og jeg opdagede til min forbavselse, at vi befandt os i et motionscenter. Der var løbebånd, cykler, vægtstænger, bænke, kettleballs. Alt muligt. De stønnende lyde kom fra mænd og kvinder, alle i helt hvide gevandter, som oksede løs i maskinerne, med vægte og med snurrende sjippetove.

– Det… ja, jeg bar dig herover. Til direktionen.

– Direktionen?! Nu satte jeg mig helt op, trodsede smerten der skød i alle retninger og nær havde sendt mig over i bevidstløshed igen: Hvad fanden mener du med ”direktionen”? Det er jo et skide motionscenter det her?!

Jeg kunne godt selv høre de hysteriske undertoner i min stemme. Alles øjne drejede i min retning. Alle de hvidklædte svedende mennesker smilede smukt til mig, og et par stykker hev håndklæder frem, tørrede sveden af panden og kom nærmere for at se mig an. En yderst velskabt kvinde, med meget meget blå øjne, førte ordet. Hun præsenterede sig som direktør for etablissementet.

– For fitnesscenteret eller for hotellet? kunne jeg ikke dy mig for at spørge, hvilket fik hende til at smile bredere.

– Hahaha ja, det er et godt spørgsmål. Begge dele vel? Nej mest for hotellet. Det er Kim her, der leder motionscenteret. Hun gjorde en gestus mod en mand med langt blødt hår, der smilede ligeså bredt som direktøren og rakte en hånd ud for at hilse på. Da jeg greb den, trak han mig op at stå i en overraskende hurtig bevægelse og støttede mig, da mine ben eksede under vægten af min krop, så jeg ikke straks trimlede om igen.

– Man skal holde kroppen i gang, min ven, holde den opret, sagde han, mens han selv småløb på stedet. Hans stemme var mindst ligeså blød som hans gyldne hår, hvorimod hans greb havde været både myndigt og fast: Op på hesten igen, som man siger. Ellers vinder smerterne. Han lo perlende og kunstigt.

– Nå! kunne jeg bare sige, men var faktisk overraskende godt tilpas ved at stå op, begyndte endda at småløbe sammen med Kim på stedet, men tog mig så i det. Jeg havde det, som om smerterne var blevet liggende dernede på gulvet i en uordentlig bunke, mens jeg selv stod, om ikke smertefri, langtfra, så dog forholdsvis rank og klar.

– Og hvad kan vi så gøre for dig? Spurgte direktøren med de himmelblå øjne.

Det spørgsmål gjorde mig paf. Tankerne tumlede rundt i mit hoved. Min krybdyrhjerne tog ligesom ledelsen og den fandt det klogest at fake en besvimelse. Altså himlede jeg med øjnene som en spade, udstødte en høj rallende lyd og roterede på benene et par gange, før jeg lod mig synke om i Kims muskuløse arme og gjorde min krop helt slap og blød. Forsigtigt lagde han mig ned på måtten igen, og jeg fornemmede de tilstedeværendes rådvildhed. Der blev mumlet. Rådslaget.

– Kan du ikke bære hende over til hendes værelse? Spurgte direktøren så, og portieren svarede belevent bekræftende, hvorefter han så let som ingenting løftede mig op og gik af sted med mig. Sikkert ude af døren, der lukkede sig bag os med et lille klik, åbnede jeg forsigtigt øjnene på klem og spurgte:

– Hvad fanden foregik der lige der?

Den stakkels portier blev så forskrækket, at han tabte mig halvt ud af favnen. Han skældte ud, hvilket ikke klædte ham. Faktisk var det så akavet, mig hængende halvt ud af favnen på den store mand, én hånd støttende på gulvet og den anden i et fast greb om epauletten på hans uniform, der stak frem af kakivesten, og ham der skældte forskrækket ud, at jeg ikke kunne andet end grine. Dét fik til gengæld epauletten til at gå af, med en frygtelig flænsende lyd og jeg hang nu med hovedet nedad, begge hænder bagud på gulvet og portierens greb om hofterne. Han fik heldigvis også øje på det lettere komiske i situationen, og et grineflip var under opsejling, havde døren tilbage i fitnesscentret ikke gået op og Kims blødt behårede ansigt dukket frem. Jeg spillede straks død og portieren måtte på et splitsekund vælge side.

– Jeg… snublede, mumlede han og hankede op i mig, nikkede til Kim, der enten lod som ingenting, eller vitterlig ikke havde set, at jeg var vågnet, men bad portieren om at booke en tid i centeret.

– Det må du sgu ikke gøre igen, hviskede portieren, da Kim havde trukket sig tilbage og lukket døren bag sig.

– Undskyld det med epauletten!
– Nårh, den kan syes på igen. Hvorfor ville du ikke snakke med direktionen?

– Hvad mener du? Det var da for absurd?!

– Absurd? Hvad mener du med det?

– Et fitnesscenter?! Og så det spørgsmål. Hvad skulle de kunne gøre for mig?

– Det var direktionen!? Hvad skulle de ikke kunne gøre for dig?

I mellemtiden var vi åbenbart nået frem til mit værelse. Ikke ret langt fra motionscentret, og ingen statisk elektricitet var trukket op på den korte vej. Portieren låste op. Værelset var mørkt. Gardinerne trukket for. Han lagde mig forsigtigt i sengen, der var blød som en drøm.

– Jeg kigger til dig i morgen. Jeg er simpelt hen nødt til at komme tilbage til receptionen… har forsømt den alt for længe, og væk var han. Uden yderligere tanker eller handlinger faldt jeg i søvn.

Efter en lang (hvor lang?!) drømmeløs søvn, vågnede jeg ved at nogen bevægede sig i rummet. Jeg holdt vejret og lod som om jeg stadig sov, mens jeg scannede det mørklagte værelse. Dér! Der sad én i lænestolen ved vinduet. Vedkommende havde lindet lidt på gardinet og jeg kunne se en stribe af en elektrisk blå himmel gennem sprækken. Som om solen, endelig, havde besluttet sig til at stå op. Med et lille sæt gik det op for mig, hvem det var der sad i lænestolen.

– Zismund! Hvad fanden laver du her?! Jeg satte mig op i sengen.

– Godmorgen min kære. Pokker, du sov trygt og godt, smilede han sardonisk.

– Ja det kan sgu godt være, men hvad har du gang i? Du kan da ikke bare trænge ind på mit værelse, mens jeg ligger og sover!?

– Døren var jo ikke låst.

– Men den var vel lukket?

Det grinede han bare af. Han vinkede mig nærmere, mens han nikkede ned, ud ad vinduet. Nysgerrigheden fik overtaget og jeg slentrede skødesløst, for ikke at udvise alt for stor tjenstvillighed, over for at se, hvad det var, han ville vise mig. Umiddelbart kunne jeg ikke se noget særligt. Vinduet vendte ud mod noget, der nærmest kunne karakteriseres som en baggård. Den dér underligt elektriske blå himmel foroven virkede både opløftende og nedtrykkende på én og samme tid, men dér! Jeg opdagede, at man kunne se lige igennem nogle rum overfor og ud ad vinduet på den modsatte side og dér, der lå poolen og festen fra i går. Nøjagtig som den havde set ud, da jeg forlod den. Men det kunne jo ikke passe?! For snart en evighed siden var jeg passeret tilbage gennem baren, og da var alting lukket og slukket. Jeg kom i tanke om borten, der også pegede på og indikerede en eller anden form for bøvl med kronologien og tiden her på hotellet. Nu så jeg, at den fest, der havde været i gang, da jeg stak af derfra, stadig var i fuld gang. M dansede dernede. Jeg kunne ikke høre musikken, men jeg fornemmede den tydeligt via de dansendes bevægelser.

– Hvem har fortalt dig, hvad du er? Spurgte Zismund så helt umotiveret: Hvem er det, der har surret armene fast til din krop og ligesom skruet op for din stilstand?! Din inerti. Som om du ikke kan gøre, nøj – ag – tig hvad du vil? Du er fri til at gøre, nøjagtig hvad du vil. Hvad du selv ønsker. Være den du er og ikke den, du er blevet fortalt, at du er, eller tror du skal være. Vær dig selv.

Ved de sidste ord kiggede Zismund næsten helt sørgmodigt op på mig. Hans drag om munden og hans mærkelige øjne, der antog en dybere farve hvid, som knust krokant i hvid is. I det samme fik jeg, ud af øjenkrogen, øje på ham nede ved poolen. Ganske tydeligt så jeg Zismund komme slentrende ud ad fløjdørene, ud på terrassen og ud til poolen. Han lavede en bevægelse, sandsynligvis i takt til musikken, og et kort øjeblik så det ud som om han virkelig rejste sig på de satans bukkeben, som jeg havde set på borten i korridoren. Men det var kun et synsbedrag, for i næste øjeblik landede han, sluppet fri af dansens såvel som bukkens favntag. Han drejede hovedet. Fra sin position ved poolen stirrede han direkte op i øjnene på mig. Det isnede ned igennem mig, og jeg drejede mig om for at se, hvem fanden det så var, der stod ved siden af mig, kun for at opdage, at der ingen var. Jeg var alene i værelset. Febrilsk gennemsøgte jeg rummet, men der var ingen. Zismund var her ikke! Jeg flåede døren op og styrtede ud, men det var ikke korridoren jeg kom ud i. Det var en dør i bunden af en buldrende, slingrende bus. Den selvsamme bus som i første omgang havde fragtet os herud til hotellet. Oppe foran kunne jeg se chaufførens brede ryg. Jeg kunne høre ham sidde og synge med en ærefrygtindgydende baryton, vemodig og skummel som gamle fyldte arkivskabe i støvede og spøgelsesagtigt forladte kontorlandskaber. Jeg ville have ham til at standse. Standse den forbandede bus og standse med den forpulede sang. Jeg løb frem ad midtergangen, men uanset hvor meget jeg løb, kunne jeg ikke nå frem til ham. Jeg løb og løb, bussen slingrede vildt ned ad snoede bjergveje, splintrede gennem vandpytter, stendynger og faretruende tæt på afgrunde i hårnålesving, hvor chaufføren nægtede at sagtne farten.

– Hvad fanden sker der? lød en kendt stemme bag mig. Fik jeg et chok? Tror du jeg fik et chok?! Fanme ja, fik jeg da et chok, da jeg opdagede at M løb sammen med mig. Hvor helvede kom han fra? Jeg kiggede tilbage mod døren, jeg var kommet ud af, men alt hvad jeg så var de andre passagerer i bussen. Dem havde jeg ikke lagt mærke til før. De var alle i hvide kitler og jeg genkendte dem alle sammen fra motionscentret. Der sad direktøren og der Kim. De andre ansigter havde også været til stede i rummet og her sad de alle sammen og smilede, som ansigterne på et mægtigt maleri af Yue Minjun. Frossen latter i surrealistisk ridt ned ad bjerget og mig der bare løb og løb med M ved min side nu, også han løbende som en sindssyg kæltring på flugt fra øvrigheden. Som om de fandt stor morskab i endelig at se mig, at se os, spæne af sted som et par idioter med savl ud af kæften og febersyg angst i øjnene. Så, uden varsel, bremsede bussen voldsomt op. Vi bragede op i forruden ved chaufføren, der endelig vendte sig og så på os. Selvfølgelig var det Zismund, hvem ellers. Han smilede overlegent og blinkede bag sine sorte solbriller, før han med stor hvæsen og susen åbnede dørene og nærmest rystede os ud af bussen. Vi tumlede om på et fortov. Fliser, asfalteret vej, trafik. Der var fodgængere og hunde. Duer og en omkringflyvende avisside, vinden havde taget som gidsel. Dørene gled i med samme infernalske støj som før, og bussen forsvandt hurtigt ud af syne. Vi rejste os op. Vi havde det som stod vi i en glitrende sølvregn af salamanderstøv, der berusende og obskønt, styrtede sig ned over os og vaskede støvet af vores overspændte og trætte kroppe. Vaskede os rene.

Vi befandt os ved søerne. Fortumlede og ude af stand til at sætte ord på, hvad det lige var, der var sket. På en bænk sad vi og bare stirrede ud i den stillestående luft. Stirrede ud over søens blanke vand. Helt stille var der, byen var ved at vågne. Jeg sad med en følelse af renselse i kroppen. Ligesom den følelse jeg forestillede mig Esthers nabo havde, da han plirrende og klukkende trippede ud af baren, dér tilbage på hotellet. Befriet. Det var sådan, jeg havde det! Det var en følelse af befrielse, der skyllede igennem mig. Som havde jeg været vidne til noget overjordisk helligt. Noget naturstridigt. Noget der selvfølgelig ikke burde kunne ske, men som alligevel havde fundet sted. Det stod klart for mig, som vi sad, befriede, der på bænken og så solen langsomt løfte sig op over hustagene overfor, at M og jeg, at vi i virkeligheden skulle være de sidste til at dø. Og det gik i samme øjeblik op for mig, at det var sådan, det var for hvert eneste individ, at lige netop de skulle være de sidste til at dø. Til gengæld skulle vi være de første til at købe ny tid. En ny tid hvor alt hvad der var og nogensinde havde været, var blevet skiftet ud og erstattet med en ny og smukkere, en mere ren virkelighed. En virkelighed som ikke desto mindre samtidig var den samme virkelighed som før. Vi erfarede, at den samme virkelighed godt kunne opfattes og opleves på to, ja på mange, vidt forskellige måder, og vi erfarede, at det var godt sådan.

Vi var de tavse vidner! Tavse vidner der sad dér på bænken ved søen og tog verden ind. Vi så ting ske. Himlen som et gigantisk billedrør. Vi fornemmede at tiden, den skælm, kom væltende frem af evighedens skjul, at alting sank ind i sig selv og vågnede op på ny. Havde vi ikke begge to oplevet det fordømte hotel, ville vi have været endnu mere i tvivl om, hvorvidt der bare var tale om en drøm. Om det vitterlig bare var noget vi havde drømt, men vi følte os grangiveligt som et par tavse vidner, der sad og så, hvordan tingene skete og hang sammen. Ikke at vi forstod alt, men det sad som en algoritme i vores blod og i vores indvolde, som et mønster ned ad en lysfyldt vej gennem et ellers altomfattende mørke. Som havde vi gået omkring i en total og tindrende fuldkommen verden af is og kulde, hvor ting faldt til jorden uden varsel, frosne fugle og sindrigt konstruerede himmellegemer, og nu stod et sted, hvor alt var muligt. Hvor vi var sat fri til at handle og agere som vi ville. Jeg havde en helt klar og utvetydig fornemmelse af mit hjerte, der bankede og fortalte mig noget uendeligt vigtigt, som ikke desto mindre unddrog sig min forstand. Det forunderlige var, at det heller ikke var vigtigt. Det var ikke vigtigt, nøjagtig at vide hvad det var, mit hjerte ville fortælle mig. Det vigtige var, at det ville fortælle mig noget. At det bankede og var til stede som en påmindelse om at jeg var i live og ikke havde andre forpligtelser, end bare det; at vide at jeg var i live, så banalt det end måtte lyde. Længe sad vi bare der på bænken og åndede fred, før vi endelig bevægede os og gik derfra. I Folkets Park satte vi os i solen og spiste hver en kebab.


Tavse Vidner er blevet til i København K fra 2020 – 2022

Eik Helbrink – vokal
Dominika Kamanova – tværfløjte
Kasper Erbou – trommer
Carsten Trier Høj – bas
Jens Trapp – guitar, kor, synth, soundscapes, tekst & musik